Hvad skal der egentlig stå på dit hestefoders produktblad?

Den Bedste Sommerfold

Sæt fingrene i dette frie minikursus og få hjælp til indretning og pasning af heste på sommerfold.

Som hesteejer, rådgiver eller underviser er du afhængig af, at oplysningerne om foderets indhold er til at stole på. Ikke bare for at kunne planlægge en korrekt foderstrategi, men også for at sikre hestens sundhed og velfærd. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad der står på foderets produktblad – og det er faktisk heller ikke frivilligt.

Det siger loven

Når du køber en færdig foderblanding til heste (altså en sæk med flere ingredienser, blandet og pakket af en producent), er producenten forpligtet til at oplyse visse ting. Det fremgår af EU-forordning (EF) nr. 767/2009 om markedsføring af foder. Forordningen gælder i hele EU og er implementeret i dansk lov via Bekendtgørelse nr. 583 af 27/05/2024 om foder og foderstofvirksomheder.

I henhold til artikel 15 og 17 samt bilag VI og VII i forordningen, skal mærkningen af foderblandinger til dyr indeholde:

  • Foderets anvendelse (f.eks. til heste i vedligehold, sport, avl mv.)

  • Producentens navn og kontaktoplysninger

  • Batchnummer (for sporbarhed)

  • Opbevaringsvejledning og eventuelle brugsanvisninger

  • En sammensætning af fodermidlerne, i faldende rækkefølge efter vægt eller deres relative andel

  • De obligatoriske analytiske bestanddele, jf. kapitel II i bilag VI eller VII (som fx råprotein, råfedt og råfiber)

Energiindhold, stivelse og sukker er ikke altid specifikt nævnt som obligatoriske, men hvis foderets formål eller målgruppe kræver det for korrekt anvendelse, kan det i praksis være nødvendigt at angive disse.

Frivillig mærkning og dansk praksis

Ifølge forordningens artikel 13 og bilag VI/VII må producenter frivilligt angive yderligere oplysninger på mærkningen, så længe disse er objektivt korrekte og bidrager til korrekt anvendelse af foderet. I Danmark har det udviklet sig til almindelig praksis, at foderproducenter oplyser nøgletal som:

  • Energiindhold (i MJ eller FEhest)

  • Råprotein

  • Råfedt

  • Råfiber

  • Stivelse og sukker (især relevant for heste)

Disse oplysninger forventes af både rådgivere og hesteejere og er nødvendige for at kunne vurdere foderets egnethed og balancere det korrekt i en foderplan.

Gælder ikke for råvarer

Det er vigtigt at skelne mellem foderblandinger og råvarer. Hvis du køber hel havre, lucerne, roepiller eller grovfoder, så er der ikke samme deklarationskrav. De betragtes som råvarer og er undtaget fra de specifikke krav i forordningen.

Som køber kan du naturligvis godt ønske en analyse af fx grovfoder, men det er ikke et lovkrav at vedlægge det.

Hvorfor er energiindholdet vigtigt?

Energi er ikke bare ”mæthed” eller ”sukker”. Det handler om hestens faktiske behov for energi til at sætte gang i alle de biokemiske processer, som hestens fysiologi består af. For at balancere foderet korrekt skal vi kende energiværdien af de næringsstoffer, som bidrager med energi (fedt, kulhydrat og protein). De bidrager hver især med en vis mængde joule (eller kalorier om du vil). Vi måler det i Mega Joule (MJ) eller foderenheder til hest (FEhest). For lavt energiindhold betyder, at hesten måske ikke har brændstof nok. For højt, og du risikerer overfoder og sygdom. Derfor er angivelse af energiindholdet afgørende.

Desværre ses det indimellem, at producenter glemmer denne oplysning. Det er ikke bare en forglemmelse – det er i strid med loven.

Hvad betyder FE, DE og ME?

Når vi taler om energi i hestefoder, bruges forskellige begreber – og de betyder ikke det samme:

  • Bruttoenergi (GE): Den samlede energi i foderet, målt ved afbrænding i et bombekalorimeter.

  • Fordøjelig energi (DE): Bruttoenergi minus energitab i fæces.

  • Omsættelig energi (ME): DE minus energitab i urin og metan.

  • Nettoenergi (NE): ME minus varmeproduktion i kroppen. Det er den energi, hesten kan bruge til fx vedligehold, vækst og arbejde.

Foderproducenter angiver energiværdien forskelligt afhængigt af land:

  • 🇬🇧 England/Tyskland: DE (Digestible Energy)

  • 🇸🇪 Sverige: ME (Metabolizable Energy)

  • 🇩🇰 Danmark (og Holland/Frankrig): NE, angivet som foderenheder til hest (FEhest eller FEH)

1 FEhest = energien i 1 kg byg = ca. 13,3 MJ DE = 12 MJ ME = 9,4 MJ NE

📊 Se illustrationen nedenfor for et visuelt overblik over forskellene.

Viden styrker både hest og ejer

Hvis du som hesteejer er i tvivl, så spørg. Og hvis du som underviser eller rådgiver opdager, at der mangler nøgletal på et produktblad, så sig det højt. Ikke for at hænge nogen ud, men for at sikre, at vi alle arbejder med det rigtige grundlag.

Vil du selv tjekke reglerne, kan du finde dem her:


Del gerne, hvis du vil være med til at udbrede viden om korrekt fodermærkning og foderetik.

Den Bedste Sommerfold

Sæt fingrene i dette frie minikursus og få hjælp til indretning og pasning af heste på sommerfold.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Cookie- og Privatlivspolitik