Hvorfor skal heste på græs?

Debatten kører i hesteverdenen – for eller imod heste på græs. Her får du mit bud på, hvorfor heste skal på græs.

JA, heste skal på græs:

  1. Fordi det er det foder den gennem millioner af år er udviklet til at leve af.
  2. Fordi dens naturlige ædeadfærd er tilpasset et fødeudbud af forskellige græsser og urter, samt lidt browsing på træer og buske.
    Altså æde med hovedet nede ved jorden.
    Nappe plantedele af.
    Tygge dem.
    Synke foderbollen.
    Ny mundfuld…
  3. Fordi de friske planter med et højt væskeindhold giver fordøjelsen det bedste udgangspunkt for nedbrydning og forgæring af næringsstofferne.

Men hvis vi ikke passer vores græsfolde godt nok, risikerer vi at hestene ikke fungerer godt nok på græsset.

Græs er ikke bare græs! 

Det er mange forskellige plantearter med hver deres fordele og ulemper i forhold til den type hest du har. Der skal ikke de samme planter til en varmblodshest i sportstræning eller avlshoppe med føl, som en ældre koldblodshest, der skridter en tur i skoven på en god dag.

Planterne har også deres eget liv. De konkurrerer også med andre planter om plads, lys og næringsstoffer. Den måde vi passer vores græsmark på, fremmer de planter, som kan vokse under de vilkår vi giver dem. 

På godt og ondt!

Vi kan fremme de rigtige planter eller de forkerte.

Dermed påvirker vi også hestenes udbytte af at æde græsset.

På godt og ondt!

Du kan komme på kursus, hvor du får:

Praktisk viden om græsmarkens planter, så du forstår, hvordan de påvirker hestens foderforsyning og ophold på folden.

Viden om næringssammensætningen i markens stråfoder, særligt fiberkompositionen, og dens indvirkning på en sund tarm og en sund hest.

Inspiration til indretning af dine hestefolde og hjælp til at tilrettelægge den foldstrategi, som passer til dine heste.

Motioner hesten mindst en time hver dag!

Har du en hest, som er disponeret for forfangenhed? Så kan du forebygge ved at motionere den mindst en time hver dag. Det kan sagtens være let ridning, for eksempel en skovtur.

Forfangenhed udløses af forhøjede insulinkoncentrationer i hestens blod.

Insulin er et hormon, som produceres i bugspytkirtlen, når blodets indholdet af glukose bliver for højt (blodsukkerkoncentrationen). Når hestens muskler arbejder, forbrænder de glukose til energi. Og så suger muskelcellerne selv glukose ud af blodet til forbrændingsprocesserne. Men hvis hesten ikke arbejder, skal sukkeret hjælpes over i musklernes lagre, og det er her, insulin kommer ind i billedet. Insulin er en slags nøgle som åbner cellernes porte, så glukosen kommer på lager som glykogen eller fedt. Det gælder i øvrigt også dig selv, for det er samme princip hos mennesker.

Hvis hesten gennem længere tid går rundt med forhøjede blodsukkerkoncentrationer, slides de receptorer, som på cellerne skal tage imod insulinnøglen, og hesten udvikler insulinresistens. Så forbliver blodsukkerkoncentrationen for høj, og bugspytkirtlen fortsætter med at producere insulin. Det er en ond cirkel, og påvirker hele hestens kredsløb negativt med forhøjet blodtryk (som du kan mærke ved puls i benene), og nede i hovene ødelægger insulinet de hornlameller, som holder hovkapslen fast på hovbenet. Du kan læse mere om reaktionerne i hoven her. Ved at holde hesten på foder med lavt indhold af sukker og andre gode foderrutiner kan du hjælpe hesten med at holde et lavt blodsukkerniveau, men insulinproduktionen kan også trigges af andre faktorer, som stress og årstidernes skiften (lys) samt hestens gener.

Insulinresistens og de hormonelle ubalancer giver Insulindysfunktion.

Det er almindeligt kendt, at nøjsomme racer er mere disponerede for forfangenhed, men det er ikke kun generne, som gør det. En af de udløsende faktorer er Insulindysfunktion (ID), altså konstant forhøjede insulin-niveauer som følge af forhøjet blodsukkerkoncentration, eller store svingninger i insulinniveauet gennem året. Og man ser det også hos varmblodsheste.

En hest med ID er tæt på at udvikle forfangenhed, hvis der sker ændringer i management, for eksempel foder og motion.

Manglende motion giver 8 gange højere risiko!

Forskere ved Helsinki Universitet har vist, at heste, som ikke motioneres har næsten 8 gange højere risiko for at udvikle insulindysfunktion og dermed forfangenhed.

Materiale og metoder

Man undersøgte 29 heste af Finsk Koldblod gennem et år.

Hver anden måned tog man en glukosesiruptest, som du måske kender i forbindelse med diabetesundersøgelser.

Ud over blodprøver målte man huldscore, fedtkam, gjord-omkreds, bug-omkreds, halsomkreds og -højde.

Management

Udover de 6 gange undersøgelser holdt man hestenes øvrige management stabilt i hele perioden.

Hestene fik alle hø/wrap samt lidt havre/tilskudsfoder og var på græs i gennemsnit en måned i sommerperioden.

7 af hestene blev ikke motioneret. De andre 22 arbejdede som ride- og køre heste i let til moderat arbejde, 1,2 timer om dagen i gennemsnit.

Risikoberegningerne viste:

Der var ikke forskel på huldkarakteren mellem motionsgruppen og ikke motion. Men hestene som ikke motionerede have en større omkreds målt midt på halsen samt en højere halshøjde (fedtkam).

Mangel på motion giver næsten 8 gange så stor risiko for Insulindysfunktion, uanset motionstypen. 1,2 timer let arbejde om dagen er nok til at holde insulinniveauerne normale.

Det vil i praksis sige, at du kan forebygge forfangenhed ved at motionere hver dag i godt en time. Det kan sagtens bare være en skovtur, som de fleste kan holde til, både hestene og os.

Og når vi så ved, at samme effekt gælder for mennesker, er du også med til at forebygge diabetes hos dig selv.

God tur!

Vil du vide mere om at regulere hestens blodsukker på græsfolden, så er der i dette forår to kurser i Jylland, som kunne have din interesse. Tryk på linkene herunder og tilmeld dig kurserne. Du får

Praktisk viden om græsmarkens planter, så du forstår, hvordan de påvirker hestens foderforsyning og ophold på folden.

Viden om næringssammensætningen i markens stråfoder, særligt fiberkompositionen, og dens indvirkning på en sund tarm og en sund hest.

Inspiration til indretning af dine hestefolde og hjælp til at tilrettelægge den foldstrategi, som passer til dine heste.

Du kan også købe et onlinekursus, som giver dig masser af viden om blodsukker, insulinresistens og hvordan du kan forebygge problemerne gennem pasning af hest og græsfold.

Vil du selv læse mere om forsøget? Så tryk på linket her:

Fedt er ren energi

Fedt er ikke kun vigtig energi. Fedtsyrerne er livsnødvendige stoffer i dannelse af hestens kropsceller, vigtige hormoner og nervecellernes funktioner. Og så er fedt med til at regulere hestens appetit – helt præcist, hvornår hesten igen bliver sulten efter et måltid.

Planternes celler omdanner noget af glukosen fra fotosyntesen til fedtsyrer og noget til glykogen. Sidstnævnte samler fedtsyrerne tre ad gangen til det, vi kender som fedt eller olie.
Hesten kan godt udnytte fedt i begrænsede mængder, og det kan bruges som energitilskud til heste, som er svære at holde huld på, enten fordi de bare ikke orker at æde større fodermængder, har dårlige tænder, eller har EMS og har bug for en energikilde, som ikke aktiverer insulinresponset. Desuden er fedt vigtigt i hesten appetitregulering: Fedt regulerer hvornår hesten igen bliver sulten

I afsnit 1 så vi på, hvordan planterne opbyggede fedtsyrer og fedt, primært som energireserve. Hesten fordøjer fedt udmærket, forudsat, at det kommer via grovfoder med lang tyggetid. Hesten har nemlig ingen galdeblære i leveren, så galden drypper hele tiden gennem galdegangen ned i tolvfingertarmen. Galde er vigtigt for at opdele fedtdråberne i mindre dråber så tarmens enzymer kan komme til at virke. Så har din hest brug for tilskud af fedt for mere energi, bør du fordele det i små portioner ud over dagen.

De fleste celler kan udnytte fedtsyrer til at danne energi (ATP) ud fra. Der er faktisk 3 gange så meget energi i fedt som i glukose.

Udfordringen med fedtsyrer er, at de ikke er vandopløselige. Fra fordøjelsen lærte du at leveren danner galde, som hjælper med at få fedtet opløst i tarmvæsken. I blodet transporteres fedtet i nogle store proteinmolekyler, som hedder kolesterol. Ude ved cellerne overfører kolesterolet fedtsyrerne til cellen, hvor det forbrændes i mitokondrierne, ligesom glukosen.

Denne proces sker ikke kun med fedtsyrer fra fedt i foderet. Forgæringen af fibre i blind- og tyktarm danner flygtige fedtsyrer, som overføres til blodet og transporteres direkte rundt til cellerne.

Hvis hesten ikke får energi nok fra foderet, kan den frigøre fedt fra fedtvævet, som så sendes ud til cellerne med kolesteroltaxaerne.

Proteiner – kroppens byggesten og universalværktøj

Proteinerne er nok den stofgruppe, som er sværest at forstå. De er både kroppens byggesten – altså de danner helt konkret kropsceller og væv, f.eks. muskler. Men proteinerne kan også hav en mere usynlig form – som enzymer, der er en slags kemisk værktøj. Det er for eksempel enzymer, som i fordøjelseskanalen nedbryder foderets store næringsstoffer til små molekyler, som kan optages til blodbanerne. Læs i dette afsnit om proteinerne i hestens fordøjelse og udvikling som unghest og ridehest.

Her får du en meget forenklet oversigt:
Planterne suger kvælstofforbindelser, f.x. ammonium op fra jorden, og sætter kvælstof på de kulhydrater, som de danner ud fra glukosen. Dermed ændrer de karakter og bliver til aminosyrer, som er byggesten i proteinerne.

Aminosyrerne sidder bundet sammen i proteinerne som perler på en snor. Proteinerne binder fibre og fedtsyrer sammen til planternes skelet, og når hesten spiser planterne, omdanner den proteinerne til aminosyrer, som den optager til kroppens celler, hvor de igen bindes sammen til proteiner. Og hesten bruger ligeledes proteinerne til at forme cellerne, f.eks.

Proteinerne er kroppens byggesten. De danner bindevæv, som kan fyldes med f.eks. mineraler og blive til knogler, eller muskler, som kan bevæge knoglerne.
Proteiner er også kroppens værktøj, som kan samle og skille molekyler ad. Som her i fordøjelsen, hvor enzymerne skiller de store proteinmolekyler fra foderet til aminosyrer, som kan optages gennem tarmvæggen til blodet og bruges ude i kroppens celler til nye proteiner.
Og hvilke proteiner? Det bestemmes faktisk af hestens gener, DNA’et

Proteinernes vej gennem fordøjelsen. Der sker en dannelse af mikrobielt protein i blind- og tyktarm, men man er usikker på, hvor meget af dette, hesten rent faktisk kan udnytte.

Leveren ombygger og nedbryder aminosyrer

Når aminosyrerne optages til blodet, er de lige en tur om leveren til et servicetjek. Leveren er kroppens store kemicenter, og leveren holder øje med behovet for bestemte typer næringsstoffer. Nogle af aminosyrerne omdannes til andre aminosyrer, og hvis der er overskud af aminosyrer i kroppen, omdannes de i leveren til urinstof, der forlader kroppen via nyrerne, og kulhydrater, som kan forbrændes i cellerne.

Generne bestemmer proteinerne

Cellerne rundt i kroppen har deres egen proteinmaskine – det kaldes proteinsyntese på kemisk). Det foregår i et organelsystemet, ribosomerne, som sender et besked-molekyle (Messenger-RNA) ind i cellekernen for at aflæse opskriften på det protein, som skal produceres. Messenger RNA vender tilbage til ribosomerne, med opskriften og begynder at samle aminosyrerne i en fin, lang perlekæde, præcis designet som det ønskede protein. Det kan være til at opbygge flere celler, eller værktøj (enzymer) til at udføre andre kemiske processer.

Læs mere om proteinsyntesens biologi på dette link:

Proteinsyntesen kan være lidt svær at forstå, men den betyder en hel del for, hvilket foder du skal vælge til din hest, afhængigt af, hvor i livet hesten er, og hvad den skal lave.

For eksempel har hopper i fol, diegivende hopper, føl og ungheste et højere proteinbehov end voksne heste. De stiller også flere krav til proteinets sammensætning af aminosyrer.

Der er mange diskussioner om proteinbehovet til muskelsætning hos heste i træning. Og ja. Der skal protein til at bygge muskler. Det giver ikke hesten et højere proteinbehov, men det stiller krav til proteinets indhold af visse aminosyrer, blandt andet lysin.

Kulhydraterne – hestens vigtigste energikilde

Glukosen fra fotosyntesen hører til stofgruppen kulhydrater. Det er en meget stor stofgruppe, og kulhydraterne er hestens primære energikilde. Men hvordan omdannes kulhydraterne til energi hos hesten? Det skal vi se på i dette afsnit. Når vi mennesker snakker kulhydrater, så mener vi mest stivelse og sukker, men for hesten (og til en vis grad for os – vi tænker bare ikke over det) er fibrene meget vigtigere. Fibrene passerer gennem tyndtarmen ned i blind- og tyktarm, hvor de af mikroorganismer omsættes til flygtige fedtsyrer, som hesten kan optage og omsætte til energi i kroppens celler.

I hestens fordøjelseskanal nedbrydes kulhydraterne gennem både mikrobiel og enzymatisk fordøjelse i hele tarmkanalen, som du kan se på billedet herunder. Det er komplekse kemiske og biologiske processer, og en grundig beskrivelse vil føre for vidt i denne blog. Derfor har jeg lavet flere forskellige kurser i NENUC Academy, hvor du kan fordybe dig som selvstudium eller på de populære stuekurser, hvor vi bruger denne viden om fordøjelsen til at optimere vores praktiske fodring af hestene.

Ganske kort om fordøjelsen af kulhydraternes fordøjelse:

  • I mavens øverste del sker en mindre mikrobiel forgæring af stivelse til mælkesyre.
  • I tyndtarmen sker en enzymatisk nedbrydning af stivelse og sukker til glukose.
  • I blindtarm og tyktarm sker en mikrobiel forgæring af fibre og bypass-stivelse (dvs. stivelse, som ikke nåede at blive nedbrudt i tyndtarmen).

Glukosen kommer via blodet fra fordøjelseskanalen ud til cellerne.

For at forstå dette, får du lige lidt basal viden om, hvordan en kropscelle er bygget op. Billedet her er en forenklet skitse af en celle. De har mange forskellige former og specielle opbygninger, afhængigt af, hvilke organer, de indgår i.

Her får du en forklaring til de enkelte dele:

Cellemembranen er det, der holder sammen på cellens øvrige organeller (som de hedder). Den består af protein og fedt, som danner dels fladen, dels en masse små huller, porte, hvorigennem næringsstoffer og affaldsstoffer kan passere. På overfladen sidder desuden en masse små antenner, receptorer, som blandt andet kan åbne eller lukke bestemte af portene.

Cellekernen – her sidder alle generne – DNA’et – harddisken med alle de vigtige systemfiler.

Ribosomerne – er cellens computer, som aflæser generne og programmerer cellens aktiviteter.

Mitokondrierne – er cellens kraftværk, som producerer energi.

Lysosomerne – er cellens rengøringshold

Glukose forbrændes til kemisk energi

Hvordan omdannes kulhydraterne til energi hos hesten ude i kropscellerne? Hvis cellerne mangler glukose, suger de det ind gennem portene i cellemembranen. Inde i cellen forbrændes glukosen til kemisk energi i mitokondrierne. Kemisk energi er et stof, der hedder Adeniosin-Tri-Phosphat – ATP. Det indeholder nogle meget energirige bindinger med fosformolekyler, og når ATP molekylet kobler sig på en kemisk proces, overfører det energien fra disse bindinger, så processen kan køre.

Forbrændingen af glukose kaldes også for respiration, og hvis du er biokemi-nørd, kender du sikkert navnet for hele processen, “Krebs Cyklus” eller “Citronsyrecyklus” (link til en youtube video med nærmere forklaring). Jeg skal spare dig for detaljerne her, men nettoudbyttet er altså energi til cellens aktiviteter.

Det kan være en muskelcelle, som skal trække sig sammen, når hesten arbejder, eller en nervecelle, som sender beskeder fra hjernen ud til musklerne om at trække sig sammen. Cellerne kan også udnytte energien i fedtsyrer og aminosyrer, det kan du læse om i næste afsnit af denne serie. Nogle celler, f.eks. nervecellerne er afhængige af glukose for at skaffe energi, og det har fejlagtigt været fortolket, sådan, at hesten SKAL have stivelse og sukker for at få glukose. Men den kan også danne glukose ud fra andre næringsstoffer.

Energiens næringsstoffer

I december 2021 kørte jeg på NENUC Facebook en serie opslag med billeder af de næringsstoffer, som giver hesten energi. Denne serie kan du de næste par uger finde her – bare med grundigere forklaringer. Jeg har selv lavet grafikken, men du må gerne bruge billederne, hvis du husker at henvise til denne side.

Foderplanterne binder solens energi og giver det videre til hesten

Processen hedder Fotosyntese – du kender den måske fra biologitimerne.

Og resultatet er sukkerstoffet glukose.

Glukose er et lille molekyle med en kulstofkæde af 6 kulstofatomer. På disse kulstofatomer er der koblet brint og ilt, så et glukose molykyle indeholder 12 brintatomer (H) og 6 iltatomer (O). I kemien hedder det også C6H12O6. Du kan læse mere om glukose mange steder på nettet, f.eks.:

Glukose er det vigtigste – og det mest udskældte – stof i hestens energiomsætning. Glukose er livsnødvendigt for alle levende væsner, men i for store mængder er det giftigt. Derfor skal du lære at forstå glukose, og hvad det betyder for din hest og dens foder.

Det starter med at solen skinner på planterne, og dermed får plantens celler energi til at omdanne vand og kuldioxid til glukose. Processen kører om dagen, så snart der er sollys, og når temperaturen er over 6 grader C. Om natten omdanner planterne glukosen til de vigtige organiske stoffer, kulhydrater, fedt og protein, som har vigtige funktioner i plantens opbygning og plantens livscyklus.

Plantens skelet – og dens energidepot

Glukosen fra fotosyntesen hører til stofgruppen kulhydrater. I plantens celler ombygges glukosen til sukker og stivelse, som giver planten energi til vækst. Stivelse er også et energistof, som du kender det fra korn, som indeholder meget stivelse. Andre planter omdanner glukose til fedt, som blandt andet er energilager i frøene (fx hørfrø). Den sidste stofgruppe er proteinerne, som sammen med kulhydraternes fibre udgør plantens skelet. Se billederne herunder.

I de kommende artikler kan du læse om plantenæringsstoffernes vej fra foder gennem hestens fordøjelse og ud i hestens kropsceller, hvor de omsættes til hestens energi, vækst og arbejde.

Retten til et godt liv!

Pigerne i stalden ham “Dødens gab”, og det var kun min søster og mig, som turde gå ind til ham.
Indtil vi knækkede koden og fokuserede på at give ham det rigtige foder.
Og holde ham slank hele året.

Martha Voss, Hesteagronom

Alle heste har ret til et godt liv!

Derom kan vi ikke blive uenige.
Alle hesteejere vil også deres heste det bedste!
Derom kan vi heller ikke blive uenige.
Men mange hesteejere ved ikke altid, hvad der er godt til deres hest.
Fordi de (endnu) ikke har fået den rigtige viden. Nogen har glemt at oplyse dem på rette tid og sted.

Jeg kan se at mange hungrer efter den, ligesom min søster og jeg selv gjorde det, da hendes pony igen og igen blev forfangen. Vi syntes vi gjorde det bedste. Men dengang hed kuren: halm og vand!
I bakspejlet tænker jeg: Mon ikke også han havde et massivt mavesår på den kost. Det får vi aldrig at vide, for dengang var det ikke almindeligt at diagnostisere mavesår til heste. Man var heller ikke nået til at diagnostisere heste med EMS. Men det var han helt sikkert. Fedtkammen hen ad ryggen, som vi kæmpede med at skrumpe, og historien med forfangenhed var tydelige tegn.

Dyrlægens tid var jo penge, så han kom, behandlede, gav anvisninger og kørte igen. Han svarede på vores spørgsmål, men hvordan kunne vi vide, hvilke vi skulle stille? Den eneste fagperson, vi havde egentlige samtaler med om problemet var vores gode beslagsmed. Han så jo også masser af disse tilfælde i sin praksis, og mens han ordnede hove på hestene, kunne han jo sagtens fortælle sine erfaringer, uddele sin viden og svare på vores spørgsmål.

Sådan nogle heste som ham her, kan du ikke sulte ihjel, men du kan fodre ham ihjel!

Henry, beslagsmed

Henry var af den gamle skole (og han havde heller ikke hørt om mavesår hos heste dengang). Og hans kur gik ikke ud på at sulte hesten, men holde den slank ved ikke at overfodre den med korn og græs, men sørge for hø og halm i passende mængder.

Fejlgæringer og insulinresistens

Gennem agronomstudiet på Landbohøjskolen (nu KU Life Sciences) lærte jeg om fordøjelsesfysiologien. Om hvordan to af de mest udprægede årsager til forfangenhed hos heste var fejlgæringer i blindtarmen og udvikling af insulinresistens i hestens kropsceller. Barske vilkår, men for os en god nyhed, for det kan vi jo gøre noget ved i det forebyggende arbejde. Gennem korrekt fodring.

Fejlgæringer kommer af uhygiejnisk foder eller bratte foderskift til foder med højt stivelsesindhold eller fruktaner. Det uhygiejniske har mange år været kendt, og en af de fremtrædende, gyldne foderregler:

Ingen hestefoder med mug og råd!

Gylden foderregel

Det kan ramme alle heste, og især dem, som ikke får et godt og stabilt grovfoder som basis, da deres tarmflora er mere ustabil. Det handler om at sikre en god og artsrig mikrobiel flora i blind- og stortarm.

Med omtanke

Stivelse og fruktaner kan give problemer, fordi de i for store mængder havner i blindtarmen og giver ravage mellem mikroorganismerne, mælkesyregæringer, fald i ph-værdi og der trænger syre og endotoxiner (bakteriegiftstoffer) over i blodet. Det betyder dog ikke, at stivelse og fruktaner er giftigt for heste. Det betyder, at du skal fodre med omtanke, når dit foder indeholder disse to næringsstoffer. For hver for sig er de nyttige energigivende næringsstoffer, især til højtydende og hårdt arbejdende heste.

Hormoner på overarbejde

Insulinresistens blandt forfangne heste var på Phemses tid meget ny viden. Måske i sammenhæng med at man i den humane medicin begyndte at fokusere på det hos type 2 diabetikere. Hos heste er fænomenet blevet kaldt EMS – Equine Metabolic Syndrome. Mange EMS heste lever da også på Metformin, som er den typiske medicin til mennesker med type 2.

Tilstanden skyldes, at der går kuk i hestens hormonbalance, hvor kroppens celler danner resistens mod insulinhormonets funktion. Insulin hjælper sukker ud af blodet og på lager i muskel-, lever og fedtvæv. Fodring med foder, der indeholder for meget stivelse og sukker, kan fremkalde denne tilstand, og især, når uheldet er ude, er det vigtigt at tage sine forholdsregler. Men hos sunde og raske heste skader det heller ikke at fodre med omtanke – særligt m.h.t. foder med stivelse og sukker. Det er en lang historie, og jeg har gjort en indsats for at du kan få adgang til den fornødne viden og de praktiske tips til fodringen.

Online kurser

Styr hestens blodsukker! Online kursus med videoer og interaktive opgaver, som du lærer endnu mere af.

Tryk på billedet og hop til kursets salgsside.

NENUC LIVE Fodring af EMS hesten

Den 2. september 2020 kl. 20:20 holder jeg online foredrag om fodring af EMS hesten. Deltagelse koster kun din email, og du har rig mulighed for at stille spørgsmål.

Tilmeld dig via linket i billedet.

Det rigtige foder

Phemse blev 17 år gammel, og havde et dejligt liv på fold med hestevenner, og med foder i boks og krybbe. Det rigtige foder.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvilket brand foderet havde. For han fik mestedelen rene råvarer:

  • Hølm (hø+halm – byghalm fra mark med græsudlæg, som tørrede på roden sammen med kornet)
  • Lidt wrap/hø eller hvad der nu var at skaffe.
  • Roepiller opblødte – og dem med lavt indhold af melasse.
  • Kvægmineral type 2 som piller (hvilket hestene kunne lide).
  • Og to timers motion med yndlingsvennerne – naboens piger.

Standardfolden var som udgangspunkt en meget nedbidt fold/jordfold med lidt ukrudt, og nogle timer på græsfold med de andre heste i sæsonen. Her fik han selvsagt ikke roepiller.
De to timers motion var uanset sæson – pigerne red ude i al slags vejr 

Forstå hestens biologi og lær foderhåndværket!

”- Martha, hvorfor er heste så sarte? De kan jo nærmest slet ikke tåle noget!”

Peter, Grindsted Landbrugsskole, 2000

Sådan spurgte en af mine landbrugselever mig, i en biologitime for nogle år siden. Mit svar var ganske enkelt, at ja, de er sarte – men ikke mere sarte end drøvtyggerne, for heste har også en stor del af deres fordøjelse fyldt med et komplekst samfund af forskellige mikroorganismer, som lever af det foder, hesten (og drøvtyggerne) æder.

Det har landmænd styr på. De har lært – måske endda fra barnsben, at man skal fodre køernes mikroorganismer, og de er ikke til kål den ene dag og kage den næste.  Når heste ofte opleves som sarte, skyldes det i min optik, at man har glemt at fodre hesten som en hest, men giver den i stedet, hvad man selv har lyst til. Og her knækker filmen, for mange af vores madvaner er direkte skadelige for heste. Desværre ser vi ofte, at vi overfører vores livsstil til dyrene på godt og ondt.

En hest er en hest og skal fodres som sådan!

Den slap jeg nemt om ved at skrive. Men nu får du en forklaring. Du får en kort version, for det er en lang historie på cirka 60 millioner år om, hvordan hesten har udviklet sin tarmkanal og sine fødepræferencer. Men hesten har altså gennem de 60 millioner år udviklet sig fra et lille urskovsdyr med 5 tæer på forbenene og 4 på bagbenene, som leverede af frugter, blade og andet tilgængeligt i skovbunden. Med savannens udbredelse på bekostning af skovene, udviklede hesten sig til et steppedyr, som kunne æde græs om sommeren og overleve om vinteren på modent græs, tørret på roden. Den kunne æde urter, løv og bark, og selvom moderne heste er udviklet primært til græs, så har den stadig sin adfærd med at nippe til alle mulige planter.

Hold af heste i forhold til hestens biologi!

For at kunne overleve på det tørrede græs, som i praksis var halm med kerne på, måtte den udvikle en fordøjelseskanal, som kunne håndtere begge dele. Den udviklede en biologi, så den kunne overleve, hvor drøvtyggerne ikke trivedes. Én mave (mod drøvtyggernes 4) samt en tyndtarm med enzymatisk fordøjelse af de letopløselige næringsstoffer. Og en blindtarm på størrelse med et 1 årigt barn samt en tyktarm på over 100 liter i to store afsnit, fyldt med væske og foder. Hver milliliter rummer milliarder af mikroorganismer, som har gavn af hestens kropsvarme og foderoptagelse, mens hesten på sin side har gavn af mikroorganismernes affaldsprodukter. En smuk symbiose, hvor mange arter lever sammen til gensidig fordel. Succesen heraf kræver at hesten kan æde som en hest, hvilket indebærer hårdt arbejde over mange daglige kilometer med mange forskellige plantesamfund, som der ædes af på vejen og i græsningspauser. Det er denne biologi, vi skal efterligne, når vi holder heste. For hvis vi ikke gør det, så er heste meget sarte. Det store, komplekse samfund af mikroorganismer kan nemlig ikke forstå vores ønsker til foder. De lever og dør. BUM!

Forebyg fordøjelsesproblemer gennem korrekt fodring!

Og hvis for mange af mikroorganismerne dør, så bliver hesten syg. Bare en kolik for eksempel, en simpel mavepine på godt dansk, kan hos hesten udvikle sig livstruende på få timer. I bedste fald koster den et sted omkring 2000 kr., hvis du kan nøjes med et enkelt dyrlægebesøg (og her regner jeg ikke med din tid til at passe hesten, mens den er syg). I den anden ende koster det hesten livet, efter timers smertehelvede og måske endda turen til hestehospitalet på operationsbordet. Det koster endnu mere på dyrlægeregningen, og hesten har du så ikke mere.

Gennem fornuftig fodring kan du forebygge kolik og andre fordøjelsesrelaterede sygdomme. Der er aldrig garanti, fordi hesten har adfærden med at æde mange forskellige ting. Men du kan begrænse risikoen. Hvis du tænker dig om. Lærer om hestens biologi. Og indretter dit hestehold og din fodring under hensyn hertil. Det er muligt i moderne hestehold, også uden at du behøver at flytte hesten ud på en stor savanne som under sidste istid. Du skal bare søge viden og lære foderhåndværket.

Tag et onlinekursus på NENUC!

Du kan for eksempel finde viden og følge et onlinekursus her på NENUC. Et kursus, hvor du også lærer at stille krav til de mennesker, som lever af at sælge foder til din hest. De vil gerne gøre et godt stykke arbejde, og det kan de, hvis du ved, hvad din hest har brug for. Det kan jeg lære dig at undersøge.

Med et onlinekursus kan du lære, når og hvor det passer dig. Tryk på billedet og læs mere.

Martha Voss, agronom, forfatter af kursusmateriale, underviser og vejleder

Jod og tangtilskud til heste

Til min Facebook-morgenkaffe i søndags faldt jeg over et spørgsmål til en fodergruppe om tilskud til heste. Det var et spørgsmål om jod-normer, som spørgeren var forvirret over. Det er der ikke noget at sige til, fordi forskellige kilder oplyser forskellige normer.

Jodnormer og jodbehov

Det hænger sammen med, at den eneste måde, man kan estimere behovet på, er specielle foderforsøg, og de giver forskellige resultater afhængigt af geografi, jordbund og især hestenes ydelse. Altså er det en højdrægtig hoppe en unghest eller ridehest. De fleste foderplanprogrammer går ud fra NRC’s normer (National Research Council, USA), som samler alle disse forsøg og prøver at bestemme nogle rammer for behovet. NRC fastlægger således minimumsnormer samt forgiftningsgrænser. Nogle foderprogrammer, f.eks. PC-Horse opererer med optimumnormer, så de lægger 25% oven i NRC’s normer. I figuren herunder kan du se forskellige jodnormer hos en hoppe på 500 kg.

Jodnorm til hoppe på 500 kg i forskellige livsytringer

Og i praksis afhænger behovet for tilskud med jod af, om foderet er produceret langt fra havet (og der er ikke noget sted i Danmark som ligger så langt fra havet!) og dermed er fattig på jod, ellers indeholder de fleste foderplanter jod, som de optager fra jorden. Mange foderanalyser dækker ikke jodindholdet, da mangel i Danmark ikke plejer at være et problem.

Vekselvirkning med selen

Det gør det heller ikke nemmere at blive klogere, når jod arbejder sammen med selen i skjoldbruskkirtlen. Selen kan i begrænset omfang kompensere for lavt jodindhold, mens for lavt selenindhold og højt jodindhold skader vævet i skjoldbruskkirtlen. Hvornår det er for højt, kan være svært at spå, for når hesten optager mere jod fra tarmkanalen, øges nyrernes udskillelse af jod.

Med hensyn til jod skal du passe på med at overdosere, da både for meget og for lidt kan give struma (forstørret skjoldbruskkirtel). Pas også på med for store mængder tang, da en foderplan med et alsidigt udbud af grovfoder og forskellige kraftfodermidler med tilsat jod ofte dækker behovet.

Så…. ikke noget at sige til, at man bliver forvirret, når man prøver seriøst at regne på om hesten får passende mængder.

Nogle beregningseksempler

Jeg prøvede så at regne lidt på det – og med de usikkerheder der er, når man bruger foderprogrammets (jeg har brugt foderprogrammet PC-Horse) generelle foderanalyser skal det tages med forbehold, men herunder er vist to eksempler på næringsdækningen til en almindelig ridehest på et alsidigt godt grovfoder og tilskudsfoder med almindelig jodtilsætning (billede 1) og samme hest med tilsætning af tangmel (billede 2). Billederne viser, at hvis du fodrer med tilskudsfoder, som har tilsætning af jod, så bør du ikke give tang som ekstra tilskud.

Hesten er en trakhenerhoppe på 560 kg i moderat træning, som fodres med wrap, grønpiller Duvil Basic og Horselux fiberpiller. Se billede 3, hvordan de forskellige fodermidler bidrager til hestens næringsforsyning.

Billede 1. Trakhenerhoppe i træning

Billede 2. Trakhenerhoppe i træning med tangtilskud, med vilje vist max grænse, 40 g tangmel om dagen.

Jeg kunne forstå på spørgeren, at en del hestefolk med islændere fodrer med tang i forskellig udstrækning. Filosofien er, at det græs, vi fodrer med her i Danmark ikke har samme varierede næringsindhold som i Island. Det skyldes to ting:

1.      Når græsset vokser, så optager det mineraler fra jorden, så jordens indhold har stor betydning for græssets indhold af de fleste mineraler.

2.      Der er forskel på, hvilke plantearter, der vokser i henholdsvis Island og Danmark. Dermed også forskelligt indhold af næringsstoffer.

Men man giver ikke kun tang for at dække jodbehovet, da der også er andre næringsstoffer i tangen. Her er vist indholdet af forskellige mineraler i den tangmel, som foderprogrammet PC-Horse bruger.

Den tangmel, som er brugt i beregningerne

Et andet spørgsmål gik på om det var tilrådeligt med tangtilskud til drægtige hopper, og her må jeg sige, at medmindre foderplanen er så dårlig (dvs. kun halm og korn) at der ikke er tilskud i det hele taget, så ja. Men der findes rigtigt mange gode mineralblandinger, som dækker – især hvis man sørger for at hesten får rigeligt med hø, wrap og lignende. De fleste tilskudsfodermidler er i øvrigt tilsat jod i forskellig mængde. F.eks. er islandshesteblandingerne rigere på jod end de andre.

Forskellige fodermidlers indhold af jod. Bl.a. på baggrund af tabellerne i PC-Horse.

Men det afhænger jo i stor udstrækning af hvad græs/hø/wrap indeholder af jod. Og det kan man finde ud af ved at indsende en prøve af foderet til et laboratorium. Der er flere muligheder for at finde ud af dette, da flere firmaer tilbyder at hjælpe med analyserne, også fortolkninger af dem, og det er nok så væsentligt. Det er f.eks. landbrugsrådgivningskontorerne, Hestekontoret på Seges, hestefoderkonsulenter og foderfirmaer.

I Facebook strengen fortalte spørgeren, at hun havde fået at vide, at dansk hø var meget fattigt på jod. Så jeg har kigget lidt på forskellige høanalyser, og der er mere variation mellem forskellige egne af landet end mellem lande… Danmark som gennemsnit ligger meget pænt i forhold til f.eks. USA og Sverige, men der kan jo nemt være forskel på sandjorderne her i Vestjylland og lerjorderne ovre østpå. Her mangler jeg specifikke analyser. Nogle steder i England er der 10 gange så meget jod i høet som her, men der er også analyser, som viser “dansk niveau”.

Sammenligninger mellem forskellige analyser på grovfoder fra forskellige lande.

For en ordens skyld vil en afbalanceret foderplan med godt hø/wrap og et af tilskudsfodermidlerne som passer til hestens ydelse meget langt hen ad vejen dække dens behov for jod uden ekstra tilskud.

Vil du læse mere:

National Research Council, 2007: Nutrient Requirements of Horses. 6th revised edition. The National Academyies Press, Washington, DC, 2007.

Hover Software & Seges, 2017: PC Horse foderplanlægningsprogram. Beregninger i figurerne ovenfor er foretaget i dette program. http://www.pc-horse.com/index.php/da/