Udgivet i

Morgenmad er da havregryn med mælk og sukker?

Mange af os har helt bestemte krav til vores morgenmad, nogle spiser af forskellige grunde ikke morgenmad, “- Jeg kan bare slet ikke spise noget så tidligt!”, hører vi ofte og det er faktisk ret forkert, for med den rigtige morgenmad behøver du ikke bøvle med at skulle spise hele formiddagen, for at holde dig frisk på job eller i skole. Men det er ikke ligemeget hvad du spiser, selvom de nævnte havregryn alt andet lige dog bidrager med fibre (omend ufordøjelige) og lidt fedt til dine tarmbakterier. For vi skal fokusere på at fodre vores tarmbakterier, og ligesom det er en naturlig ting, at vi fodrer vores hunde, heste eller børn, så bør vi også fokusere på at fodre os selv.

Det bedste er at få en varieret morgenmad, hvori der indgår kød/fisk/æg samt grønsager og frugt. Så bidrager maden nemlig med protein, fordøjelige kostfibre. Og det er ikke mere besværligt, du skal bare planlægge anderledes. Sørg f.eks. for at have en pose med snittet spidskål i køleskabet. Måske har du allerede blandet den med f.eks. snittet peberfrugt, gulerod eller hvad du godt kan lide. Kan du lide blødkogte æg, så tager hele morgenmadsproduktionen cirka 4 minutter, mens du anretter grønsagerne. Du kan også prøve denne her, hvor der er en lille dessert i form af pæreyoughurt:

Morgenkål med avokado og pæreyoughurt.

Fjern kernehuset fra pæren og skær den i tynde skiver. Læg disse på en tallerken med drys af vanillepulver. Giv dem 1 minut i mikroovnen. Hæld en klat græsk yoghurt på pæren og pynt med f.eks. chiafrø, hørfrø, solsikkefrø, nødder eller hvad du synes om. Tilpas yoghurtmængden efter smag og behov. Hvis du bruger 10% behøver du ikke ret meget, og kan dermed spare sukkeret fra yoghurten – dvs. du kan holde et lavere blodsukkerniveau.

Snit spidskålen, hvis du ikke har gjort det i forvejen, og tilsæt snittet peberfrugt. Halvér en moden avokado, fjern stene og skær kødet ud af skallen med en spiseske. skær avokadoen i tyndeskiver og læg dem dekorativt hen over kålen. Drys citronsaft over det hele, kombineret med lidt olivenolie, hvis du synes. Krydder med salt og peber, karse eller andre krydderurter, du synes om.

Det passer med at to personer kan dele en pære og en avokado, og så tilpasser du bare mængderne efter appetit og behov.

Det er vigtigt at få noget fedt, for fedtet sikrer at du er mæt langt op ad dagen, og så forfalder du ikke til alle de sukkermellemmåltider, der får dit blodsukker til at køre op og ned.

Udgivet i Skriv en kommentar

Valentines Vafler

Fynske hjertevafler med æbleflæsk, LCHF style.

Dette er verdens nemmeste morgenmad (selv undtaget B&B, men så skal du jo køre langt for og sove et fremmed sted for at slippe for at lave det selv). Hvis du planlægger eller bare laver store portioner æblemos til køleskabet og vafler til fryseren, er det ingen sag at lune en vaffel og toppe den med lækker æblemos, bacon og yoghurt, eller hvad du nu kan lide. Vaffelopskriften er inspireret af Madbanditten – der kan du finde flere variationer på lækre LCHF-vafler.

4 personer

Æbleflæsk:

  1. 1 stort madæble
  2. 4-5 blommer
  3. 1 spsk vand eller cognac, hvis du kan li det
  4. Vanillepulver, kardemomme, kanel ol.
  5. 1 pk bacon

Vask æblet. Skræl det kun hvis skallen er grim. Fjern kernehus og skær æblet i tern. Vask og halver blommerne og fjern stenene. Kog det hele let sammen, til æblerne er møre. Smag til med krydderierne som du synes om. Er du en sukkergris, så tilsæt lidt honning. Jeg laver som regel en større portion som kan holde sig i glas i køleskab flere uger. Så er det også hurtigere om morgenen, lige at bruge en stor skefuld fra glasset. Kan bruges til alt muligt, også som fyld på knækbrød ol.

Læg et stykke køkkenrulle på en tallerken. Halver baconstykkerne og fordel dem ovenpå. Læg endnu et stykker køkkenrulle over og giv det 2 min i mikroovnen ved fuld styrke. HUSK: Mikroovnene fungerer forskelligt, så prøv dig forsigtigt frem. Vores er en billig ting fra Bilka for 10 år siden… Du kan også stege bacon på panden, hvis du elsker stege-os i køkkenet 😉

Vafler:

  • 3 æg
  • 100 g smøreost (Buko naturel, eller den Pikantost, du elsker)
  • ½ dl yoghurt, fløde eller kokosmælk.
  • ½ dl pofiber eller 2 spsk HUSK eller kokosfibermel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 dl blomkåls cous-cous – en rest fra dagen før. Kan også være med spinat, løg eller hvad du kan lide. Blomkål er meget mild i smagen.

Blend eller pisk æg, ost og yoghurt. Tilsæt pofiber og bagepulver, rør sammen og til slut blomkålen. Bag vaflerne i dit yndlingsvaffeljern – helst det med hjertefacon, nu det er den 14. februar 😉

Læg en vaffel på hver tallerken, herpå en stor klat æblemos og en klat græsk yoghurt/cremefraiche. Top med bacon og drys evt. hakkede nødder og et klip karse ol. Se billedet.

OBS: Det er meget solid morgenmad, så lad endelig være med at ødelægge din fordøjelse med rundstykker, havregryn og andet kedeligt fyldfoder 😊

Velbekomme.

Udgivet i Skriv en kommentar

DET ER TID AT SADLE OM 3

I kender det måske selv, at når man begynder at sætte ideer og tanker fri, reflektere over dem og måske især skrive dem ned for at formidle dem til andre, så sker der noget med en selv undervejs. Flere ideer og tanker myldrer frem. Siden arbejdet med de to første artikler startede i 2017, har jeg vendt disse ideer mange gange, og jeg har udviklet konkrete måder at iværksætte denne kulturændring. Som jeg har skrevet i de to tidligere artikler, kan man ikke gøre det alene, for vi påvirker hinanden med værdier, tanker og ideer, også selvom det ikke er tiltænkt at gøre det. Derfor har jeg udviklet Sommerhøjskolen, som du kan læse om andet steds på min hjemmeside. Herunder vil jeg give dig en smagsprøve på baggrunden for nogle af de aktiviteter, du vil kunne deltage i på Sommerhøjskolen.

“- Vores handlinger er farvet af vores vanetænkning. Vi fortaber os i de mønstre, der plejer at dominere vores hverdag!”

Joachim Rothenborg i “U’et som praksis. Kunst, kreativitet og sanselighed.

Jeg skrev i går at der skal viden, vilje og færdigheder til for at man kan ændre vaner, og dermed starte den kulturændring, som er så vigtig for at knække kurven med overvægt, livsstilssygdomme, ensomhed og mindreværdskomplekser. På en måde ligner grundtanken det fine arbejde, som man også gør på julemærkehjemmene. I lyset af at jeg er rytter i min kerne, vil jeg naturligt henvende mig til rytterne, og dermed bliver hesten vores vigtigste omdrejningspunkt. Det er den, vi retter vores kærlighed, ønsker og drømme mod. Det er vores bedste fitnesscoach, blandt andet fordi vi også som hesteejere ved, at hesten skal have dækket sine behov først og fremmest. Det interessante opstår, når vi indser, at vi netop ved at arbejde med at dække hestens behov for foder og træning kan vi bevidst arbejde med at dække vore egne behov for mad og træning.

Med viden følger ansvarlighed

Når vi lærer om hestens behov for foder og hvordan det påvirker hestens sundhed, er der ikke ret langt til også at forstå vores egne behov for mad. Hesten er planteæder og udviklet til de grove græsser på stepperne, mens vi er altædende jægere og samlere i vores oprindelse. Hvis vi ser bort fra denne forskel, så omsætter vi langt hen ad vejen næringsstofferne fra føden på samme måde, når det når blodbanerne. Vi skal altså udforske næringsstofferne, og vi starter med hesten, fordi vi her føler ansvarlighed for hestens velfærd. Dernæst kigger vi på næringsstoffernes betydning for menneskers sundhed og finder de fællesnævnere, som giver os redskaberne til også at tage ansvarlige beslutninger for vores egen velfærd.

Vil selv – kan selv!

Når små børn opdager at de har fundet ud af noget vigtigt, så vil de øve sig hele tiden, de sætter deres vilje ind på at lære det her til bunds. Banalt for os voksne, for vi kan næsten ikke huske den tilstand hos os selv. Derfor er den frie vilje så vigtig, især hvis man bruger den til stædig at sætte sin viden i spil for at nå sine drømme. Her skal vi altså drømme, vi skal tegne et billede af, hvad det er vi gerne vil med livet. Det billede skal ikke nødvendigvis hedde en tynd rytter, for det er blot et redskab på vejen. Målet kan være oplevelser med hesten, stævner, ridelejre og så videre. Det kan også være noget man gerne vil når man bliver stor, det afhænger jo også af, hvor vi er i livet, for dette gælder jo også for voksne! Vi skal udforske hvad det er for en drøm, som driver os, og hvad den kan give os af gode oplevelser. Og vi skal arbejde med, hvordan vi kan komme til det vi gerne vil. Når vi inddrager børnene, giver det sig selv, at her skal vi lege os til rigtigt mange konklusioner. Vi skal være kreative med vores hoved, hænder og vores krop, og når vi gør det i fællesskab med andre, inspirerer vi hinanden, mens vi har det sjovt sammen. Og hånden på hjertet, det gælder også når vi snakker om os voksne. Vores lege er måske blot lidt anderledes, og vores erfaringsudvekslinger med andre omdrejningspunkter.

Øvelse gør mester

I manges optik er sundhed – helt naturligt – forbundet med træning, og vi skal træne vores krop, så den bliver stærk, vi skal være forpustede, så vi træner vores kredsløb, og vi skal udfordre vores balance, så vi kan udføre vores arbejde som gode ryttere, eller hvad vi nu gerne vil. Men sundhedstræning handler om meget mere end den daglige time i et fitnesscenter, det handler om at vi lærer at gøre tingene besværligt, altså at vi selv muger ud, trækker heste på fold, og gør en træningssession ud af det, i stedet for at tænke på det som surt arbejde. Det handler også om nogle rent madhåndværksmæssige færdigheder. Når jeg snakker med mange forældre, siger de, at de mangler inspiration til at lave spændende grøn mad. Deri ligger selvfølgelig også noget viden om råvarer, men der ligger også færdigheder i at gøre råvarerne spiselige – og lækre. En kunst som forarbejdningsindustrien har overtaget, så vi kan have en ”nem” hverdag efter en travl arbejdsdag, hvor vi har ydet og leveret varen i vores job. Men hvem siger, at vi ikke kan hygge os og lege med børnene om de hjemlige sysler, så det der ellers er det stressende at nå hjem og nå det hele mens ungerne sættes med Ipad’en eller Disneysjov, kunne være vores egen lille hyggeleg sammen. Måske bliver det fælles måltid ikke så perfekt som i Masterchef, men vi har haft det sjovt i processen, og vi får sund og sjov mad. Der findes ikke én sandhed her, for den afhænger jo af mange faktorer i hver familie, men ved at øve os sammen inspirerer vi hinanden på færdigheder i køkkenet – med børnene og hinanden!

Troldmanden udfordrer lærlingen

I alle disse mange opgaver kan vi være mere eller mindre garvede og vidende. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen får chancen for at blive udfordrede af en, som er mere erfaren eller vidende. Med min mangeårige erfaring med heste og hestens ernæring får du som deltager en solid indsigt i hestens fodringslære og vores muligheder for at tilrettelægge en god fodring. For de rigtige ”fodernørder”, som nogle kalder sig selv, kan der endda være muligheder for at nå rigtigt langt og dybt ned i (foder)stoffet. Et langt liv med heste og undervisning i allehånde sider af hestevidenskab har også givet mig gode muligheder for at udfordre de fleste på godt horsemanship, ligesom jeg med min coachende tilgang til vores udviklingsområder kan stille rigtigt mange spørgsmål, er gode at reflektere over. Derudover har jeg allieret mig med flere dygtige fagfolk, så vi kan højne niveauet endnu mere.

Vi skal selvfølgelig have en dygtig kok eller madsnedker til at udfordre os i køkkenet. Vi skal prøve os af i forskellige aktiviteter, hvor vi ikke selv er stærke – endnu. Det kunne være mountainbikes, kanosejlads og andet, hvor det er rart med en dygtig instruktør. Og vi skal selvfølgelig også arbejde med vores ridemæssige kompetencer (dem som vil ride), og her skal vi også have fagfolk ind over. Når vi har arbejdet og trænet, så musklerne syrer til, skal vi have en dejlig massage og en tur i vildmarkswellnessen. Hertil har vi en erfaren massør og spaterapeut til at fuldende oplevelsen. Sommerhøjskolen er delt i tre forskellige uger med tre forskellige målgrupper to forskellige steder i landet, og i løbet af foråret vil disse uger blive beskrevet mere præcist her på hjemmesiden. Jeg håber vi ses derude, jeg glæder mig vildt til at være forandringscoach på vores fælles rejse.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hesten skaber lederen – fællesskabet udvikler ledelsen!

"- Vis den hvem der bestemmer!"
"- Det ved den allerede!"
Ridelærer - rytter

Hestepiger bliver bedre chefer!
Sådan skrev pressen i 2007, da en svensk forsker havde konkluderet det i sin Phd. afhandling. Men hvad gik det egentligt ud på? Er det fordi pigerne kunne styre en hest?
Nej, men når man arbejder med heste, udvikler man handlingskraft. Der skal reageres i forhold til håndtering og ridning, men lige så vigtigt at tage hånd om syge heste, sørge for foder osv.
365 dage om året.
Forståelsen for, hvornår man skal handle, og evnen til at gøre det, er nemlig en af de vigtigste egenskaber ved en god chef.
Og når hestepigerne – og drengene – bringer disse kompetencer i spil i uddannelse og job, så skaber de grundlaget for at blive gode chefer.
Det interessante er så, hvordan man kan lære det!

Således skrev jeg på facebooksiden den 10. november. I denne blog vil jeg fundere lidt over, hvad det er hos hesten, som gør os til bedre ledere.

 

Hvad er det, der gør, at en lille pige på 6 år kan tumle en pony, som vejer 10 gange så meget, og ret nemt kunne smide tøsen af og løbe væk. Selv på skovtur, hvor hesten kunne stikke helt af, er det mest sandsynlige, at den stopper op, tager sig en mundfuld græs og venter til rytteren igen er kommet på plads. Som om den ville sige: Så kan du lære det! I værste fald løber den blot hjem til stalden, så rytteren må gå hjem. Det kan give god mening, idet man på turen kan nå at tænke over situationen og køle sit temperament lidt ned. Hvis vi ser bort fra uheld, hvor hesten bliver skræmt og man falder af, så er der meget at lære af den lærestreg man måtte bide i græsset for. Refleksioner, som moderne ledere også ofte gør sig, hvis der er bøvl med medarbejderne:

Kom jeg til at genere hesten, så den blev frustreret og ikke længere gad finde sig i det?

Oversat:
Har jeg været for hård med kravene til opgaveløsning, så medarbejderen ikke længere magtede at blive i det?

Selv meget unge ryttere lærer fra starten at håndtere hesten under hensyn til dens behov. Det er en del af opdragelsen på rideskolen, at de skal vise omsorg for hesten, så den kan arbejde bedst muligt. De lærer at vurdere, om hesten vil kunne udføre den opgave, der ønskes. I starten af rytterens uddannelse lærer de faste regler for, hvordan man f.eks. starter en ridetur med opvarmning, så hesten kan være klar til at arbejde, og ikke rider hårdere, end hesten stadig er fremadgående og frisk. Via træningen lærer rytteren selv, at vurdere om kravene til hestens præstation står mål med dens evne til at yde. De lærer om hestens natur, dens fysik og dens måde at sige fra på.

Mange ledere fik jobbet, fordi de er gode til at udføre opgaverne, men det gør dem ikke nødvendigvis til gode ledere for de medarbejdere, som skal udføre opgaverne. Det kræver forståelse for, hvor langt medarbejderen er i sin udvikling i forhold til opgaveløsningen, og hvordan medarbejderen kognitivt går til opgaven. Ikke alle ledere får lov at lære om indlæring og opgaveløsningens psykologi, de bliver bare sat over på den anden side af skrivebordet. I rytterens træning indgår dette som en naturlig del af uddannelsen, først for rytteren og dernæst for hesten.

Gav jeg den for mange modstridende beskeder med tøjler, schenkler og pisk?

Oversat:
Har jeg sagt eller gjort noget, som berettigede medarbejderen til at tænde af/sige op?

Heste kommunikerer med kropssproget, og på rideskolen lærer rytteren at kommunikere tydeligt, for at hesten forstår signalerne. De lærer at styre egen krop og temperament, ikke rykke hesten i munden med tøjlerne eller slå den ukontrolleret med pisken. De lærer, at fokus er på, hvad de gjorde, som fik hesten til at reagere.

Vi mennesker har lært at fokusere på det talte ord, men fakta er jo, at kropsprog og stemmeføring tæller over 90% af den kommunikation, vi opfatter. I mange arbejdssituationer sker misforståelser ofte, når der ikke er harmoni mellem det talte sprog og kropssproget. Rytteren lærer i en ung alder, at fokusere på denne faktor.

Ligger sadlen forkert og generer hesten?

Oversat:
Er arbejdsforholdene uhensigtsmæssige for medarbejderen, så de medfører slid og skader?

Heldigvis har mange arbejdspladser fokus på det fysiske arbejdsmiljø, blandt andet i form af udfyldelse af APV-skemaer m.v. Ikke desto mindre sker der stadig uheld på grund af dårlige arbejdsforhold og manglende sikkerhedsforanstaltninger. Som leder er det et fortløbende proces at bringe APV’en ind i arbejdsrutinerne, således at man som medarbejder også trænes i at fokusere på sin egen og andres sikkerhed.

I rytterens uddannelse er der stort fokus på sikkerhed, herunder også hestens udstyr, idet en dårlig sadel dels vil genere – eller i værste fald skade hesten, dels vil den udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis remme og syninger brister. Rytteren lærer at blive en god arbejdsgiver for hesten. Ikke kun for hestens skyld, men også for sin egen sikkerhed og udbytte af ridningen.

Det interessante er, at hvis rytteren lærer at overføre disse færdigheder til samvær og samarbejde med andre mennesker, så er der allerede i teenage-årene skabt grobund for en god leder. Succesraten her afhænger i høj grad af kulturen på rideskolen. Er der voksne rollemodeller, som viser vejen og inddrager de unge i de ledelsesopgaver, der altid er i foreningslivet? Og præges kulturen på rideskolen af værdier som tillid, retfærdighed og samarbejdsevne? Nogle vil nok nikke genkendende til det fra arbejdspladsernes indsatser for at øge den sociale kapital, og her ligger der et stort inspirationsmateriale for rideskolernes ledelse med henblik på at forme rytternes menneskekendskab og samarbejde – ikke kun i forhold til god ledelse af hesten. Det gøres ved at inddrage de unge i beslutningerne, støtte dem i læringsprocesserne, stille krav til dem om at løse opgaverne, og stole på, at de vil gøre det efter bedste evne.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hestefoder køber man da i baller!

Forskellige typer grovfoder skal passe til forskellige heste.

Hesten er udviklet gennem millioner af år på istidsstepperne, hvor den har levet af en skøn blanding af frisk, fremspiret forårsgræs, frysetørret hø på roden samt frø, blomster og løv som den nu kunne finde. Men dens hovedføde er græs.

Når det så er sagt, så er der meget stor forskel på forskellige græsmarksprodukter, afhængigt af de forskellige arter, som indgår i produktet, samt planternes udviklingstrin. Godt hø kan rent faktisk være alt fra fine, grønne blade til frøgræshalm. Om det er godt hø, afhænger af de heste, man påtænker at fodre med produktet. Forudsat selvfølgelig, at den hygiejniske kvalitet er i orden.

Tilpas grovfoderproduktion til hestens behov

Vi bør i højere grad tænke i at producere gode grovfoderprodukter med forskelligt næringsindhold, som passer til hestens behov. I foderindustrien blander man tilskudsfoder i forhold til hestens behov. På samme måde, bør man i planteavlen sammensætte græsmarkens plantearter og tilpasse høsttidspunkter, så de passer til forskellige typer hestes behov. Det har man gjort i malkekvægholdets grovfoderproduktion i mange år, det skal bare tilpasses rideheste, ponyer, avlsheste m.v.

Og så skal vi tage nogle gode analyser, som viser næringsindholdet, så det er muligt at tilpasse eventuelt tilskudsfoder til fakta, i stedet for at hestefolk prøver sig frem med forskellige tilskud, uden helt at vide, hvad de egentligt giver hesten. Det kræver faktisk kun to personer:

  • En dygtig landmand med forstand på planteavl
  • En dygtig foderkonsulent, som ikke får sin løn for at sælge foder i poser

Lær at sammensætte den rigtige foderplan

Vi skal væk fra tankegangen om at vores gratis foderekspert skal bestemme, hvad hesten skal æde. Vi skal over i en kultur, hvor vi fokuserer på basisfoderets kvaliteter og måske endda kan sammensætte en foderplan kun med grovfoder og en enkelt vitaminpille. Vi skal uddanne hesteejeren til at træffe de rette beslutninger på baggrund af hendes erhvervede viden om hestens biologi og næringsbehov samt foderets kvaliteter. En viden som er baseret på fakta. Det er faktisk ikke raketvidenskab at fodre heste. Men det er godt landmandskab og sund fornuft at producere det rette grovfoder. Derforuden skal vi være bedre til at vurdere huldet på vore heste, men det er en anden historie.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er dit domæne?

Der er mange ting, man kan gøre ved sin mødeledelse – hvad gør du, når du holder møder?

Følger I en standard dagsorden?

Bryder I nogle gange op og laver små sjove stunts på mødet?

Når jeg browser mødeledelseskonsulentmarkedet igennem, finder jeg mange sjove, mærkelige og gode metoder til at skabe et godt personalemøde.

En bedre mødekultur

Jeg har været ude hos en kunde, som gerne ville have nogle bedre personalemøder. Det er en længere proces, hvor vi mødtes for et par måneder siden til en brainstorm. En af vore konklusioner fra denne brainstorm var, at man i mødekulturen havde en tendens til at skyde hinandens ideer ned, inden det blev undersøgt, om disse var gode. I det hele taget talte man ikke særligt pænt til hinanden. Man havde prøvet mange gode forslag, men det ændrede ikke ret meget ved den mødekultur, som herskede.

For at løse dette måtte vi tænke over hvorfor det var sådan. Og svaret lå ikke lige for – hvad gør egentligt at folk, der ellers er venlige og joviale, bliver satirisk stikkende eller bare stille og mutte i bageste ende af lokalet? Hvad udløser denne modstand mod møder? Hvis vi spørger folkene, er svarene ofte noget á la:

  • ”- møder er spild af tid!”
  • ”- vi har jo prøvet alle disse ting, hvorfor skal vi drøfte det igen?”
  • ”- vi ved jo, at der ikke er tid/penge til det!”

Og så videre…

Men hvorfor nu det, når vi jo egentligt har aftalt, at vi skal være bedre til at lytte, respektere hinanden osv.? Hvad er det, der gør, at vi falder tilbage i det samme spor igen og igen?

Hvis vi spørger hjerneforskere, så kan det hænge sammen med at vi holder al den information vi modtager, op mod den forforståelse, vi allerede besidder. Endda ubevidst, inden vores hjerne overhovedet begynder at tage stilling til det vi oplever. Fra vores sansenerver i øjne, ører m.v. kommer indtrykkene gennem et filter i hjernebarken, således at når vi bevidst hører eller ser noget, så kommer 20% af det vi oplever, fra selve sanseindtrykket, mens de resterende 80 % kommer fra den informationsmængde, vi i forvejen har liggende i hjernebarken. Det kalder nogen for vores forforståelse, vores erfaringer, vores baggrundsviden. Vores hjerne snyder os til at tro, ikke hvad vi hører, men hvad den mener vi har godt af at vide!

Kunsten er jo så at tale fornuft til sin hjerne, og et redskab hertil kan være tre domæner for kommunikation og handling. Domænerne kan forstås som rum med bestemte regler for, hvordan man kommunikerer og handler.

De tre domæner

Det personlige domæne handler om mig, og det jeg mener. Det handler også om dig, men det er som du selv ser det. I det personlige domænefortæller vi hinanden hvordan vi oplever tingene, og her kan vi udveksle vigtig information til en bedre forståelse for hinanden. Men afhængigt af vores egen opfattelse, kan der her være en fælde i at diskutere, hvem der så har ret.

Produktionens domæne handler om formen, rammerne for vores samvær. Medarbejder og leder, regler, normer, visioner, politikker m.fl. Her har vi defineret et fælles sæt omgangsformer som gør at vi kan begå os, at vi ”ved hvor vi har hinanden”. Det giver en tryghed, men der kan jo også her være divergerende opfattelser af, hvad ”man” kan tillade sig at gøre, og en fælde her kan være ”plejer”.

Refleksionens domæne handler om sagen og mulige forklaringer på tingenes tilstand. Det er her, vi diskuterer årsager, sammenhænge og nye muligheder. I refleksionens domæne er personerne ligeværdige, her er der ikke kun én sandhed, men flere løsningsmuligheder. Refleksionens domæne er en forudsætning for at være nærværende og anerkendende, det er her vi prøver at se forbi vores egen forforståelse og være nysgerrig og meningssøgende.

Stil skarpt på kommunikationen

På personalemødet kan domænerne bruges til at strukturere, hvordan vi skal behandle forskellige sager. Er det nu, vi skal være planlæggende og konkluderende, eller er det nu, vi skal reflektere sammen og undersøge mulighederne? For mødedeltagerne kan det give god mening. Særligt dem, som har behov for stærke rammer og struktur, kan have gavn af den ro, det giver at vide, hvad der egentligt er formålet med vores kommunikation i dag. I praksis kræver det en del træning, også fra mødelederens side, for det handler om at holde sig selv skarp på selve kommunikationen og ikke lade sig forføre af en meningsudveksling.

Hvis vi har aftalt, at vi nu kommunikerer i refleksionens domæne, er det vigtigt, at vi forholder os undersøgende og lyttende. Dvs. som mødeleder skal man også forsøge at lytte – også når en deltager falder i sin egen forforståelse. Så handler det om at finde ud af, hvorfor denne er så vigtig for den sag, vi diskuterer.

Et eksempel på brug af de tre domæner i vores case med en landmand.

Domænerne skal også bruges i kreative processer, hvor man også kan bevæge sig ind og ud af domænerne efter behov, efterhånden som man bliver komfortabel med dem. Jeg brugte dem på et undervisningsforløb, hvor nogle studerende skulle planlægge en rådgivningssession for en landmand, som havde indvilliget i at stille sin ejendom til rådighed for vores case. Se billedet ovenfor.

Læs mere

Vil du læse mere, så kan jeg anbefale bogen Absolut nærvær – domænerne på arbejde.

Katrine Söderberg & Peter Bregendahl m.fl. (red.): Absolut nærvær – Domænerne på arbejde. Forlaget Frydenlund, København 2008.

Udgivet i Skriv en kommentar

Se på hesteholdet oppe fra helikopteren

Op i helikopteren

Start altid med at gøre dig nogle overordnede tanker, når du skal indrette plads til dine heste. Alt for ofte kommer vi nemlig til at låse os fast i det, vi eller naboen plejer at gøre, og måske passer det ikke til behovet om nogle år. Vi kan ganske vist ikke spå om fremtiden – og vi skal jo også forholde os til ny viden, nye regler og ændrede behov hos os selv.

Hvilke heste har du om ti år?

Hvilke heste har du nu – og hvordan tror du det vil udvikle sig gennem de næste 5-10 år? Mange kvinder på min alder skifter faktisk hest – rent bogstaveligt – når den gamle spring- eller dressurhest er gået over broen, og vi skal kigge os om efter en ny. Og den nye bliver ofte en mindre udgave, en fjordhest eller en islænder, som er lettere at håndtere, når man har børn, hjem og karriere, der skal passes. Heste, som har andre behov for opstaldning end den varmblods ridehest, vi i sin tid sværgede til.

Det er så hvad det er. Den nye hest får jo masser af plads i boksen, men hvad nu hvis nu vi i sin tid havde indrettet stalden til børnenes ponyer, og de skifter til stor hest, når de bliver 16? Så skynder vi os at bygge store bokse og tune stalden til drift af store heste. Tre år efter er ungerne flyttet hjemmefra, med eller uden hestene, og der står vi med en islænder, som hellere vil gå i en løsdrift, hvor den kan vælge at gå ud i den friske snestorm…

Kan man i det hele taget lave et system, der uden gentagne millioninvesteringer kan tilpasses forskellige hestes brug og behov?

Hvilke kunder har du om ti år?

Som professionel er udfordringen måske endda mere udtalt, da det jo er mange penge, der skal investeres, når et staldanlæg er udslidt, og der skal tilpasses til nye regler eller ændret brug. Alt for ofte gør vi store investeringer i et staldanlæg, hvor vi i bund og grund blot tilpasser materialer og måske boksstørrelser, i stedet for at tænke ud af boksen med overvejelser om kravene til fremtidens hestestalde.

For én ting er ændrede regler i form af f.eks. Hesteloven. En anden ting er, hvad kunderne vil forvente af dit hestehold om 5-10 år? Tendenserne går mod mere plads, friere adgang til folde osv. Hvad nu, hvis den overvejende del af danske hesteejere om 10 år ønsker meget mere valgfrihed til deres heste i opstaldningsform, og du har lige investeret millioner i en god, gammeldags boksstald med fine ridebaner og motionsfolde. Du overholder alle lovkravene pt. og boksene er store, lyse og lækre – altså i dag!

Kan man i det hele taget lave et system, der uden gentagne millioninvesteringer kan tilpasses hesteejernes forskellige ønsker og behov?

Hvor langt vil du gå for dine heste?

Vi har ofte tænkt i bokse, når vi anlægger hestestald. Og selvom der kan være gode grunde til stadig at opstalde heste i bokse, så kan der være så mange flere grunde til at tænke i hele anlægget, når man har chancen for at grave og flytte om på tingene. En god plan over hele anlægget, kombineret med fornuftige løsninger omkring bundforhold og logistik i arbejde og træning kan spare mange penge på den lange bane, for slet ikke at snakke om det bøvl, man kan spare, når det er møgvejr en hel vinter og foldene bliver mudrede og farlige at færdes på. For slet ikke at tale om at skulle trække 20 heste ud til de fine motionsfolde, vi anlagde på en flot skråning bag ved ridebanerne? Og fordi det er møgvejr, er der ikke et øje på banerne, de er inde i ridehallen…

Kan man i det hele taget lave et system, der uden gentagne millioninvesteringer kan løse udfordringerne med hestens behov for frihed på fold og vores eget behov for gode arbejdsforhold?

Hvad tænker du?

Ordet er frit…

Udgivet i Skriv en kommentar

Du skal tro på, at vi vil dig det bedste!

For nogle dage siden reagerede jeg på et Facebook-opslag. Det gør jeg ofte, så i sig selv bør det ikke undre. Men denne gang erklærede jeg mig faktisk uenig i et af de her citater, som folk deler, fordi de synes det siger dem noget. Citatet lød:

Ingen ser dine kampe
Ingen ser din smerte
Ingen ser dine tårer
Alle ser dine fejl!

Det er formodentligt tænkt som en støtte til folk, der føler sig ensomme og forfulgte, og kan nok have en vis sandhed i nogle sammenhænge. MEN jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker vi støder fra os, hvis dette citat bliver vores livsvisdom og dermed påvirker vores adfærd. Jeg vil ikke medvirke til at give medhold til den selvretfærdighed, som jeg opfatter i citatet. Men jeg mener også, at jeg kan såre folk, der har det svært ved direkte at sige citatet imod. Derfor vil jeg i stedet prøve at berige citatet ved at stille spørgsmål og undre mig – og det kan jeg ikke gøre uden at sætte mig selv i spil.

Du skal vise dine kampe!

Hvis ingen ser vores kampe, kan det så være fordi vi ikke kæmper med åben pande, men inde i vores eget hoved? Og hvem er det så vi kæmper mod? Jeg har selv brugt mange år på at kæmpe med mindreværd og en ensomhedsfølelse, som jeg troede ingen forstod – indtil det gik op for mig, at det gør alle. Vi kan alle være i situationer, hvor vi er usikre på os selv, og om vi slår til. Forskellen ligger i, om vi kan fokusere på at bekæmpe det, vi kan ændre, dvs. den måde vi vil acceptere og håndtere vores fejl fremadrettet. Når vi kæmper for os selv, er det så fordi vi er bange for, at andre vil fortælle os at vi har ret? Ret i at vi begår en masse fejl? Og er det så egentligt ikke os selv vi kæmper imod?

For når vi erklærer nogen krig – systemet, skolen, dumme naboer osv. – så er det vel fordi vi føler os uretfærdigt behandlet og så går vi til modværge med de midler vi nu engang finder nødvendige. Og så kæmper vi med åben pande. Om vores kamp så er retfærdig vil jeg i denne sammenhæng ikke gøre mig til dommer over, men i hvert fald kan man ikke være i tvivl om kampen, og dermed vil der også være folk, som kan sympatisere – eller det modsatte. Det er jo definitionen af en kamp – vi er uenige, hvem har mest ret? Man får ikke nødvendigvis medhold, men jeg tror, man får noget andet, nemlig respekt!

Du skal vise din smerte!

Respekt er et underligt ord, men hvis der er noget, respekt ikke giver, så er det medfølelse. Men ret beset har vi heller ikke brug for medfølelse, vi har brug for omsorg, og det er i min terminologi kærlighed og respekt. Respekt giver sig udtryk i mange forskellige reaktioner, og de kan misfortolkes, hvis man ikke italesætter dem. Som barn blev jeg ofte mobbet i skolen. Det har jeg siden fundet ud af at alle børn bliver, mere eller mindre. Men jeg var selvfølgelig ked af det. Det var synd for mig, syntes jeg, men de skulle ikke tro, at de kunne få held til at se min smerte! Så jeg lukkede mig om mig selv, jeg lærte mig selv, ikke at se de andre børns smerte, når jeg ”gav igen af samme skuffe”, som var datidens hjælp når man blev drillet. En klog nabo sagde engang: ”Der ligger en kæmpe styrke i at turde vise sine svagheder!” Hvis jeg samtidigt også viser min kamp for at forstå såvel min egen som andres smerte, møder jeg et stort potentiale i den kærlighed og respekt jeg viser, og den omsorg jeg nyder fra de andre. Hvis jeg tør, for det kræver mod.

Du skal vise dine tårer!

Det kræver mod at vise sine bløde sider, fordi vi ofte forveksler dem med svaghed. Men når jeg græder, viser jeg tegn på at jeg kan føle. Og hvis jeg ikke kun føler med mig selv men med andre, kan jeg arbejde på at forstå – at stille spørgsmål for at forstå. Og vise respekt for det svar jeg får. For det gør mig klogere på dig, men det gør mig måske også klogere på mig selv, hvis jeg tør stille mig selv det samme spørgsmål. Og når jeg lægger op til en respektfuld dialog, så er jeg med til at skabe en god relation mellem os, fordi jeg ikke agerer som en bedrevidende snob, men som et ligeværdigt menneske.

Lad alle se dine fejl!

Dermed skal jeg også erkende, at jeg kan begå fejl. Lige som alle andre. Hvis jeg fokuserer på, at folk kun ser mine fejl, så har jeg allerede vendt ”fejlfiltret” mod dem, dvs. så ser jeg i hvert fald også alle deres fejl. Ja, vi er ikke perfekte, men vi kan stræbe efter at være ordentlige mennesker, blandt andet ved at erkende, at vi laver fejl, og at vi arbejder på at råde bod på dem. Nogle gange går det ud over andre. Det kræver en ærlig undskyldning og et ønske om at forbedre sig. Hvis vi udvikler et mere afslappet forhold til vores fejl, vil vi også bedre kunne tage det modspil vi får, når vi siger eller gør noget dumt. Vi burde måske lade der gå sport i at vise vores fejl – med den læring vi drager af fejlen, og hvad vi så vil gøre fremover for at blive dygtigere og stærkere!

Tager jeg fejl?

Udgivet i Skriv en kommentar

Tænk ud af boksen!

Social hygge en solskinsmorgen

Når vi planlægger hestestalde og foldanlæg, så skal vi tage højde for både hestens og menneskets velfærd!

For et par uger siden havde jeg fornøjelsen af at være censor på Erhvervsakademi Aarhus for en række jordbrugsteknologstuderendes eksamen i faget Etologi, stald og anlæg. Eksamensopgaven var, kort fortalt, en projektopgave, hvor de studerende skulle designe et nyt staldanlæg, hvor de sætter deres viden om hestens behov i spil med lovgivningen og de mere tekniske detaljer omkring staldbyggeri.

Næsten samtlige valgte at designe til rideheste, og vel at mærke med det formål at skabe opstaldningsforhold, som tilgodeser hestens behov for frihed på fold og rytterens behov for kontrol med hestens frihed samt det praktiske med ikke at skulle gå 500 m ud på en mudret fold for fange hesten en mørk vintereftermiddag.

Et par af grupperne havde valgt den traditionelle boksstald med det twist, at hver hest havde sin egen udgang til græsfolde. Rigtigt gode projekter over hele linjen. Særligt hæftede jeg mig dog ved et projekt af to gæve piger, Pernille Lykke Hansen og  Sandie Jæger Hahn. Jeg har siden talt med pigerne, og det bliver spændende hvad der kan komme ud af dette møde. Følg med her på siden.

Det bragte mig til at reflektere over det med at have konkurrenceheste, og de erfaringer vi gjorde, da vi i 2009 på TronsøSkolen anlagde et Hit Aktiv system. Nogle af jer kender det, det er et østrisk/tysk system med en avanceret løsdrift, hvor hestene kan bevæge sig frit på fold og indendørs hvilearealer, indtage små portioner kraftfoder i en kraftfoderautomat samt tilpassede mængder hø eller wrap i grovfoderautomaterne. Alt med det formål at hestene i løbet af dagen skulle gå så meget som muligt mellem de forskellige stationer. Vi havde store forventninger til HitAktiv, da det jo kunne give mulighed for at holde forskellige typer heste i samme flok, f.eks. vores elevheste, selvom de var forskellige i deres behov for foder. Systemet kører ikke mere på TronsøSkolen og det er jo ærgerligt, men der er flere gode grunde hertil. Blandt andet var den styrende software DOS-baseret, og kun på tysk. Det sætter visse begrænsninger i, hvem der kan håndtere computeren, ligesom det kneb med opdateringer til Windowsbrugerfladen. Det gjorde, at vi var nødt til at have en gammel computer stående i stalden for at kunne håndtere systemet indendørs. Ellers var tanken i systemet som sådan smart, men der var nogle andre ting, vi i vores pionérånd ikke fik gjort godt nok. Læs følgende og lær af vores erfaringer.

Det skal være nemt at passe hestene

For det første valgte vi et forkert design, hvor hestene ganske vist opnåede gevinsterne med at gå fra station til station. Og på en pæn stor mark, så der var god plads til alle. Men vores placering af disse stationer betød, at os der passede og red hestene, også skulle gå på den store mark fra station til station for at holde automaterne, rense for hestepærer for slet ikke at snakke om at hente hestene når vi skulle ride. En mørk vinteraften går hestene altså ikke nødvendigvis ind på hvilearealet og ligger i halmen, hvis der sker noget mere spændende i den anden ende af folden!

Sundt for os, der jo også fik gået masser af sunde skridt hver dag, men træls hvis man havde halvtravlt og lige skulle nå at ride.

Jeg husker sågar en nytårsaften i en isvinter, hvor jeg havde staldtjansen med at køre ud og kigge til hestene ved midnatstid. Vi var jo lidt nervøse ved at have dem gående ude, når fyrværkeriinfernoet satte ind. Men der stod de, ti heste i et hjørne af folden og kiggede på raketter, som om de syntes det var et fantastisk flot skue. Ingen var synligt nervøse, men de havde jo også hinanden som tryghed.

Brug pengene på en tør, veldrænet bund i folden

For det andet kom vores anlægsproces på tværs af finanskrisen i 2008-2009. Det betød at vi også måtte tænke økonomi og valgte desværre at spare det forkerte sted, nemlig på foldens bundforhold. For selvom jordbunden i Grindsted praktisk taget består af sand, så vil en bund med 10 heste, der tramper rundt, kombineret med et meget regnfuldt efterår 2009, hurtigt blive pakket hårdt sammen og al overfladevand kunne kun vanskeligt komme væk. Resultatet var mudder overalt med massive surstråle- og mukproblemer. Til gengæld havde vi en dobbelt kraftfoderstation til 40 heste og to høstationer til 24 heste. Vi løste mudderproblemet ved at lave drænede veje rundt i anlægget, men i bagklogskabens lys burde vi jo fra starten have fæstnet og drænet hele arealet mellem stationerne, og så kunne vi have nøjedes med halvdelen af disse.

Det er kun hunde, som elsker at pladre i vand og mudder

Så Hit Aktiven blev en begrænset succes, trods det faktum, at de heste, som kom derud næsten alle var glade for det. Men hvad kan vi fremadrettet lære af historien?

Hestens velfærd afhænger af menneskets velfærd!

Vi kommer ikke uden om det: Vi har hestene for vores egen skyld, og hvis vi selv ikke trives med mørke og mudder, så kommer hesten altså ikke ud at gå! BUM!

Og netop mudder er der gode grunde til ikke at lukke hestene ud på, derfor er det allerførste man skal tage alvorligt, at de arealer, hvor hestene færdes meget, skal drænes og befæstes så heste og mennesker kan færdes tørskoet og sikkert.

Det gælder jo også de vinterfolde, vi lukker almindelige boksheste ud på.

Når vi så alligevel holder vores heste i boks, så er det fordi vi ønsker at have muligheden for at vælge, om hesten skal ud i mudderet, vi føler vi har kontrol over, at hesten har det godt. Hvis vi ikke selv er vilde med mørke og kulde, så kommer hesten heller ikke ud når det er mørkt og koldt. Derfor er det vigtigt, at der er lys de steder, hvor vi skal færdes for at komme til vores hest. Vi kan godt leve med at hesten kan lide kulde, men det er jo træls at fryse fingrene af, når vi selv skal ordne hesten.

Hestene er måske lige glade med, om de har jord i pelsen efter en god rulletur, eller om de er lidt langhårede, fordi de tilpasser pelsen efter temperaturen. Men det er vi ikke, når vi skal gøre den fin til landsstævne på lørdag. Der er jo ikke megen ballet over en lodden bamse i en MBA? Og rent praktisk kan en hest, som rides på MB-plan jo have svært ved at komme af med overskudsvarmen, under arbejde, så den ganske enkelt ”går død” under ridningen. Vi løser det ved at klippe den og holde den varm med dækken, når den ikke arbejder.

Hesten vælger ikke altid det samme som vi

Når hesten så står i boks og kommer ud de lovpligtige to timer fem dage om ugen, så er der imidlertid endnu flere grunde til, at management skal være i orden, at bundforholdene er helt sikre, så hesten ikke får skader, når den slipper sin energi løs efter udlukning. Og vi skal sikre, at dækken kan holde hesten varm og tør, ude såvel som inde. En hest i løsdriften kan selv vælge, om den vil gå ind i hvilearealet og hygge sig i en lun madras, eller om den vil blæses igennem midt om natten i den friske vind. Og når den går ude hele tiden, kender den foldens bund, så den tilpasser sin bevægelse efter forholdene. Dermed er dens led og sener i bedre stand, fordi de hele tiden er i jævn bevægelse, og det var måske netop landsstævnehesten, som kunne have gavn af dette.

Så når vi planlægger hestestalde og foldanlæg, så skal vi tage højde for både hestens og menneskets velfærd. Og det gjorde de teknologstuderende ved deres eksamen i Etologi stald og anlæg. De tænkte i gode folde med ordentlige jordbundsforhold, systemer, hvor hestene havde valgmuligheden i at gå mest muligt efter foder, vand, hvile og leg. Og hvor der er forskellige bundforhold, vekslende mellem fast bund og sand, så hestene træner og styrker led og sener, bare ved den daglige tur ned til drikkekarret eller høhækken.

Godt gået, piger!