Udgivet i Skriv en kommentar

Ledelse i relationel kompleksitet, dag 1

Ledelse i relationel kompleksitet

Siden august 2012 har jeg om efteråret taget et modul på Diplomlederuddannelsen. Mens jeg arbejdede på Grindsted Landbrugsskole, var det en del af min efteruddannelse som ledelseslærer, og det har været vildt spændende at få det store udsyn over de rimeligt afgrænsede teorier, vi udvælger til studerende på akademiniveau, som Landbrugets Lederuddannelse rammer.

Mine tanker om faget til jer – efter hver undervisningsdag

Jeg mangler nu kun et valgfag og mit afgangsspeciale, som skal være afsluttet inden sommerferien 2018 (man har i alt seks år til at fuldføre). Så her i efteråret har jeg brugt af den opsparing som vi skulle have efterisoleret loftet for, og i dag var jeg så afsted på første kursusdag. Det er hver tirsdag eftermiddag i månederne frem til 12. december, hvor der er eksamen. Hver gang, vi har haft undervisning vil jeg prøve at udvælge nogle interessante emner fra dagens arbejde og indvie jer i dem her i denne blog. Det er mit håb, at I som læser den, vil bidrage med kommentarer, så vi kan få en diskussion om emnerne, forhåbentligt til alles berigelse.

Valgfaget hedder Ledelse i relationel kompleksitet – det lyder langhåret, ikke? Jeg har valgt det, fordi jeg forventer at det kan hjælpe mig med at lede min lille biks frem gennem mange komplekse arbejdsgange og problemstillinger. Med de opgaver jeg vil løse i virksomheden kommer jeg til at arbejde sammen med mange forskellige mennesker, som jeg også danner forskellige relationer til.

Dag 1 om at koordinere komplekse relationer

På billedet her på siden har jeg vist et eksempel på nogle ret simple relationer jeg skal lede/koordinere, når jeg holder en konference om f.eks. produktion af grovfoder til heste. Jeg hyrer to eksperter til at holde indlæg, jeg har lejet mig ind et sted, som kan levere lokaler og forplejning, og så kommer der forskellige kunder til foredraget. De to typer jeg har nævnt har vidt forskellig baggrund for emnet, men de har også forskellig interesse i emnet ”godt grovfoder”. Succes’en med konferencen vil til dels afhænge af at jeg koordinerer de forskellige folks aktiviteter, så vi alle bidrager til at løse kerneopgaven.

Modellen herunder er udviklet af Jody Gittell, amerikansk professor i ledelse, og hendes pointe til en succesfuld koordinering/ledelse er:

Jeg skal sikre en god kommunikation mellem personerne, så vi skaber gode sociale relationer, og at vi også taler nogenlunde det samme faglige sprog. Der kan være begreber til græsfrø og græsplanter som almindelige hestefolk ikke kender, og der kan være behov hos hestefolkene om specielle kvalitetskrav, som frøproducenten ikke kender. Jeg skal også være skarp i beskrivelsen af konferencens indhold og mål, så vi forventer det samme af dagen, ligesom jeg også skal bidrage til at opbygge gensidig respekt mellem alle deltagerne. Det handler altså meget om kommunikationen. At sige de rigtige ting på rette tid og sted. At kommunikere præcist, så man undgår misforståelser, og at man griber fat i eventuelle problemer og løser dem inden de forstyrrer formålet med konferencen.

Og det er vel egentligt sund fornuft, ikke?

Men tænker vi altid hele vejen rundt, og inddrager vi kunderne i løsning af opgaven? Udover at inddrage mine deltagere under selve konferencen, kan jeg jo også undersøge på forhånd, hvad forskellige kunder kunne forvente af et sådan arrangement. Og huske at melde tilbage til eksperterne, så de i praksis får lektie for?

Hvad tænker I – er det bare gammel vin på nye flasker, eller har den gode professor Gittell fat i den lange ende? Mon jeg i det hele taget har forstået hende ret?

Udgivet i Skriv en kommentar

Historier fra en CREW-shirt ved Mariefestivalen

 

En af mine betroede opgaver var at uddele Mariekiks

til passagererne på Marietoget…

200 T-shirts, nyvaskede og pænt lagt sammen, sorteret i størrelser, er nu pakket i poser og lagt på lageret, hvor de overvintrer til næste års Mariefestival. 500 musikere, 20 spillesteder fire dage fyldt med musik i hele byen. De gamle kalder det “Lille Tønder” – eller “som Tønder i gamle dage”.

I Ansager kalder vi det Mariefestival, Ansagers byfestival. 300 frivillige hjælpere holder en velfortjent efterårsferie, inden vi efter jul atter kaster os over forberedelserne. Vi er kun nogle få, som indimellem stikker hovederne sammen eller sysler med et eller andet til festivalen. Det er bestyrelsen i vores nystartede festivalsforening, og det er mig, dirigenten for styregruppen, som her i eftermiddags svingede tryllestaven over de mange T-shirts. Spurgte dem, hvad de oplevede i den første weekend i september, for nogle uger siden. Der er så mange historier. Om alle de kram som nogle af dem fik i festivalens informationscenter, hvor gæsterne konverterede deres printede billetter med armbånd som adgangsbillet til koncerterne. I år var femte gang, vi åbnede dørene, og mange har været med alle årene, ligesom mange af de søde mennesker i informationen. Trøjerne berettede om smil og udveksling af glade bemærkninger mellem gamle venner – “Kom ned på campingpladsen og besøg os når I har fri, vi gir en bajer!”.

En størrelse 3XL havde holdt til i Kronhjorten, som er Jagtforeningens telt nede ved åen. Nok det eneste sted i Danmark, hvor musikerne optræder blandt udstoppede dyr og opsatser med flotte gevirer. Der havde været pænt travlt med fadbamserne her, så trøjen var glad for den efterfølgende tur i vaskemaskinen. “Øl pletter ganske vist ikke, men det fedter sgu!” kunne den berette, “-men for pokker vi havde en fest med masser af god musik og gode venners lag!”

 

Anne-Lis og Sonya, to kreative damer, som med kreativ og kærlig, men bestemt hånd kører 

hele det store skoleoptog med 200 skolebørn fra Skovlund Friskole og Ansager Skole

Og her ligger de, historierne og venter på

næste år med nye oplevelser og nye historier.

Nu blandede en lille Small sig i snakken. Den havde gjort toiletter rene på campingpladsen, og var ikke udelt begejstret for tjansen. Men det skulle jo gøres, og det var rart bagefter. Også her var badet i vaskemaskinen velkomment… Og sådan kunne jeg blive ved med at fortælle historier fra de frivillige. Mange har været med alle årene, og vi har set, hvordan arbejdet med festivalen har påvirket os. I Ansager har man altid hilst, når man møder nogen, sådan på ægte jysk, lige hæve hånden til hilsen, nikke og sige DAW. Men gennem disse fem år har hånden fået mere energi. Nikket er blevet suppleret med et stort smil og en rask bemærkning. Det tager længere tid, når vi er i Brugsen eller hos Købmanden for at handle, for vi skal jo lige ordne en verdens situation eller to.

Tænk at her i vores lille by bor jeg sammen med 300 kolleger. Alle har vi vores hverdag, vores fritidsjob, som vi kalder jobbet på skolen, hos tandlægen, på slagteriet eller hvor vi nu bruger en tredjedel af vores tid. Men her i byen møder vi vores 300 kolleger som også er vores naboer og gode venner, for vi har en historie sammen – mange historier – fortalt af de T-shirts, vi har båret med stolthed under den femte Mariefestival her i 2017.

Udgivet i Skriv en kommentar

Når man rækker Fanden lillefingeren…

En af de store udfordringer i frivillighedens kultur er at rekruttere medlemmer – ikke blot til foreningen, men især til de opgaver der ligger i at drive foreningens aktiviteter.

Det er svært for de folk, som dag ind og ud brænder for foreningens arbejde og yder en stor indsats, at forstå hvorfor andre tilsyneladende bare nyder godt af arbejdet, men de er der aldrig, når man har brug for dem. Vi taler meget om dem – de andre, som ikke kommer, og vi sætter opslag op det ene og det andet sted. Ideelt set bør alle medlemmer af en forening stå på spring, så snart de får et pip om en aktivitet med brug for hænder. Hvor bliver de af, og hvad kan vi gøre for at få dem ind i kampen?

Tordenskjolds Soldater

Jeg skrev i sidste uge om fællesskabet som gevinsten og motivationen ved frivilligt arbejde. Men jeg tænker, at hvis vi nu vender den om, hvem er så egentligt med i fællesskabet og hvilket fællesskab? Vi har jo forskellige sociale behov, og vi har forskellige sociale egenskaber, afhængigt af vores personlighed og vores opdragelse. Hvordan ser sådan en gruppe Tordenskjolds Soldater ud, hvis man kigger på dem udefra? Her kommer nogle udsagn som kunne demonstrere det:

 

“- Hvor er de aktive, og dygtige til de opgaver. Jeg ville aldrig magte at gøre det lige så godt!”

“- Hvor er de indspiste, jeg får ikke et ben til jorden, hvis jeg kommer og tilbyder mig!”

“- Det er nu dejligt, at vores klub har sådan en gruppe aktive mennesker, jeg har bare selv travlt med job og bestyrelsesarbejde i andre foreninger…!”

“- Jeg kunne godt give en hånd, men jeg vil ikke involveres for meget, for så havner jeg bare i bestyrelsen…!”

 

Der er mange meninger, og det svære for “soldaterne” er jo, at disse folk skal fanges på forskellig måde, hvis vi vil rekruttere dem. Og når vi har travlt med at drive foreningen, arrangere stævner, sportsfester osv. så ser vi ikke altid, hvad der ligger bagved folks fravær fra arbejdet. Har vi husket at hilse ordentligt på forældrene til de nye spillere på lilleput holdene? – og ser vi, at Peters far ser stresset ud, når han kommer med sin søn, husker vi lige at smalltalke lidt med ham alligevel? Viser vi Lise, at vi er glade for at hun hver eneste gang møder op til arbejdsdagene også selvom hun ikke siger så meget? Interesserer vi os for Hannes kærestesorger? Husker vi at fejre Sørens indsats i sidste stævne, selvom han ikke vandt, men bare gjorde en god indsats?

 

SER vi hinanden – og viser vi det?

Det er meget nemt – og jeg tror alle formænd m.v. husker det i deres beretninger og andre taler til medlemmerne – at rose dem der på en eller anden måde bidrager til fællesskabet. Men os der kommer og bidrager, vi gør det ikke for at få ros til generalforsamlingen. Vi kommer fordi vores arbejde giver mening på anden måde. Så vi kommer også selvom man glemmer at rose os.

Mit bud er, at vi kan rekruttere MANGE flere frivillige, hvis vi rent faktisk viser, at vi gider deres eksistens til mere end betale kontingent og vaske T-shirts til kampene. Altså at vi interesserer os for deres liv og aktiviteter. Et eksempel:

 

For mange år siden skulle jeg som en del af mit arbejde på Grindsted Landbrugsskole på Træneruddannelse i Dansk Rideforbund. For at blive optaget på kurset skulle jeg bestå et bestemt dressurniveau til et ridestævne, og da min egen hest var for ung til dette niveau, fik jeg lov at låne min søsters hest – den stod i Ansager. Vi fik mig meldt ind, jeg red den nogle gange og så var der det her stævne. I princippet var jeg ret ligegyldig for klubben, de havde jo dengang ikke andet ud af mig end de penge, jeg betalte; jeg havde jo min gang i Grindsted ellers. Men alligevel var folkene interesserede i, hvad jeg lavede, de heppede på mig til stævnet, og inden jeg så mig om, havde jeg venner på staldgangen. Året efter flyttede jeg min egen hest til Ansager. 

Det betyder enormt meget for folk, at de føler sig velkomne et nyt sted, det være sig skoler, arbejdspladser eller foreninger. 

Find noget at tale om

Det er banale indsatser som at hilse på alle, man møder i foreningen, også selvom de måske ikke af sig selv byder ind. En lille bemærkning om vejret eller interesse for den andens hest, hund, barn, motorcykel…. Det skaber relationer, og det er relationerne der indlemmer os i Tordenskjolds Soldater. Det er ikke altid surt slid at være rekrutteret, der er jo også masser af fede stunder med glade unger og sjove historier. Dem skal vi huske og disse stunder skal vi hylde, for her er jo motivationen for at engagere sig. Pædagoger og ledere har et begreb de kalder Det fælles tredje, det vil sige, at når vi taler sammen om noget, som kan optage os, danner vi fælles bånd, relationer, og selvom vi måske ikke er enige om alt, eller på anden måde er forskellige, så bygger denne samtale en bro og giver os gode oplevelser sammen. Nogle kalder det at netværke, men det er meget mere end opfordringer sjove kommentarer på Facebook, for når du rører mig som person, så er jeg også lettere at bevæge. 

 

Tag hele hånden og hjertet med

Og så er vi der, hvor det svære kommer, for hvis man som bestyrelse eller aktivitetsudvalg har travlt med at få aktiviteterne til at hænge sammen, så glemmer man måske de tilsyneladende ligegyldige samtaler med folk, som man alligevel ikke ser igen. Men disse samtaler er i min optik vigtige, fordi vi derved kan skabe en større flok, der bidrager, når vi viser folk, at de er velkomne i fællesskabet. 

Som bestyrelse er den vigtigste opgave at være kulturbærer i den sammenhæng. Kulturbærer og koordinator af opgaverne ved hele tiden at pleje relationerne med foreningens medlemmer. Hvis man som bestyrelse selv har travlt med praktiske opgaver, er det ikke altid, man når at se den lillefinger, folk stikker frem. Men er man med i aktiviteterne med det formål, at tale med folk, så tager man ikke bare hele hånden, men også medlemmernes hjerte – og så har man fået nye soldater i foreningens moderne kamptropper.

Udgivet i Skriv en kommentar

Frivillighed skal læres – det bør være en del af opdragelsen!

Denne kommentar havde Rikke Formand til mit seneste blogindlæg. En god pointe i en tid, hvor mange foreninger bøvler med, at folk er svære at få op af stolene. Mange vælger at købe sig til de opgaver, som vi tidligere havde frivillige til at løse. Det betyder så at foreningerne får udgifter til lønnnet personale, hvilket så skal hentes ind igen via brugerbetalingen, altså det bliver dyrere at deltage i aktiviteterne. På den anden side vælger mange også – måske fordi de ikke har råd til at betale – den mere prisbillige løsning, hvor de så selv skal yde noget. Det ser vi flere steder i rideklubberne her i Vestjylland. Der er ganske enkelt en grænse for, hvor højt vi kan skrue priserne op. Denne diskurs har kørt i mange år, synes jeg. Ofte har foreningerne set forældre aflevere deres børn ved indgangen og hente dem igen senere. Måske er forældrene dårlige rollemodeller for børnene, måske er det netop disse børn som lærer glæden ved at bidrage i foreningen, fordi folkene her har taget sig af dem, og at de så lærer at give det videre. Ikke af forældrene, men af andre voksne rollemodeller i foreningen.

Fællesskab med voksne rollemodeller. Foto: Rikke Øberg Schmidt, RIKA.

 

Voksne rollemodeller

Måske skal vi også yde forældrene en vis retfærdighed. Da jeg var teenager og gik til ridning, fik mine forældre altså ikke lov til at hænge ud på rideskolen. Jeg så da helst at de tog hjem igen, når de havde afleveret mig. Her var mit fristed, her kunne jeg arbejde med hestene, og mand, hvor jeg lærte en masse, som jeg har haft gavn af senere i livet. Blandt andet at give det videre, som jeg har fået af andre, for vi havde voksne kammerater, og vi blev jo ikke kun sat til trælse opgaver – og i øvrigt var de trælse opgaver jo nødvendige fordi de betød noget for hestene. Udmugning betød en ren boks til hesten og dermed tørre og sunde hove samt et blødt leje at sove på. Reparation af hegn betød en ordentlig fold, hvor hestene kunne komme ud og have frihed på græs. Og så skulle elevhestene motioneres, det var også en sjov opgave, men det var vigtigt at gøre det ordentligt.

Men frem for alt var vi jo en flok der hang ud på rideskolen. Venskaber som holdt ved i mange år. Der var et fællesskab, og vi lærte at fællesskabet også var forpligtende, vi skulle også yde vores. Her tænker jeg, at de voksne i foreningerne har stor indflydelse på, om de unge lærer glæden ved at yde frivilligt arbejde. Når vi inddrager de unge i opgaverne og får disse til at give mening for os og for hestene. Når vi indlemmer dem i det fællesskab, som det netop bør være at drive VORES forening. Lad dem lege sig til det, tag dem med til klubmøder og arbejdsweekender, og lyt til deres tanker, ønsker og forslag til dagsordenen i klubben.

Tordenskjolds Soldater skal være med til at rekruttere.

Alt for ofte klager vi over at ”Det er Tordenskjolds Soldater, der møder op!” Og det er desværre ofte rigtigt. Men lad os tale om, hvordan vi så kan rekruttere de andre. Måske har de brug for at vide, at de er en del af fællesskabet. Måske kan vi ikke helt nå de voksne, men vi kan forsøge at opdrage på de unge, så de kan se meningen med at yde en indsats. Vi skal italesætte ”Det gode arbejde” eller ”Det gode liv” i foreningens fællesskab.

Det spændende er så, hvordan vi konkret gør det.

Udgivet i Skriv en kommentar

Det frivillige arbejde skaber det gode liv!

 

 

 

I disse dage har jeg haft fornøjelsen af, at dele min sommerferie med at slæbe rionet og vade rundt i våd beton sammen med en halv snes andre, som garanteret også har ondt i kroppen i dag. Jeg har været med til at støbe gulv i den nye hestestald hos RIKA, Rideklubben i Ansager og Skovlund, i Varde Kommune, Vestjylland.

Hvad får egentligt sådan en flok mennesker til frivilligt at bruge hele vores ferie på hårdt byggearbejde, når vi kunne have ligget ved en pool i Spanien med en Marguerita og nyde solnedgangen over bjergene?

Mit bud er, at vi gør det, fordi det giver mening for os, for klubben og for vores lokalsamfund. Og når noget gavner lokalsamfundet, så gavner det igen os selv i kraft af at vi har et godt liv, hvor vi bor.

Kort fortalt kom RIKA for et par år siden i den situation, at de nye ejere af klubbens faciliteter selv ville bruge stedet og dermed blev lejeaftalen opsagt. En maratonopgave gik i gang for at finde klubben et nyt sted, ikke nogen nem opgave, når kravet fra kommunen var at det skulle være indenfor postnummer 6823 Ansager. 1. maj i år flyttede vi heste og alt habengut fra den gamle adresse ud på en nedlagt kvægejendom, hvor kostaldene nu skulle være ridehal og hestestald med hjælp fra LAG-midler, fonde og private sponsorer.

Samt frivillige hænder til at udføre opgaverne.

Man kunne fristes til at give op og finde et andet sted at stille sin hest eller sende sit barn på en anden rideskole, men foreninger har det med at fungere, så længe der er nogen som vil dem. Og på trods af at der nu i et landsbysamfund med knap 2000 indbyggere ligger en trænings- og salgsstald, en mindre ponyrideskole samt flere små hestepensioner, så er der stadig et behov for rideklubben. I min optik fordi det giver mening i to dimensioner:

  1. Den demokratiske dimension – vi bestemmer selv vores mål, ambitioner og aktiviteter, indenfor de vilkår som demokratiet stiller til flertallet og den enkelte deltager.
  2. Den sociale dimension – vi danner netværk med folk som har samme interesse i at holde vores forening kørende, ikke alle fordi de ønsker selv at ride, men fordi de ønsker at det skal være en mulighed for deres eller deres naboers børn.

Begge dimensioner er i bund og grund et spørgsmål om ledelse.

I et demokrati er jeg selv med til at vælge min leder, men den siddende bestyrelse er ikke nødvendigvis de mennesker, jeg selv stemte på ved generalforsamlingen. Derfor har de en forpligtelse overfor de mennesker som ikke stemte på dem, og det betyder at bestyrelsen skal agere for hele organisationens bedste. Det er formandens fornemste opgave at bestyrelsens beslutninger lever op til dette. At beslutningerne er truffet på et solidt grundlag, hvor alle nødvendige faktorer er vendt. Det kræver at man er velforberedt på samme måde som en leder i en erhvervsorganisation.

Den sociale dimension er den, der får medlemmerne til at komme og deltage i aktiviteterne. Ikke bare som nydende medlemmer, men som ydende og ansvarlige aktører i foreningens arbejde. Det er her, bestyrelsen har sin fornemmeste opgave.

Bestyrelsen skal kommunikere strategien til medlemmerne

Mange vælger at gøre tingene selv, ofte fordi de er ildsjæle, som elsker arbejdet i en klub, men når man hver gang sidder med Tordenskjolds Soldater, tærer det på engagementet og flere ildsjæle dør ud.

Det er et spørgsmål om ledelse, at man som valgt bestyrelse først og fremmest tænker i at sætte medlemmerne i arbejde. En virksomhedsleder arbejder meget med at formidle meningen med arbejdet til sine medarbejdere, og det samme skal lederne af de frivillige. Vi skal føle, at vi er med i noget som er større end os selv, vi skal have et mål med vores forening, som vi kan identificere os med. Det er en kæmpe udfordring – og for nogle ildsjæle et paradigmeskift, at man fra medlemmernes side forventer at blive sat i gang, at blive opfordret til at deltage. Trods vores ihærdige arbejde på sociale medier, trods vores forskellige professioner som dygtige, ansvarlige, effektive medarbejdere på job, så går vi på lavt blus i vores forening, hvis ikke ledelsen ønsker vores indsats. Vi melder os ikke nødvendigvis selv til arbejdet i starten, for der er jo sikkert så mange andre, som bedre kan det her end jeg.

Jeg ved ikke altid at jeg er en ildsjæl, før nogen tænder mit lys

Det er i denne kontekst at de valgte bestyrelser skal arbejde, og her er det ikke kun formanden, men hele bestyrelsen, som skal i spil, fordi det giver flere knudepunkter til foreningens netværk af potentielle ildsjæle, som bare venter på at blive tændt. Det lyder nemt, men i praksis betyder det, at den valgte bestyrelse hele tiden skal kommunikere taktisk til medlemmerne. Man skal tale med alle, nye som gamle medlemmer og sikre sig, at vi føler os velkomne i arbejdet med at køre foreningen. Man skal være bannerfører i en kultur, hvor omdrejningspunktet er interessen for hinanden og vores fælles aktiviteter.

Derfor er jeg i dag øm i arme og ryg af at slæbe beton sammen med min rideklub, og når vi om et par uger skal sætte hestebokse op på vores fine nye gulv, så vil jeg arbejde på at få flere med. Dels fordi arbejdet er nemmere, når man hjælper hinanden, dels fordi jeg har muligheden for et fællesskab, som jeg er forpligtet til at give videre til andre. Til gavn for mig selv og det gode liv i mit lokalsamfund.