OBS: Anbefalingerne til grovfoder og stivelse er ajourført pr. 16.10.2021!

Nora spurgte i dag i en hestefodergruppe på Facebook til fodring af sine heste, hvoraf en havde været forfangen og de måtte begge gerne tabe sig. Diskussionen udviklede sig i løbet af formiddagen, heraf en del kloge kommentarer, men også en del spørgsmål og uklarheder, som kræver en grundigere gennemgang. Så det satte jeg mig for at gøre. Det der triggede mig, var en kommentar om at halm er syredannende og gav sur stortarm, det har jeg alligevel aldrig hørt før. Så jeg gik i litteraturen, og lad mig slå fast fra starten:

Halm giver ikke sur stortarm

En meget stor del af halmen er kulhydrat, lignificeret cellulose (ligno-cellulose), det betyder at det er næsten ufordøjelligt – og alligevel, har heste, da jeg var ung, levet, præsteret og overlevet på halm og kraftfoder… Men der er andre problemer med halmen i hestens fordøjelse. Og det er, når man bruger halm som eneste stråfoder eller som strøelse hvor det øvrige stråfoder er af en dårlig kvalitet, så hesten vælger at æde meget halm. Og så hænger problemerne sammen med for stort indhold af stivelse i foderet.

---

Heste bør som absolut minimum tildeles 1 kg fodertørstof fra langstrået hø, wrap ol.  pr. 100 kg hest.
Til heste i almindelighed  bør man optimalt tildele 1,5 kg.
Hvis hesten er på slankekur, kan man i en periode gå ned på 1,25 kg tørstof pr. 100 kg hest.

Højest 2 g stivelse pr. kg hest pr. dag, og højest 1 g stivelse pr. kg hest pr måltid.

Ajourført fra bogen:
“Equine Applied and Clinical Nutrition”
Redaktion:
Raymond J. Geor, Patricia A. Harris & Manfred Coenen
Forlaget Saunders – Elsevier, 2016

---

Lidt biokemi

Først skal vi have styr på, hvad kulhydrater er. Som navnet siger består de af kul (carbon- c) og vand (hydrat H₂O). Den simpleste molekylstruktur er monosakkeriderne. Det kan være glukose, som sammen med fruktose danner det vi kender som almindeligt sukker. I fotosyntesen, når solen skinner, danner plantens celler glukose ud fra vand og kuldioxid. Planterne bruger så glukosen som energi og som byggesten i cellevægge m.m. Kulhydraterne kan inddeles i flere grupper, alt efter, hvor mange monosakkarider de består af, og hvordan de indgår i hestens fordøjelse.

1. Hydrolyserbare kulhydrater: sukker og stivelse.
2. Hurtigt forgærbare kulhydrater: pektin, restistent stivelse, fruktan ol.
3. Langsomt forgærbare kulhydrater: hemicellulose og cellulose (og ligno-cellulose, som er ufordøjeligt). Denne gruppe kaldes også for NDF (Neutral Detergent Fibre)

På figuren herunder kan du se, hvordan sammensætningen er i forskellige fodermidler.

Hesten har begrænset kapacitet til fordøjelse af stivelse

I hestens tyndtarm fordøjes sukker og stivelse ved hjælp af bugspytkirtlens og tarmvæggens enzymer til monosakkarider, som transporteres gennem tarmvæggen til blodet. Herfra kommer de via leveren ud til kroppens celler, som bruger dem til energiproduktion. Overskydende monosakkarider lægges på lager som glykogen i lever eller muskler, eller som fedt i fedtvæv.

Hesten har begrænset kapacitet til at nedbryde stivelse, og derfor vil en del af stivelsen gå ufordøjet gennem tyndtarmen. Det gælder f.eks. stivelse fra byg og majs, det kaldes resistent stivelse, mens stivelsen fra havre næsten fordøjes helt i tyndtarmen.

Pektin og NDF forgæres og balancerer tarmfloraen

Tarmkanalen hos hesten producerer ikke selv enzymer, som kan nedbryde fibrene, men dertil får den hjælp af en rig population af mikroorganismer, hovedsageligt bakterier i blind- og tyktarm. Disse mikroorganismer laver dels af kulhydrater, dels af ufordøjet protein, som de selv udnytter til vækst. Der er en kamp på liv og død mellem mikroberne, som er specifikt tilpassede bestemte næringsstoffer og trives i en bestemt surhedsgrad (pH). Det er et fint samspil mellem hesten og dens ”husdyr”, forstået sådan at mikroberne danner eddikesyre, propionsyre og smørsyre (kaldet VFA), som hesten kan optage til blodet og bruge direkte i sit energistofskifte. Disse kan også lægges på lager som glykogen (propionsyre) eller fedt. Produktionen af VFA sker, når pH er i området 6,5-7,0. Eddikesyre og smørsyre dannes ud fra NDF og pektin, mens fruktan og resistent stivelse i bedste fald bliver til propionsyre, som har et lavere pH, og dermed vil en høj produktion af propionsyre give et pH-fald.

Resistent stivelse giver sur stortarm

Det kan de fibernedbrydende bakterier ikke klare og dør. Hvis pH når under 5,8 har vi det man kalder en sur stortarm (hind gut acidosis), og det er en ond cirkel, hvor mælkesyreproducerende bakterier efterhånden overtager. Mælkesyreindholdet sænker pH-værdien yderligere, og samtidigt hæmmes tarmvæggens optagelse af smørsyre, som er vigtig for tarmvæggens evne til at beskytte sig selv. Gennem den ødelagte tarmvæg trænger nu mælkesyre og endotoxiner, som blandt andet kan forårsage forfangenhed. Årsagen til sur stortarm er altså foder med for højt indhold af resistent stivelse og fruktaner. Stivelsen kommer som sagt fra korn, se figuren ovenfor, og fruktan kommer fra græsset. Fruktan er nogle græssers måde at lagre sukker på, og indholdet skifter i planten med sæson, temperatur og solmængder. Problemet er værst på frisk græs, mens hø og wrap ofte har et stabilt indhold af fruktan og derfor kan hestens mirkoflora bedre håndtere det.

Sur stortarm hæmmer forgæringen af halm

Når pH i tarmen falder, så hæmmes de bakterier, som bruger syre og som nedbryder de langsomt forgærebare kulhydrater, NDF. Og så falder fordøjeligheden af fibrene. Problematikken størst, hvor hestens stråfoder kun består af halm og/eller meget groft hø (frøgræshalm). Med sådan et foder, vil man ofte give en del kraftfoder for at dække hestens energibehov og dermed er der risiko for en stor mængde resistent stivelse i stortarmen. Så falder pH, og dermed hæmmes forgæringen af halmens cellulosefibre. Det er altså ikke halmen, som er syredannende, men det kraftfoder, man supplerer med. Men den bliver et problem, når de grove fibre ikke kan fordøjes og dermed giver forstoppelse i tyktarmsslyngningerne længere bagude.

Halmvom er ikke fedt!

Heste, som fodres ensidigt med én type grovfoder, kan udvikle en vane med at overæde af halmstrøelsen, så de danner halmvom.  Det sker, når halmen ophobes i stortarmen og suger væske, der udspiler den sidste del af tarmen, som i bugen ligger nederst, lige foran hestens lyske.  Forebyggelse af halmvom bør ske ved:

• at sikre, at hesten også får grovfoder med proteiner og de gode fibre fra hø og wrap af god kvalitet, så de cellulosenedbrydende mikroorganismer i tarmen får noget at leve af
• at give hesten mulighed for at vælge mellem forskellige typer grovfoder, stadigt tilpasset hestens behov for energi og tyggetid.

Halm kan hjælpe med tyggetiden

Normalt vil det tage en hest 45 min at æde et kg hø eller wrap (ponyer er lidt længere tid om det). Et kg halm derimod kan tage dobbelt så lang tid (90 min) at æde.

En hest skal have mulighed for at æde mindst 8 timer i døgnet, så hvis din hest er på slanke kur og dermed får begrænset mængde hø eller wrap, kan du sikre ædetiden ved at iblande lidt halm i høet. Halmen indeholder som regel halvt så meget energi som hø, og dermed kan du holde hesten tilfreds, fordi det dels tager længere tid at æde halmen, dels skal den bruge tid på at sortere i foderbunken.

Lær mere:

 

Raymond J. Geor, Patricia A. Harris & Manfred Coenen, 2016: Equine Applied and Clinical Nutrition. Forlaget Saunders – Elsevier, 2016

National Research Council, 2007: Nutrient Requirements of Horses. 6^th revised edition. The National Academyies Press, Washington, DC, 2007.

Ray J. Geor  Pat A. Harris, 2007: How to Minimize Gastrointestinal Disease
Associated With Carbohydrate Nutrition in Horses.
In dept: PRACTICAL NUTRITION—“HOW-TO”, 2007  Vol. 53  AAEP PROCEEDINGS

Skriv til Martha Voss for et specielt tilpasset foredrag, eller find et eksisterende kursus eller foredrag på dette link: Kurser og aktiviteter