Retten til et godt liv!

Pigerne i stalden ham “Dødens gab”, og det var kun min søster og mig, som turde gå ind til ham.
Indtil vi knækkede koden og fokuserede på at give ham det rigtige foder.
Og holde ham slank hele året.

Martha Voss, Hesteagronom

Alle heste har ret til et godt liv!

Derom kan vi ikke blive uenige.
Alle hesteejere vil også deres heste det bedste!
Derom kan vi heller ikke blive uenige.
Men mange hesteejere ved ikke altid, hvad der er godt til deres hest.
Fordi de (endnu) ikke har fået den rigtige viden. Nogen har glemt at oplyse dem på rette tid og sted.

Jeg kan se at mange hungrer efter den, ligesom min søster og jeg selv gjorde det, da hendes pony igen og igen blev forfangen. Vi syntes vi gjorde det bedste. Men dengang hed kuren: halm og vand!
I bakspejlet tænker jeg: Mon ikke også han havde et massivt mavesår på den kost. Det får vi aldrig at vide, for dengang var det ikke almindeligt at diagnostisere mavesår til heste. Man var heller ikke nået til at diagnostisere heste med EMS. Men det var han helt sikkert. Fedtkammen hen ad ryggen, som vi kæmpede med at skrumpe, og historien med forfangenhed var tydelige tegn.

Dyrlægens tid var jo penge, så han kom, behandlede, gav anvisninger og kørte igen. Han svarede på vores spørgsmål, men hvordan kunne vi vide, hvilke vi skulle stille? Den eneste fagperson, vi havde egentlige samtaler med om problemet var vores gode beslagsmed. Han så jo også masser af disse tilfælde i sin praksis, og mens han ordnede hove på hestene, kunne han jo sagtens fortælle sine erfaringer, uddele sin viden og svare på vores spørgsmål.

Sådan nogle heste som ham her, kan du ikke sulte ihjel, men du kan fodre ham ihjel!

Henry, beslagsmed

Henry var af den gamle skole (og han havde heller ikke hørt om mavesår hos heste dengang). Og hans kur gik ikke ud på at sulte hesten, men holde den slank ved ikke at overfodre den med korn og græs, men sørge for hø og halm i passende mængder.

Fejlgæringer og insulinresistens

Gennem agronomstudiet på Landbohøjskolen (nu KU Life Sciences) lærte jeg om fordøjelsesfysiologien. Om hvordan to af de mest udprægede årsager til forfangenhed hos heste var fejlgæringer i blindtarmen og udvikling af insulinresistens i hestens kropsceller. Barske vilkår, men for os en god nyhed, for det kan vi jo gøre noget ved i det forebyggende arbejde. Gennem korrekt fodring.

Fejlgæringer kommer af uhygiejnisk foder eller bratte foderskift til foder med højt stivelsesindhold eller fruktaner. Det uhygiejniske har mange år været kendt, og en af de fremtrædende, gyldne foderregler:

Ingen hestefoder med mug og råd!

Gylden foderregel

Det kan ramme alle heste, og især dem, som ikke får et godt og stabilt grovfoder som basis, da deres tarmflora er mere ustabil. Det handler om at sikre en god og artsrig mikrobiel flora i blind- og stortarm.

Med omtanke

Stivelse og fruktaner kan give problemer, fordi de i for store mængder havner i blindtarmen og giver ravage mellem mikroorganismerne, mælkesyregæringer, fald i ph-værdi og der trænger syre og endotoxiner (bakteriegiftstoffer) over i blodet. Det betyder dog ikke, at stivelse og fruktaner er giftigt for heste. Det betyder, at du skal fodre med omtanke, når dit foder indeholder disse to næringsstoffer. For hver for sig er de nyttige energigivende næringsstoffer, især til højtydende og hårdt arbejdende heste.

Hormoner på overarbejde

Insulinresistens blandt forfangne heste var på Phemses tid meget ny viden. Måske i sammenhæng med at man i den humane medicin begyndte at fokusere på det hos type 2 diabetikere. Hos heste er fænomenet blevet kaldt EMS – Equine Metabolic Syndrome. Mange EMS heste lever da også på Metformin, som er den typiske medicin til mennesker med type 2.

Tilstanden skyldes, at der går kuk i hestens hormonbalance, hvor kroppens celler danner resistens mod insulinhormonets funktion. Insulin hjælper sukker ud af blodet og på lager i muskel-, lever og fedtvæv. Fodring med foder, der indeholder for meget stivelse og sukker, kan fremkalde denne tilstand, og især, når uheldet er ude, er det vigtigt at tage sine forholdsregler. Men hos sunde og raske heste skader det heller ikke at fodre med omtanke – særligt m.h.t. foder med stivelse og sukker. Det er en lang historie, og jeg har gjort en indsats for at du kan få adgang til den fornødne viden og de praktiske tips til fodringen.

Online kurser

Styr hestens blodsukker! Online kursus med videoer og interaktive opgaver, som du lærer endnu mere af.

Tryk på billedet og hop til kursets salgsside.

NENUC LIVE Fodring af EMS hesten

Den 2. september 2020 kl. 20:20 holder jeg online foredrag om fodring af EMS hesten. Deltagelse koster kun din email, og du har rig mulighed for at stille spørgsmål.

Tilmeld dig via linket i billedet.

Det rigtige foder

Phemse blev 17 år gammel, og havde et dejligt liv på fold med hestevenner, og med foder i boks og krybbe. Det rigtige foder.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvilket brand foderet havde. For han fik mestedelen rene råvarer:

  • Hølm (hø+halm – byghalm fra mark med græsudlæg, som tørrede på roden sammen med kornet)
  • Lidt wrap/hø eller hvad der nu var at skaffe.
  • Roepiller opblødte – og dem med lavt indhold af melasse.
  • Kvægmineral type 2 som piller (hvilket hestene kunne lide).
  • Og to timers motion med yndlingsvennerne – naboens piger.

Standardfolden var som udgangspunkt en meget nedbidt fold/jordfold med lidt ukrudt, og nogle timer på græsfold med de andre heste i sæsonen. Her fik han selvsagt ikke roepiller.
De to timers motion var uanset sæson – pigerne red ude i al slags vejr 

Forstå hestens biologi og lær foderhåndværket!

”- Martha, hvorfor er heste så sarte? De kan jo nærmest slet ikke tåle noget!”

Peter, Grindsted Landbrugsskole, 2000

Sådan spurgte en af mine landbrugselever mig, i en biologitime for nogle år siden. Mit svar var ganske enkelt, at ja, de er sarte – men ikke mere sarte end drøvtyggerne, for heste har også en stor del af deres fordøjelse fyldt med et komplekst samfund af forskellige mikroorganismer, som lever af det foder, hesten (og drøvtyggerne) æder.

Det har landmænd styr på. De har lært – måske endda fra barnsben, at man skal fodre køernes mikroorganismer, og de er ikke til kål den ene dag og kage den næste.  Når heste ofte opleves som sarte, skyldes det i min optik, at man har glemt at fodre hesten som en hest, men giver den i stedet, hvad man selv har lyst til. Og her knækker filmen, for mange af vores madvaner er direkte skadelige for heste. Desværre ser vi ofte, at vi overfører vores livsstil til dyrene på godt og ondt.

En hest er en hest og skal fodres som sådan!

Den slap jeg nemt om ved at skrive. Men nu får du en forklaring. Du får en kort version, for det er en lang historie på cirka 60 millioner år om, hvordan hesten har udviklet sin tarmkanal og sine fødepræferencer. Men hesten har altså gennem de 60 millioner år udviklet sig fra et lille urskovsdyr med 5 tæer på forbenene og 4 på bagbenene, som leverede af frugter, blade og andet tilgængeligt i skovbunden. Med savannens udbredelse på bekostning af skovene, udviklede hesten sig til et steppedyr, som kunne æde græs om sommeren og overleve om vinteren på modent græs, tørret på roden. Den kunne æde urter, løv og bark, og selvom moderne heste er udviklet primært til græs, så har den stadig sin adfærd med at nippe til alle mulige planter.

Hold af heste i forhold til hestens biologi!

For at kunne overleve på det tørrede græs, som i praksis var halm med kerne på, måtte den udvikle en fordøjelseskanal, som kunne håndtere begge dele. Den udviklede en biologi, så den kunne overleve, hvor drøvtyggerne ikke trivedes. Én mave (mod drøvtyggernes 4) samt en tyndtarm med enzymatisk fordøjelse af de letopløselige næringsstoffer. Og en blindtarm på størrelse med et 1 årigt barn samt en tyktarm på over 100 liter i to store afsnit, fyldt med væske og foder. Hver milliliter rummer milliarder af mikroorganismer, som har gavn af hestens kropsvarme og foderoptagelse, mens hesten på sin side har gavn af mikroorganismernes affaldsprodukter. En smuk symbiose, hvor mange arter lever sammen til gensidig fordel. Succesen heraf kræver at hesten kan æde som en hest, hvilket indebærer hårdt arbejde over mange daglige kilometer med mange forskellige plantesamfund, som der ædes af på vejen og i græsningspauser. Det er denne biologi, vi skal efterligne, når vi holder heste. For hvis vi ikke gør det, så er heste meget sarte. Det store, komplekse samfund af mikroorganismer kan nemlig ikke forstå vores ønsker til foder. De lever og dør. BUM!

Forebyg fordøjelsesproblemer gennem korrekt fodring!

Og hvis for mange af mikroorganismerne dør, så bliver hesten syg. Bare en kolik for eksempel, en simpel mavepine på godt dansk, kan hos hesten udvikle sig livstruende på få timer. I bedste fald koster den et sted omkring 2000 kr., hvis du kan nøjes med et enkelt dyrlægebesøg (og her regner jeg ikke med din tid til at passe hesten, mens den er syg). I den anden ende koster det hesten livet, efter timers smertehelvede og måske endda turen til hestehospitalet på operationsbordet. Det koster endnu mere på dyrlægeregningen, og hesten har du så ikke mere.

Gennem fornuftig fodring kan du forebygge kolik og andre fordøjelsesrelaterede sygdomme. Der er aldrig garanti, fordi hesten har adfærden med at æde mange forskellige ting. Men du kan begrænse risikoen. Hvis du tænker dig om. Lærer om hestens biologi. Og indretter dit hestehold og din fodring under hensyn hertil. Det er muligt i moderne hestehold, også uden at du behøver at flytte hesten ud på en stor savanne som under sidste istid. Du skal bare søge viden og lære foderhåndværket.

Tag et onlinekursus på NENUC!

Du kan for eksempel finde viden og følge et onlinekursus her på NENUC. Et kursus, hvor du også lærer at stille krav til de mennesker, som lever af at sælge foder til din hest. De vil gerne gøre et godt stykke arbejde, og det kan de, hvis du ved, hvad din hest har brug for. Det kan jeg lære dig at undersøge.

Med et onlinekursus kan du lære, når og hvor det passer dig. Tryk på billedet og læs mere.

Martha Voss, agronom, forfatter af kursusmateriale, underviser og vejleder

Jod og tangtilskud til heste

Til min Facebook-morgenkaffe i søndags faldt jeg over et spørgsmål til en fodergruppe om tilskud til heste. Det var et spørgsmål om jod-normer, som spørgeren var forvirret over. Det er der ikke noget at sige til, fordi forskellige kilder oplyser forskellige normer.

Jodnormer og jodbehov

Det hænger sammen med, at den eneste måde, man kan estimere behovet på, er specielle foderforsøg, og de giver forskellige resultater afhængigt af geografi, jordbund og især hestenes ydelse. Altså er det en højdrægtig hoppe en unghest eller ridehest. De fleste foderplanprogrammer går ud fra NRC’s normer (National Research Council, USA), som samler alle disse forsøg og prøver at bestemme nogle rammer for behovet. NRC fastlægger således minimumsnormer samt forgiftningsgrænser. Nogle foderprogrammer, f.eks. PC-Horse opererer med optimumnormer, så de lægger 25% oven i NRC’s normer. I figuren herunder kan du se forskellige jodnormer hos en hoppe på 500 kg.

Jodnorm til hoppe på 500 kg i forskellige livsytringer

Og i praksis afhænger behovet for tilskud med jod af, om foderet er produceret langt fra havet (og der er ikke noget sted i Danmark som ligger så langt fra havet!) og dermed er fattig på jod, ellers indeholder de fleste foderplanter jod, som de optager fra jorden. Mange foderanalyser dækker ikke jodindholdet, da mangel i Danmark ikke plejer at være et problem.

Vekselvirkning med selen

Det gør det heller ikke nemmere at blive klogere, når jod arbejder sammen med selen i skjoldbruskkirtlen. Selen kan i begrænset omfang kompensere for lavt jodindhold, mens for lavt selenindhold og højt jodindhold skader vævet i skjoldbruskkirtlen. Hvornår det er for højt, kan være svært at spå, for når hesten optager mere jod fra tarmkanalen, øges nyrernes udskillelse af jod.

Med hensyn til jod skal du passe på med at overdosere, da både for meget og for lidt kan give struma (forstørret skjoldbruskkirtel). Pas også på med for store mængder tang, da en foderplan med et alsidigt udbud af grovfoder og forskellige kraftfodermidler med tilsat jod ofte dækker behovet.

Så…. ikke noget at sige til, at man bliver forvirret, når man prøver seriøst at regne på om hesten får passende mængder.

Nogle beregningseksempler

Jeg prøvede så at regne lidt på det – og med de usikkerheder der er, når man bruger foderprogrammets (jeg har brugt foderprogrammet PC-Horse) generelle foderanalyser skal det tages med forbehold, men herunder er vist to eksempler på næringsdækningen til en almindelig ridehest på et alsidigt godt grovfoder og tilskudsfoder med almindelig jodtilsætning (billede 1) og samme hest med tilsætning af tangmel (billede 2). Billederne viser, at hvis du fodrer med tilskudsfoder, som har tilsætning af jod, så bør du ikke give tang som ekstra tilskud.

Hesten er en trakhenerhoppe på 560 kg i moderat træning, som fodres med wrap, grønpiller Duvil Basic og Horselux fiberpiller. Se billede 3, hvordan de forskellige fodermidler bidrager til hestens næringsforsyning.

Billede 1. Trakhenerhoppe i træning

Billede 2. Trakhenerhoppe i træning med tangtilskud, med vilje vist max grænse, 40 g tangmel om dagen.

Jeg kunne forstå på spørgeren, at en del hestefolk med islændere fodrer med tang i forskellig udstrækning. Filosofien er, at det græs, vi fodrer med her i Danmark ikke har samme varierede næringsindhold som i Island. Det skyldes to ting:

1.      Når græsset vokser, så optager det mineraler fra jorden, så jordens indhold har stor betydning for græssets indhold af de fleste mineraler.

2.      Der er forskel på, hvilke plantearter, der vokser i henholdsvis Island og Danmark. Dermed også forskelligt indhold af næringsstoffer.

Men man giver ikke kun tang for at dække jodbehovet, da der også er andre næringsstoffer i tangen. Her er vist indholdet af forskellige mineraler i den tangmel, som foderprogrammet PC-Horse bruger.

Den tangmel, som er brugt i beregningerne

Et andet spørgsmål gik på om det var tilrådeligt med tangtilskud til drægtige hopper, og her må jeg sige, at medmindre foderplanen er så dårlig (dvs. kun halm og korn) at der ikke er tilskud i det hele taget, så ja. Men der findes rigtigt mange gode mineralblandinger, som dækker – især hvis man sørger for at hesten får rigeligt med hø, wrap og lignende. De fleste tilskudsfodermidler er i øvrigt tilsat jod i forskellig mængde. F.eks. er islandshesteblandingerne rigere på jod end de andre.

Forskellige fodermidlers indhold af jod. Bl.a. på baggrund af tabellerne i PC-Horse.

Men det afhænger jo i stor udstrækning af hvad græs/hø/wrap indeholder af jod. Og det kan man finde ud af ved at indsende en prøve af foderet til et laboratorium. Der er flere muligheder for at finde ud af dette, da flere firmaer tilbyder at hjælpe med analyserne, også fortolkninger af dem, og det er nok så væsentligt. Det er f.eks. landbrugsrådgivningskontorerne, Hestekontoret på Seges, hestefoderkonsulenter og foderfirmaer.

I Facebook strengen fortalte spørgeren, at hun havde fået at vide, at dansk hø var meget fattigt på jod. Så jeg har kigget lidt på forskellige høanalyser, og der er mere variation mellem forskellige egne af landet end mellem lande… Danmark som gennemsnit ligger meget pænt i forhold til f.eks. USA og Sverige, men der kan jo nemt være forskel på sandjorderne her i Vestjylland og lerjorderne ovre østpå. Her mangler jeg specifikke analyser. Nogle steder i England er der 10 gange så meget jod i høet som her, men der er også analyser, som viser “dansk niveau”.

Sammenligninger mellem forskellige analyser på grovfoder fra forskellige lande.

For en ordens skyld vil en afbalanceret foderplan med godt hø/wrap og et af tilskudsfodermidlerne som passer til hestens ydelse meget langt hen ad vejen dække dens behov for jod uden ekstra tilskud.

Vil du læse mere:

National Research Council, 2007: Nutrient Requirements of Horses. 6th revised edition. The National Academyies Press, Washington, DC, 2007.

Hover Software & Seges, 2017: PC Horse foderplanlægningsprogram. Beregninger i figurerne ovenfor er foretaget i dette program. http://www.pc-horse.com/index.php/da/