Udgivet i Skriv en kommentar

Hop med i NENUC’s Foderskole på Facebook

Så sker der igen noget her i NENUC. Test din viden i den lille quizz her og hop med på NENUC’s Foderskole.

Formålet med det første kursus i Foderskolen er at give dig indsigt i, hvad opbygningen af hestens mundhule og tandsæt betyder for dens tygning og foderets videre vej i fordøjelseskanalen.
Herunder hører:
– valg af fodermidler for god tyggetid og spytsekretion
– fokus på god tandpleje
– forståelse for anatomiens betydning

Det første kursus hedder Tyggetid og omfatter:

  • Kursusmodul med viden og quizzer om hestens mundhule og tygning af foderet.
  • Fri adgang til begyndelsen og mulighed for at medvirke i udviklingen af den store interaktive e-foderbog Fodringsmanagement i Hesteholdet.

Det er planen at der skal komme flere kurser. I første omgang arbejder jeg på følgende kurser:

Hestens fordøjelsesanatomi og fysiologi (en forlængelse af kurset om hestens tænder).

Fodringsmanagement i Hesteholdet som Adventurekursus.

Udgivet i Skriv en kommentar

Det første år som selvstændig

Denne dag, den 30. juni, for et år siden pakkede jeg mine sidste ting fra mit gode job på Grindsted Landbrugsskole, krammede farvel til kollegerne og kastede mig hovedkulds ud i virkelighedens verden som selvstændig. Og hvordan er det så gået?

Sæt dit blod frit!

På et tidspunkt snakkede jeg med en ledelseskonsulent i Landbo Syd, og vi snakkede om udfordringerne med at skulle tænke business efter et langt arbejdsliv som fastansat til fast løn, og hvor det ikke var den enkelte opgave, som blev faktureret. ”-det kan godt være sundt at få rusket kalken ud af årerne!”, sagde han. Og det har han ret i. For det betyder jo rent faktisk også, at blodet får mulighed for at strømme frit, så næringsstofferne kan komme rundt til cellerne og affaldsstofferne kan udskilles. Og man mærker adrenalinen bruse, når tingene lykkes. Om det så bare er de små sejre, så føles de berusende, fordi man har gjort et godt stykke arbejde, som honoreres ved kasse 1.

Verdens bedste netværk

Det var meget spændende at stå der in the mittle of nowhere og ikke vide, hvordan de næste måneder ville forme sig, men det viste sig faktisk at være bæredygtigt. Jeg kan konstatere, at jeg har verdens bedste netværk, for inden jeg rigtigt kunne komme i gang med at lave markedsføring, hjemmeside og så videre, begyndte folk af sig selv at ringe for at høre, hvad jeg lavede, og om jeg kunne komme og hjælpe med en lille opgave hos dem.

Jeg er jer alle dybt taknemmelig for hver en henvendelse og hver en anerkendelse, I har vist mig. Det har gjort livet som selvstændig til en leg, og jeg har nydt at lege med jer. Skulle I en anden gang få brug for mig, så er jeg altid med på det værste!

Min rejse har bragt mig vidt omkring. Jeg har været ude at holde foredrag for seriøse hestefolk, som ville have uvildig viden om fodring af deres heste. Jeg har holdt workshops på efterskoler med hestelinje. Vi har snakket fordøjelse og fysiologi i dybden, vurderet huld på deres heste og diskuteret kvaliteten af deres hø. Jeg har arbejdet med fundraising og pædagogisk udvikling, og jeg har undervist professionelle erhvervskvinder i brug af sociale medier til rekruttering af medarbejdere og en masse andet.

Et åndehul for nærhed og autenticitet

Jeg har undervist og været censor på næsten alle landets landbrugsskoler, i små og store sammenhænge. Det har været rigtigt sjovt, igen at komme på skolerne og blive optaget alle steder som en af flokken, og alligevel som udenforstående at opleve den kvalitet, som alle skolerne rent faktisk lægger i deres virke. Både på den faglige platform og på nye aktiviteter i tråd med kulturen hos de elever, som nu søger erhvervsuddannelser. For mig er der ingen tvivl om at skoleformen bør have lov at fortsætte i mange år frem. Den giver moderne unge et autentisk fristed og et åndehul i et stressende liv mellem sociale medier og krav fra familie, samfund og erhvervsliv. Der er en nærhed og anerkendelse på disse skoler mellem lærere og elever, som giver de unge mennesker en ballast til deres videre færd, uanset senere erhvervsvalg.

Et forbund for udvikling og entusiasme

Min største opgave har imidlertid ligget og vil fortsat ligge i hesteverdenen. Den er en del af min DNA, og det er her, jeg virkelig føler mit blod sat frit. Gennem dette forår 2018 har jeg gennemført en større undersøgelse af Dansk Rideforbunds kursusudbud til medlemmerne. Jeg har talt med en masse dejlige hestefolk om deres oplevelser af behov for kurser, ideer til nye kurser samt forbedring af eksisterende. På den baggrund har jeg udformet et oplæg med anbefalinger til rideforbundets fremtidige uddannelses- og kursusstruktur, som jeg meget håber de vil tage til sig. I den forbindelse har jeg haft verdens bedste samarbejdspartnere i rideforbundets sekretariat og bestyrelse. De smed simpelthen hvad de havde i hænderne for at hjælpe med undersøgelser, ideer og praktiske oplysninger. Og de brænder for deres job for ridesporten, om det er for bredde eller elite, om det er for klubberne eller de enkelte ryttere. En stor cadeau til jer alle, håber vi kan komme til at lege sammen igen på et senere tidspunkt.

En sommerhøjskole for det brusende blod

Fremtidens opgaver bliver ikke mindre spændende. Nogle projekter har jeg allerede meldt ud, andre ligger i støbeskeen og skal lige formes lidt, inden de sendes ud over rampen. I det kommende år vil jeg ofre mere opmærksomhed på min mission og det netværk, som har fulgt mig her. Der skal skrives flere indlæg i NENUC’s blog og på Facebooksiden. Jeg vil skabe læring for hestefolk! Det gør jeg ved at formidle viden og ved at opbygge konferencer, hvor man kan deltage og lære i samvær med andre eller fordybe sig, når man selv har tid og lyst. Helt konkret kan I se frem til nogle meget spændende konferencer med dygtige indledere og udfordrende workshops rundt om i landet.

Og i juli 2019 kan I komme på sommerhøjskole med NENUC, hvor fokus er på et sundt og aktivt liv – for både heste og ryttere. Sommerhøjskolen vil løbe af stablen i mit eget lokalområde, her i Ansager, og med hjælp fra meget spændende samarbejdspartnere. Målet er, at alle skal have mulighed for at ruske kalken ud af årerne og mærke sit blod strømme frit i årerne.

Herom nærmere, når programmet og aftalerne er mere på plads.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er dit domæne?

Der er mange ting, man kan gøre ved sin mødeledelse – hvad gør du, når du holder møder?

Følger I en standard dagsorden?

Bryder I nogle gange op og laver små sjove stunts på mødet?

Når jeg browser mødeledelseskonsulentmarkedet igennem, finder jeg mange sjove, mærkelige og gode metoder til at skabe et godt personalemøde.

En bedre mødekultur

Jeg har været ude hos en kunde, som gerne ville have nogle bedre personalemøder. Det er en længere proces, hvor vi mødtes for et par måneder siden til en brainstorm. En af vore konklusioner fra denne brainstorm var, at man i mødekulturen havde en tendens til at skyde hinandens ideer ned, inden det blev undersøgt, om disse var gode. I det hele taget talte man ikke særligt pænt til hinanden. Man havde prøvet mange gode forslag, men det ændrede ikke ret meget ved den mødekultur, som herskede.

For at løse dette måtte vi tænke over hvorfor det var sådan. Og svaret lå ikke lige for – hvad gør egentligt at folk, der ellers er venlige og joviale, bliver satirisk stikkende eller bare stille og mutte i bageste ende af lokalet? Hvad udløser denne modstand mod møder? Hvis vi spørger folkene, er svarene ofte noget á la:

  • ”- møder er spild af tid!”
  • ”- vi har jo prøvet alle disse ting, hvorfor skal vi drøfte det igen?”
  • ”- vi ved jo, at der ikke er tid/penge til det!”

Og så videre…

Men hvorfor nu det, når vi jo egentligt har aftalt, at vi skal være bedre til at lytte, respektere hinanden osv.? Hvad er det, der gør, at vi falder tilbage i det samme spor igen og igen?

Hvis vi spørger hjerneforskere, så kan det hænge sammen med at vi holder al den information vi modtager, op mod den forforståelse, vi allerede besidder. Endda ubevidst, inden vores hjerne overhovedet begynder at tage stilling til det vi oplever. Fra vores sansenerver i øjne, ører m.v. kommer indtrykkene gennem et filter i hjernebarken, således at når vi bevidst hører eller ser noget, så kommer 20% af det vi oplever, fra selve sanseindtrykket, mens de resterende 80 % kommer fra den informationsmængde, vi i forvejen har liggende i hjernebarken. Det kalder nogen for vores forforståelse, vores erfaringer, vores baggrundsviden. Vores hjerne snyder os til at tro, ikke hvad vi hører, men hvad den mener vi har godt af at vide!

Kunsten er jo så at tale fornuft til sin hjerne, og et redskab hertil kan være tre domæner for kommunikation og handling. Domænerne kan forstås som rum med bestemte regler for, hvordan man kommunikerer og handler.

De tre domæner

Det personlige domæne handler om mig, og det jeg mener. Det handler også om dig, men det er som du selv ser det. I det personlige domænefortæller vi hinanden hvordan vi oplever tingene, og her kan vi udveksle vigtig information til en bedre forståelse for hinanden. Men afhængigt af vores egen opfattelse, kan der her være en fælde i at diskutere, hvem der så har ret.

Produktionens domæne handler om formen, rammerne for vores samvær. Medarbejder og leder, regler, normer, visioner, politikker m.fl. Her har vi defineret et fælles sæt omgangsformer som gør at vi kan begå os, at vi ”ved hvor vi har hinanden”. Det giver en tryghed, men der kan jo også her være divergerende opfattelser af, hvad ”man” kan tillade sig at gøre, og en fælde her kan være ”plejer”.

Refleksionens domæne handler om sagen og mulige forklaringer på tingenes tilstand. Det er her, vi diskuterer årsager, sammenhænge og nye muligheder. I refleksionens domæne er personerne ligeværdige, her er der ikke kun én sandhed, men flere løsningsmuligheder. Refleksionens domæne er en forudsætning for at være nærværende og anerkendende, det er her vi prøver at se forbi vores egen forforståelse og være nysgerrig og meningssøgende.

Stil skarpt på kommunikationen

På personalemødet kan domænerne bruges til at strukturere, hvordan vi skal behandle forskellige sager. Er det nu, vi skal være planlæggende og konkluderende, eller er det nu, vi skal reflektere sammen og undersøge mulighederne? For mødedeltagerne kan det give god mening. Særligt dem, som har behov for stærke rammer og struktur, kan have gavn af den ro, det giver at vide, hvad der egentligt er formålet med vores kommunikation i dag. I praksis kræver det en del træning, også fra mødelederens side, for det handler om at holde sig selv skarp på selve kommunikationen og ikke lade sig forføre af en meningsudveksling.

Hvis vi har aftalt, at vi nu kommunikerer i refleksionens domæne, er det vigtigt, at vi forholder os undersøgende og lyttende. Dvs. som mødeleder skal man også forsøge at lytte – også når en deltager falder i sin egen forforståelse. Så handler det om at finde ud af, hvorfor denne er så vigtig for den sag, vi diskuterer.

Et eksempel på brug af de tre domæner i vores case med en landmand.

Domænerne skal også bruges i kreative processer, hvor man også kan bevæge sig ind og ud af domænerne efter behov, efterhånden som man bliver komfortabel med dem. Jeg brugte dem på et undervisningsforløb, hvor nogle studerende skulle planlægge en rådgivningssession for en landmand, som havde indvilliget i at stille sin ejendom til rådighed for vores case. Se billedet ovenfor.

Læs mere

Vil du læse mere, så kan jeg anbefale bogen Absolut nærvær – domænerne på arbejde.

Katrine Söderberg & Peter Bregendahl m.fl. (red.): Absolut nærvær – Domænerne på arbejde. Forlaget Frydenlund, København 2008.

Udgivet i Skriv en kommentar

Se på hesteholdet oppe fra helikopteren

Op i helikopteren

Start altid med at gøre dig nogle overordnede tanker, når du skal indrette plads til dine heste. Alt for ofte kommer vi nemlig til at låse os fast i det, vi eller naboen plejer at gøre, og måske passer det ikke til behovet om nogle år. Vi kan ganske vist ikke spå om fremtiden – og vi skal jo også forholde os til ny viden, nye regler og ændrede behov hos os selv.

Hvilke heste har du om ti år?

Hvilke heste har du nu – og hvordan tror du det vil udvikle sig gennem de næste 5-10 år? Mange kvinder på min alder skifter faktisk hest – rent bogstaveligt – når den gamle spring- eller dressurhest er gået over broen, og vi skal kigge os om efter en ny. Og den nye bliver ofte en mindre udgave, en fjordhest eller en islænder, som er lettere at håndtere, når man har børn, hjem og karriere, der skal passes. Heste, som har andre behov for opstaldning end den varmblods ridehest, vi i sin tid sværgede til.

Det er så hvad det er. Den nye hest får jo masser af plads i boksen, men hvad nu hvis nu vi i sin tid havde indrettet stalden til børnenes ponyer, og de skifter til stor hest, når de bliver 16? Så skynder vi os at bygge store bokse og tune stalden til drift af store heste. Tre år efter er ungerne flyttet hjemmefra, med eller uden hestene, og der står vi med en islænder, som hellere vil gå i en løsdrift, hvor den kan vælge at gå ud i den friske snestorm…

Kan man i det hele taget lave et system, der uden gentagne millioninvesteringer kan tilpasses forskellige hestes brug og behov?

Hvilke kunder har du om ti år?

Som professionel er udfordringen måske endda mere udtalt, da det jo er mange penge, der skal investeres, når et staldanlæg er udslidt, og der skal tilpasses til nye regler eller ændret brug. Alt for ofte gør vi store investeringer i et staldanlæg, hvor vi i bund og grund blot tilpasser materialer og måske boksstørrelser, i stedet for at tænke ud af boksen med overvejelser om kravene til fremtidens hestestalde.

For én ting er ændrede regler i form af f.eks. Hesteloven. En anden ting er, hvad kunderne vil forvente af dit hestehold om 5-10 år? Tendenserne går mod mere plads, friere adgang til folde osv. Hvad nu, hvis den overvejende del af danske hesteejere om 10 år ønsker meget mere valgfrihed til deres heste i opstaldningsform, og du har lige investeret millioner i en god, gammeldags boksstald med fine ridebaner og motionsfolde. Du overholder alle lovkravene pt. og boksene er store, lyse og lækre – altså i dag!

Kan man i det hele taget lave et system, der uden gentagne millioninvesteringer kan tilpasses hesteejernes forskellige ønsker og behov?

Hvor langt vil du gå for dine heste?

Vi har ofte tænkt i bokse, når vi anlægger hestestald. Og selvom der kan være gode grunde til stadig at opstalde heste i bokse, så kan der være så mange flere grunde til at tænke i hele anlægget, når man har chancen for at grave og flytte om på tingene. En god plan over hele anlægget, kombineret med fornuftige løsninger omkring bundforhold og logistik i arbejde og træning kan spare mange penge på den lange bane, for slet ikke at snakke om det bøvl, man kan spare, når det er møgvejr en hel vinter og foldene bliver mudrede og farlige at færdes på. For slet ikke at tale om at skulle trække 20 heste ud til de fine motionsfolde, vi anlagde på en flot skråning bag ved ridebanerne? Og fordi det er møgvejr, er der ikke et øje på banerne, de er inde i ridehallen…

Kan man i det hele taget lave et system, der uden gentagne millioninvesteringer kan løse udfordringerne med hestens behov for frihed på fold og vores eget behov for gode arbejdsforhold?

Hvad tænker du?

Ordet er frit…

Udgivet i Skriv en kommentar

Du skal tro på, at vi vil dig det bedste!

For nogle dage siden reagerede jeg på et Facebook-opslag. Det gør jeg ofte, så i sig selv bør det ikke undre. Men denne gang erklærede jeg mig faktisk uenig i et af de her citater, som folk deler, fordi de synes det siger dem noget. Citatet lød:

Ingen ser dine kampe
Ingen ser din smerte
Ingen ser dine tårer
Alle ser dine fejl!

Det er formodentligt tænkt som en støtte til folk, der føler sig ensomme og forfulgte, og kan nok have en vis sandhed i nogle sammenhænge. MEN jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker vi støder fra os, hvis dette citat bliver vores livsvisdom og dermed påvirker vores adfærd. Jeg vil ikke medvirke til at give medhold til den selvretfærdighed, som jeg opfatter i citatet. Men jeg mener også, at jeg kan såre folk, der har det svært ved direkte at sige citatet imod. Derfor vil jeg i stedet prøve at berige citatet ved at stille spørgsmål og undre mig – og det kan jeg ikke gøre uden at sætte mig selv i spil.

Du skal vise dine kampe!

Hvis ingen ser vores kampe, kan det så være fordi vi ikke kæmper med åben pande, men inde i vores eget hoved? Og hvem er det så vi kæmper mod? Jeg har selv brugt mange år på at kæmpe med mindreværd og en ensomhedsfølelse, som jeg troede ingen forstod – indtil det gik op for mig, at det gør alle. Vi kan alle være i situationer, hvor vi er usikre på os selv, og om vi slår til. Forskellen ligger i, om vi kan fokusere på at bekæmpe det, vi kan ændre, dvs. den måde vi vil acceptere og håndtere vores fejl fremadrettet. Når vi kæmper for os selv, er det så fordi vi er bange for, at andre vil fortælle os at vi har ret? Ret i at vi begår en masse fejl? Og er det så egentligt ikke os selv vi kæmper imod?

For når vi erklærer nogen krig – systemet, skolen, dumme naboer osv. – så er det vel fordi vi føler os uretfærdigt behandlet og så går vi til modværge med de midler vi nu engang finder nødvendige. Og så kæmper vi med åben pande. Om vores kamp så er retfærdig vil jeg i denne sammenhæng ikke gøre mig til dommer over, men i hvert fald kan man ikke være i tvivl om kampen, og dermed vil der også være folk, som kan sympatisere – eller det modsatte. Det er jo definitionen af en kamp – vi er uenige, hvem har mest ret? Man får ikke nødvendigvis medhold, men jeg tror, man får noget andet, nemlig respekt!

Du skal vise din smerte!

Respekt er et underligt ord, men hvis der er noget, respekt ikke giver, så er det medfølelse. Men ret beset har vi heller ikke brug for medfølelse, vi har brug for omsorg, og det er i min terminologi kærlighed og respekt. Respekt giver sig udtryk i mange forskellige reaktioner, og de kan misfortolkes, hvis man ikke italesætter dem. Som barn blev jeg ofte mobbet i skolen. Det har jeg siden fundet ud af at alle børn bliver, mere eller mindre. Men jeg var selvfølgelig ked af det. Det var synd for mig, syntes jeg, men de skulle ikke tro, at de kunne få held til at se min smerte! Så jeg lukkede mig om mig selv, jeg lærte mig selv, ikke at se de andre børns smerte, når jeg ”gav igen af samme skuffe”, som var datidens hjælp når man blev drillet. En klog nabo sagde engang: ”Der ligger en kæmpe styrke i at turde vise sine svagheder!” Hvis jeg samtidigt også viser min kamp for at forstå såvel min egen som andres smerte, møder jeg et stort potentiale i den kærlighed og respekt jeg viser, og den omsorg jeg nyder fra de andre. Hvis jeg tør, for det kræver mod.

Du skal vise dine tårer!

Det kræver mod at vise sine bløde sider, fordi vi ofte forveksler dem med svaghed. Men når jeg græder, viser jeg tegn på at jeg kan føle. Og hvis jeg ikke kun føler med mig selv men med andre, kan jeg arbejde på at forstå – at stille spørgsmål for at forstå. Og vise respekt for det svar jeg får. For det gør mig klogere på dig, men det gør mig måske også klogere på mig selv, hvis jeg tør stille mig selv det samme spørgsmål. Og når jeg lægger op til en respektfuld dialog, så er jeg med til at skabe en god relation mellem os, fordi jeg ikke agerer som en bedrevidende snob, men som et ligeværdigt menneske.

Lad alle se dine fejl!

Dermed skal jeg også erkende, at jeg kan begå fejl. Lige som alle andre. Hvis jeg fokuserer på, at folk kun ser mine fejl, så har jeg allerede vendt ”fejlfiltret” mod dem, dvs. så ser jeg i hvert fald også alle deres fejl. Ja, vi er ikke perfekte, men vi kan stræbe efter at være ordentlige mennesker, blandt andet ved at erkende, at vi laver fejl, og at vi arbejder på at råde bod på dem. Nogle gange går det ud over andre. Det kræver en ærlig undskyldning og et ønske om at forbedre sig. Hvis vi udvikler et mere afslappet forhold til vores fejl, vil vi også bedre kunne tage det modspil vi får, når vi siger eller gør noget dumt. Vi burde måske lade der gå sport i at vise vores fejl – med den læring vi drager af fejlen, og hvad vi så vil gøre fremover for at blive dygtigere og stærkere!

Tager jeg fejl?

Udgivet i Skriv en kommentar

Tænk ud af boksen!

Social hygge en solskinsmorgen

Når vi planlægger hestestalde og foldanlæg, så skal vi tage højde for både hestens og menneskets velfærd!

For et par uger siden havde jeg fornøjelsen af at være censor på Erhvervsakademi Aarhus for en række jordbrugsteknologstuderendes eksamen i faget Etologi, stald og anlæg. Eksamensopgaven var, kort fortalt, en projektopgave, hvor de studerende skulle designe et nyt staldanlæg, hvor de sætter deres viden om hestens behov i spil med lovgivningen og de mere tekniske detaljer omkring staldbyggeri.

Næsten samtlige valgte at designe til rideheste, og vel at mærke med det formål at skabe opstaldningsforhold, som tilgodeser hestens behov for frihed på fold og rytterens behov for kontrol med hestens frihed samt det praktiske med ikke at skulle gå 500 m ud på en mudret fold for fange hesten en mørk vintereftermiddag.

Et par af grupperne havde valgt den traditionelle boksstald med det twist, at hver hest havde sin egen udgang til græsfolde. Rigtigt gode projekter over hele linjen. Særligt hæftede jeg mig dog ved et projekt af to gæve piger, Pernille Lykke Hansen og  Sandie Jæger Hahn. Jeg har siden talt med pigerne, og det bliver spændende hvad der kan komme ud af dette møde. Følg med her på siden.

Det bragte mig til at reflektere over det med at have konkurrenceheste, og de erfaringer vi gjorde, da vi i 2009 på TronsøSkolen anlagde et Hit Aktiv system. Nogle af jer kender det, det er et østrisk/tysk system med en avanceret løsdrift, hvor hestene kan bevæge sig frit på fold og indendørs hvilearealer, indtage små portioner kraftfoder i en kraftfoderautomat samt tilpassede mængder hø eller wrap i grovfoderautomaterne. Alt med det formål at hestene i løbet af dagen skulle gå så meget som muligt mellem de forskellige stationer. Vi havde store forventninger til HitAktiv, da det jo kunne give mulighed for at holde forskellige typer heste i samme flok, f.eks. vores elevheste, selvom de var forskellige i deres behov for foder. Systemet kører ikke mere på TronsøSkolen og det er jo ærgerligt, men der er flere gode grunde hertil. Blandt andet var den styrende software DOS-baseret, og kun på tysk. Det sætter visse begrænsninger i, hvem der kan håndtere computeren, ligesom det kneb med opdateringer til Windowsbrugerfladen. Det gjorde, at vi var nødt til at have en gammel computer stående i stalden for at kunne håndtere systemet indendørs. Ellers var tanken i systemet som sådan smart, men der var nogle andre ting, vi i vores pionérånd ikke fik gjort godt nok. Læs følgende og lær af vores erfaringer.

Det skal være nemt at passe hestene

For det første valgte vi et forkert design, hvor hestene ganske vist opnåede gevinsterne med at gå fra station til station. Og på en pæn stor mark, så der var god plads til alle. Men vores placering af disse stationer betød, at os der passede og red hestene, også skulle gå på den store mark fra station til station for at holde automaterne, rense for hestepærer for slet ikke at snakke om at hente hestene når vi skulle ride. En mørk vinteraften går hestene altså ikke nødvendigvis ind på hvilearealet og ligger i halmen, hvis der sker noget mere spændende i den anden ende af folden!

Sundt for os, der jo også fik gået masser af sunde skridt hver dag, men træls hvis man havde halvtravlt og lige skulle nå at ride.

Jeg husker sågar en nytårsaften i en isvinter, hvor jeg havde staldtjansen med at køre ud og kigge til hestene ved midnatstid. Vi var jo lidt nervøse ved at have dem gående ude, når fyrværkeriinfernoet satte ind. Men der stod de, ti heste i et hjørne af folden og kiggede på raketter, som om de syntes det var et fantastisk flot skue. Ingen var synligt nervøse, men de havde jo også hinanden som tryghed.

Brug pengene på en tør, veldrænet bund i folden

For det andet kom vores anlægsproces på tværs af finanskrisen i 2008-2009. Det betød at vi også måtte tænke økonomi og valgte desværre at spare det forkerte sted, nemlig på foldens bundforhold. For selvom jordbunden i Grindsted praktisk taget består af sand, så vil en bund med 10 heste, der tramper rundt, kombineret med et meget regnfuldt efterår 2009, hurtigt blive pakket hårdt sammen og al overfladevand kunne kun vanskeligt komme væk. Resultatet var mudder overalt med massive surstråle- og mukproblemer. Til gengæld havde vi en dobbelt kraftfoderstation til 40 heste og to høstationer til 24 heste. Vi løste mudderproblemet ved at lave drænede veje rundt i anlægget, men i bagklogskabens lys burde vi jo fra starten have fæstnet og drænet hele arealet mellem stationerne, og så kunne vi have nøjedes med halvdelen af disse.

Det er kun hunde, som elsker at pladre i vand og mudder

Så Hit Aktiven blev en begrænset succes, trods det faktum, at de heste, som kom derud næsten alle var glade for det. Men hvad kan vi fremadrettet lære af historien?

Hestens velfærd afhænger af menneskets velfærd!

Vi kommer ikke uden om det: Vi har hestene for vores egen skyld, og hvis vi selv ikke trives med mørke og mudder, så kommer hesten altså ikke ud at gå! BUM!

Og netop mudder er der gode grunde til ikke at lukke hestene ud på, derfor er det allerførste man skal tage alvorligt, at de arealer, hvor hestene færdes meget, skal drænes og befæstes så heste og mennesker kan færdes tørskoet og sikkert.

Det gælder jo også de vinterfolde, vi lukker almindelige boksheste ud på.

Når vi så alligevel holder vores heste i boks, så er det fordi vi ønsker at have muligheden for at vælge, om hesten skal ud i mudderet, vi føler vi har kontrol over, at hesten har det godt. Hvis vi ikke selv er vilde med mørke og kulde, så kommer hesten heller ikke ud når det er mørkt og koldt. Derfor er det vigtigt, at der er lys de steder, hvor vi skal færdes for at komme til vores hest. Vi kan godt leve med at hesten kan lide kulde, men det er jo træls at fryse fingrene af, når vi selv skal ordne hesten.

Hestene er måske lige glade med, om de har jord i pelsen efter en god rulletur, eller om de er lidt langhårede, fordi de tilpasser pelsen efter temperaturen. Men det er vi ikke, når vi skal gøre den fin til landsstævne på lørdag. Der er jo ikke megen ballet over en lodden bamse i en MBA? Og rent praktisk kan en hest, som rides på MB-plan jo have svært ved at komme af med overskudsvarmen, under arbejde, så den ganske enkelt ”går død” under ridningen. Vi løser det ved at klippe den og holde den varm med dækken, når den ikke arbejder.

Hesten vælger ikke altid det samme som vi

Når hesten så står i boks og kommer ud de lovpligtige to timer fem dage om ugen, så er der imidlertid endnu flere grunde til, at management skal være i orden, at bundforholdene er helt sikre, så hesten ikke får skader, når den slipper sin energi løs efter udlukning. Og vi skal sikre, at dækken kan holde hesten varm og tør, ude såvel som inde. En hest i løsdriften kan selv vælge, om den vil gå ind i hvilearealet og hygge sig i en lun madras, eller om den vil blæses igennem midt om natten i den friske vind. Og når den går ude hele tiden, kender den foldens bund, så den tilpasser sin bevægelse efter forholdene. Dermed er dens led og sener i bedre stand, fordi de hele tiden er i jævn bevægelse, og det var måske netop landsstævnehesten, som kunne have gavn af dette.

Så når vi planlægger hestestalde og foldanlæg, så skal vi tage højde for både hestens og menneskets velfærd. Og det gjorde de teknologstuderende ved deres eksamen i Etologi stald og anlæg. De tænkte i gode folde med ordentlige jordbundsforhold, systemer, hvor hestene havde valgmuligheden i at gå mest muligt efter foder, vand, hvile og leg. Og hvor der er forskellige bundforhold, vekslende mellem fast bund og sand, så hestene træner og styrker led og sener, bare ved den daglige tur ned til drikkekarret eller høhækken.

Godt gået, piger!

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvem er jeg?

Dette spørgsmål kunne man nok påstå, at jeg har svaret på andet sted på siden, og i øvrigt kan I jo bare læse mit CV. Hvorfor så tage det op her i bloggen?

Artiklen her handler om, hvordan vi opfatter os selv. Det var emnet for diplomlederkurset i tirsdags og i morgen. Dette blogindlæg er også en del af min hjemmeopgave til i morgen, hvor vi skulle reflektere over de valg og historier, som har været med til at danne vores egen selvopfattelse.

Fornuft og følelse

Hvis vi går helt tilbage til romantikken, var man optaget af et lidenskabeligt jeg. Det mystiske i personligheden. Stærke følelser styrede vores opfattelser af os selv og andre. Dette billede blev siden overtaget af et meget mere nøgternt billede af ”det, jeg oprindeligt er”, fornuftigt tænkende, stabil og troværdig (Andersen, 2006). Hvis I ligesom jeg har læst Jane Austens roman, Fornuft og følelse eller bare set filmen (ikke den om Mr. Darcy, den med Hugh Grant som Mr. Edward Ferrars), kan I sikkert også genkende det i de to søstre, den yngste lidenskabeligt romantisk, mens storesøsteren var overdrevent fornuftig og altid gjorde, som man forventede af hende. Kan I huske den? Find den på Netflix, hvis du ikke selv har den på dvd, den er fantastisk. Nå, men de to søstre viser meget godt, hvordan det romantiske og det moderne jeg kæmpede om vores opmærksomhed.

Efterhånden som vores liv er blevet mere globalt, og vi deltager i netværk over store dele af landet og Jorden, har man i socialpsykologien udviklet ændrede opfattelser af menneskets identitet. Vi er jo ikke helt den samme hele livet, vi påvirkes kraftigt af de relationer, vi indgår i. Og det lyder jo som almindelig sund fornuft, ikke?

Selvet står lidt i modsætning til Identiteten, der opfattes som en fast kerne af personligheden. Selvet er et resultat af det billede, vi danner af os selv, og det konstrueres i samværet med andre mennesker, det vi også kalder social konstruktion. Når vi nu interesserer os meget for at undersøge Selvet, er det fordi det kan medvirke i forståelsen for, hvordan vi skal lede moderne medarbejdere, og det kan forklare nogle af de udfordringer moderne ledere står med i praksis.

Hvem har præget din selvopfattelse?

Når et nyfødt barn begynder at pludre og få øjenkontakt med sin mor, begynder det at udvikle sig i forhold til den kontakt, som moderen viser barnet, og sidenhen udvikler barnet Selvet i relationen med moderen og resten af familien, venner, pædagoger, lærere, Facebook, Instagram, Snapchat osv. Og det giver god mening. Meget af dette er sket ubevidst, men kender I ikke også det, at I ofte tænker på bestemte personer i bestemte sammenhænge? Jeg havde for eksempel en tante, Katrine, som var meget dygtig til at lave mad og effektiv med husarbejdet. Og når jeg var på ferie der, skulle jeg selvfølgelig bidrage. Og de ting, jeg lærte af hende, har jo medvirket til at præge min ordenssans i køkkenet, mens jeg hos min mor lærte det hyggelige i at sylte, bage osv. Disse ting har så igen præget mine værdier, ikke bare i køkkenet, men også på andre områder.

På samme måde har min far været med til at opmuntre mine kreative og håndværksmæssige sider. Sammen med min farbror stimulerede de min glødende interesse for heste, og for at være selvstændig. Min lærer på landbrugsskolen blev min rollemodel, jeg skulle simpelthen være landbrugslærer, og det var jeg så i mange år. Og sådan kunne jeg blive ved…

Tre børn og vores fortælling om et juletræ.
Foto: Johan Voss

Vi har altid et valg!

Ligesom disse og andre relationer har påvirket mine interesser, har de også bidraget til min opfattelse af mig selv. Man kan sige, at jeg kan vælge at lade mig påvirke af ”de andres” stemmer eller min egen fornemmelse af, hvad jeg gerne vil. Det var sjovt at være landbrugslærer, men der var mange ting, jeg så ikke kunne tillade mig på grund af mit arbejde. Dvs. jeg indrettede mig på, hvad jeg troede ”de andre” mente var bedst. Med tiden følte jeg mig mere utilfreds med mit arbejde og mig selv, og jeg begyndte at lytte til min egen mave, som nogle kalder det. Og jeg tog et valg, da jeg sidste år ved denne tid sagde mit trygge, gode job op uden at vide helt, hvad jeg så skulle lave. Jeg valgte at lytte til min egen indre stemme.

Hvilke mennesker har på den måde betydet noget for din opfattelse af dig selv, og hvordan har de præget dig?

Fortæl mig din livshistorie!

Måske en kliché som scorebemærkning, men i den måde, vi fortæller om vores liv på, ligger der jo en masse af de små oplevelser, som vi prøver at sætte sammen, så de giver mening for os selv. Og den historie forandrer sig jo heldigvis, i takt med at vi oplever flere ting, som påvirker os gennem livet. Efterhånden kan vi ikke helt huske, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, men det er vores egen fortælling, og den påvirker så de valg vi tager her i livet. Dermed bliver historien sand for os selv. Også når vi føler, vi sidder fast i en trædemølle, så har vi jo stadig et valg, selvom konsekvenserne af valget nogle gange skræmmer os, eller vi vurderer at de negative konsekvenser er for store i forhold til den gevinst vi kunne få. Og så har vi jo ret beset truffet et bevidst valg. Når vi er bevidste om et valg, er vi også mere tilbøjelige til at acceptere tingenes tilstand, selvom vi ikke er helt tilfredse, for vi ved jo, at vi altid kan vælge om, når tiden er moden.

Og min livshistorie? Jeg har jo netop valgt at realisere min gamle drøm om at være selvstændig. Jeg har valgt at fokusere på de professionelle områder, hvor jeg er superstærk, nemlig ledelse af mennesker, læring og heste, samt udvikling med heste. Og takket være min mor og tante Katrine har jeg udviklet en passion for ordentlig mad og korrekt ernæring. Med dette udgangspunkt har jeg et godt udgangspunkt for at bygge en masse spændende aktiviteter, som ikke blot beriger mig selv, men som også kan gøre, at jeg er en af dem, der beriger andre med grundlag for gode og bevidste valg!

Ordet er dit! ?

Vil du vide mere?

Flemming Andersen: Hvad er Selvet? Kapitel 8 i bogen Selvledelse – selvudvikling på arbejdspladsen. 1. udgave. Dansk Erhvervspsykologisk forlag. 2006. Der er kommet en 2. udgave i 2013.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hold fokus på relationerne gennem forandringsprocessen

I 1987 var jeg med en gruppe medstuderende fra Landbohøjskolen på kanotur på elven Nissan i Sverige. Helt op i den svenske vildmark, ud med kanoerne og så nedad mod Halmstad. Undervejs skulle vi gennem en foss, som på kanoskalaen var ret sej. Jeg havde godt nok aldrig sejlet kano før, men jeg sejlede jo med Anders Hedegaard, som havde prøvet det før, så det tænkte jeg, vi nok kunne klare. Det var den vildeste oplevelse at kæmpe gennem de frådende vandmasser mellem store klippeblokke i fossen. Måske tog det knap et minut at forcere fossen, men jeg kan stadig mærke suget af rædsel, spænding og vild overstadighed, da vi padlede ind til siden længere nede ad elven, hvor de andre som var nået frem heppede på os.

Foto: Martha Voss, 2003

Hop i NENUC’s forandringskano

Sådan cirka havde jeg det, da jeg sidste efterår ved denne tid skrev opsigelsen på det trygge job, jeg i 17 år og 8 måneder havde haft på Grindsted Landbrugsskole. Som ægte tryghedsnarkoman, valgte jeg en lang frist, så jeg kunne nå at få job inden, men den berusende følelse af frihed jeg pludselig følte, da jeg stod med den underskrevne bekræftelse på opsigelsen, kastede mig ud i en sand foss af forandringsledelse, som i høj grad har været Nissan værdig. I første omgang, hvilke jobs kunne jeg tænke mig? Og jeg søgte mange, men hver gang vendte jeg tilbage til et lille projekt, jeg længe havde gået og puslet med, nemlig at springe ud som selvstændig med NENUC. Gennem det forløbne forår og sommer har jeg så arbejdet med projektet, et på mange måder forandringsprojekt, for udover at jeg selv gennemgik en forandring i processen, så ændrede projektet sig også adskillige gange undervejs. Man kan næsten sige, jeg er blevet forandringskaptajn i min egen kano, men nu har jeg lært at sejle. Og forandringer er jo noget mærkeligt noget, for alting forandrer sig jo hele tiden, men om vi synes det er godt eller skidt, afhænger af, i hvor høj grad vi selv har været med til at sætte forandringskanoen i vandet.

Fair proces – en fair sejlads?

I denne uges udgave af diplomfaget Ledelse i relationel kompleksitet var dagens emne forandringsledelse, og en af teksterne er skrevet af Bo Vestergaard fra University College Nordjylland med den simple titel, Ledelse af upopulære forandringer og hverdagens innovation med fair proces. Altså, hvordan kan man sikre at alle, som er med i kanoen føler ejerskab for turen ned ad fossen, for slet ikke at tale om, at kanoen kommer helskinnet igennem. For Bo Vestergaard er det vigtigste ikke så meget resultatet af sejladsen som det er selve processen under sejladsen, deraf navnet Fair Proces, inspireret af W. Chan Kim og Renee Mauborgnes model af samme navn. Pointen er, at vi ikke alle kan være enige om hvorvidt resultatet af en forandring er af det gode. For eksempel, når en organisation skal spare – læs fyre medarbejdere. Det er jo aldrig retfærdigt overfor dem, der bliver prikket. Men oplevelsen mildnes i høj grad af, at medarbejderne i organisationen oplever at processen har været retfærdig.

Tre principper

I Fair proces er der tre principper for ledelsen af forandringen som aldrig må brydes:

  1. Involvering
  2. Klarhed
  3. Forventningsafstemning

Ved at involvere medarbejderne i processen kan man arbejde for at de tager ejerskab for strategien. Det kræver, at man som leder kommunikerer klart med hensyn til formålet med forandringen, men også med hensyn til de forventninger man har til medarbejdernes indsats i forandringen. Jeg tænker, at hvis vi først får at vide, at der f.eks. skal skæres i personalet, og dernæst ikke helt får forklaringerne for dette tiltag på plads, så er det meget svært som kollega at gide medvirke i den genopbygningsproces, der vil komme efter en omstrukturering. Det skaber en ond cirkel og en træls kultur, som kan være meget svær at ændre. Og endnu værre, hvis vi oplever, at ledelsen ikke har overholdt de etiske spilleregler undervejs. Et er jo selve juraen, som altid SKAL være på plads, men hvordan håndterer man som ledelse hele processen frem til at vi igen kan arbejde fremad?

Plej relationerne til medarbejderne

Men det er ikke nok at involvere, forklare og præcisere forventninger. For grundlaget og rammerne skal være i orden for at vi har tillid til at ledelsen nu også tager de rette beslutninger om den her omstrukturering. Vi ser jo ikke verden som den er, men som vi selv opfatter den. Derfor skal vi tale ordentligt sammen, ikke kun om selve sagen, men også om de relationer vi har og forventer at have til hinanden i processen. Og i disse samtaler skal lederen fokusere på at skabe en forventning til at medarbejderne både kan og vil bidrage aktivt til at løse udfordringerne. I teorien vil dette virke sådan at medarbejderne tage ansvar og byder ind med forslag, hvis de også føler at lederen spiller med åbne kort og anerkender at bidragene har værdi. Det lyder jo nemt. Men hvad vil det sige i praksis?

Jeg tænker, at jeg som leder skal gennemtænke nøje, hvad der skal ske, og hvad jeg kan inddrage medarbejderne i. De skal vide, hvad der ønskes af dem. For at de rent faktisk vil prøve at forstå rationalet bag beslutningerne, kræver det jo er forarbejde, som handler om at medarbejderne har tillid til ledelsen. Tillid skabes, på den lange bane, det er hjemmearbejdet, jeg skal udføre for i det hele taget at kunne bede medarbejderen stige ind i kanoen, når man skal forcere fossen. Og det handler om at ønske at forstå alle mine medarbejdere, men dernæst også selv at gøre mig forståelig. Jeg skal selv turde give og jeg skal være ærlig, også selvom man som leder ikke nødvendigvis må sige alt til alle. Integriteten og loyaliteten til hver enkelt medarbejder bør være ukrænkelig, også selvom det er ham, man bliver nødt til at efterlade på bredden, mens vi andre padler videre mod målet.

Læs mere?

Bo Vestergård (2012), Ledelse af upopulære forandringer og hverdagens innovation med fair proces. Act2learn.

 

 

Udgivet i Skriv en kommentar

Er halm farligt til heste?

Nora spurgte i dag i en hestefodergruppe på Facebook til fodring af sine heste, hvoraf en havde været forfangen og de måtte begge gerne tabe sig. Diskussionen udviklede sig i løbet af formiddagen, heraf en del kloge kommentarer, men også en del spørgsmål og uklarheder, som kræver en grundigere gennemgang. Så det satte jeg mig for at gøre. Det der triggede mig, var en kommentar om at halm er syredannende og gav sur stortarm, det har jeg alligevel aldrig hørt før. Så jeg gik i litteraturen, og lad mig slå fast fra starten:

Halm giver ikke sur stortarm

En meget stor del af halmen er kulhydrat, lignificeret cellulose (ligno-cellulose), det betyder at det er næsten ufordøjelligt – og alligevel, har heste, da jeg var ung, levet, præsteret og overlevet på halm og kraftfoder… Men der er andre problemer med halmen i hestens fordøjelse. Og det er, når man bruger halm som eneste stråfoder eller som strøelse hvor det øvrige stråfoder er af en dårlig kvalitet, så hesten vælger at æde meget halm. Og så hænger problemerne sammen med for stort indhold af stivelse i foderet.

NRC (2007) anbefaler:

  • Mindst 1 kg fodertørstof fra langstrået hø, wrap ol.  pr. kg hest
  • Højest 2 g stivelse pr. kg hest pr. måltid

Man har siden opgraderet minimumsnormen til grovfoderet og sat krav til god fiberkvalitet, som giver en god fordøjelse.

Og man har nedjusteret stivelsesgrænsen, men er ikke enige om, hvor langt den skal ned.

Lidt biokemi

Først skal vi have styr på, hvad kulhydrater er. Som navnet siger består de af kul (carbon- c) og vand (hydrat H2O). Den simpleste molekylstruktur er monosakkeriderne. Det kan være glukose, som sammen med fruktose danner det vi kender som almindeligt sukker. I fotosyntesen, når solen skinner, danner plantens celler glukose ud fra vand og kuldioxid. Planterne bruger så glukosen som energi og som byggesten i cellevægge m.m. Kulhydraterne kan inddeles i flere grupper, alt efter, hvor mange monosakkarider de består af, og hvordan de indgår i hestens fordøjelse.

  1. Hydrolyserbare kulhydrater: sukker og stivelse.
  2. Hurtigt forgærbare kulhydrater: pektin, restistent stivelse, fruktan ol.
  3. Langsomt forgærbare kulhydrater: hemicellulose og cellulose (og ligno-cellulose, som er ufordøjeligt). Denne gruppe kaldes også for NDF (Neutral Detergent Fibre)

På figuren herunder kan du se, hvordan sammensætningen er i forskellige fodermidler.

Kulhydratfraktionen i udvalgte fodermidler. Baseret på en kemisk analyse af næringsstofindholdet. Bemærk, at søjlen ”pektin” også kan dække over fruktaner ol. – især i græs.

Hesten har begrænset kapacitet til fordøjelse af stivelse

I hestens tyndtarm fordøjes sukker og stivelse ved hjælp af bugspytkirtlens og tarmvæggens enzymer til monosakkarider, som transporteres gennem tarmvæggen til blodet. Herfra kommer de via leveren ud til kroppens celler, som bruger dem til energiproduktion. Overskydende monosakkarider lægges på lager som glykogen i lever eller muskler, eller som fedt i fedtvæv.

Hesten har begrænset kapacitet til at nedbryde stivelse, og derfor vil en del af stivelsen gå ufordøjet gennem tyndtarmen. Det gælder f.eks. stivelse fra byg og majs, det kaldes resistent stivelse, mens stivelsen fra havre næsten fordøjes helt i tyndtarmen.

Pektin og NDF forgæres og balancerer tarmfloraen

Tarmkanalen hos hesten producerer ikke selv enzymer, som kan nedbryde fibrene, men dertil får den hjælp af en rig population af mikroorganismer, hovedsageligt bakterier i blind- og tyktarm. Der er en kamp på liv og død mellem mikroberne, som er specifikt tilpassede bestemte næringsstoffer og trives i en bestemt surhedsgrad (pH). Det er et fint samspil mellem hesten og dens ”husdyr”, forstået sådan at mikroberne danner eddikesyre, propionsyre og smørsyre (kaldet VFA), som hesten kan optage til blodet og bruge direkte i sit energistofskifte eller lægge på lager som glykogen (propionsyre) eller fedt. Produktionen af VFA sker, når pH er i området 6,5-7,0. Eddikesyre og smørsyre dannes ud fra NDF og pektin, mens fruktan og resistent stivelse i bedste fald bliver til propionsyre, som har et lavere pH, og dermed vil en høj produktion af propionsyre give et pH-fald.

Resistent stivelse giver sur stortarm

Det kan de fibernedbrydende bakterier ikke klare og dør. Hvis pH når under 5,8 har vi det man kalder en sur stortarm (hind gut acidosis), og det er en ond cirkel, hvor mælkesyreproducerende bakterier efterhånden overtager. Mælkesyreindholdet sænker pH-værdien yderligere, og samtidigt hæmmes tarmvæggens optagelse af smørsyre, som er vigtig for tarmvæggens evne til at beskytte sig selv. Gennem den ødelagte tarmvæg trænger nu mælkesyre og endotoxiner, som blandt andet kan forårsage forfangenhed. Årsagen til sur stortarm er altså foder med for højt indhold af resistent stivelse og fruktaner. Stivelsen kommer som sagt fra korn, se figuren ovenfor, og fruktan kommer fra græsset. Fruktan er nogle græssers måde at lagre sukker på, og indholdet skifter i planten med sæson, temperatur og solmængder. Problemet er værst på frisk græs, mens hø og wrap ofte har et stabilt indhold af fruktan og derfor kan hestens mirkoflora bedre håndtere det.

Sur stortarm hæmmer forgæringen af halm

Når pH i tarmen falder, så hæmmes de bakterier, som bruger syre og som nedbryder de langsomt forgærebare kulhydrater, NDF. Og så falder fordøjeligheden af fibrene. Problematikken størst, hvor hestens stråfoder kun består af halm og/eller meget groft hø (frøgræshalm). Med sådan et foder, vil man ofte give en del kraftfoder for at dække hestens energibehov og dermed er der risiko for en stor mængde resistent stivelse i stortarmen. Så falder pH, og dermed hæmmes forgæringen af halmens cellulosefibre. Det er altså ikke halmen, som er syredannende. Men den bliver et problem, når de grove fibre ikke kan fordøjes og dermed giver forstoppelse i tyktarmsslyngningerne længere bagude.

Lær mere:

National Research Council, 2007: Nutrient Requirements of Horses. 6th revised edition. The National Academyies Press, Washington, DC, 2007.

Ray J. Geor  Pat A. Harris, 2007: How to Minimize Gastrointestinal Disease
Associated With Carbohydrate Nutrition in Horses.
In dept: PRACTICAL NUTRITION—“HOW-TO”, 2007  Vol. 53  AAEP PROCEEDINGS

Book et foredrag med Martha Voss 🙂

Udgivet i Skriv en kommentar

Jod og tangtilskud til heste

Til min Facebook-morgenkaffe i søndags faldt jeg over et spørgsmål til en fodergruppe om tilskud til heste. Det var et spørgsmål om jod-normer, som spørgeren var forvirret over. Det er der ikke noget at sige til, fordi forskellige kilder oplyser forskellige normer.

Jodnormer og jodbehov

Det hænger sammen med, at den eneste måde, man kan estimere behovet på, er specielle foderforsøg, og de giver forskellige resultater afhængigt af geografi, jordbund og især hestenes ydelse. Altså er det en højdrægtig hoppe en unghest eller ridehest. De fleste foderplanprogrammer går ud fra NRC’s normer (National Research Council, USA), som samler alle disse forsøg og prøver at bestemme nogle rammer for behovet. NRC fastlægger således minimumsnormer samt forgiftningsgrænser. Nogle foderprogrammer, f.eks. PC-Horse opererer med optimumnormer, så de lægger 25% oven i NRC’s normer. I figuren herunder kan du se forskellige jodnormer hos en hoppe på 500 kg.

Jodnorm til hoppe på 500 kg i forskellige livsytringer

Og i praksis afhænger behovet for tilskud med jod af, om foderet er produceret langt fra havet (og der er ikke noget sted i Danmark som ligger så langt fra havet!) og dermed er fattig på jod, ellers indeholder de fleste foderplanter jod, som de optager fra jorden. Mange foderanalyser dækker ikke jodindholdet, da mangel i Danmark ikke plejer at være et problem.

Vekselvirkning med selen

Det gør det heller ikke nemmere at blive klogere, når jod arbejder sammen med selen i skjoldbruskkirtlen. Selen kan i begrænset omfang kompensere for lavt jodindhold, mens for lavt selenindhold og højt jodindhold skader vævet i skjoldbruskkirtlen. Hvornår det er for højt, kan være svært at spå, for når hesten optager mere jod fra tarmkanalen, øges nyrernes udskillelse af jod.

Med hensyn til jod skal du passe på med at overdosere, da både for meget og for lidt kan give struma (forstørret skjoldbruskkirtel). Pas også på med for store mængder tang, da en foderplan med et alsidigt udbud af grovfoder og forskellige kraftfodermidler med tilsat jod ofte dækker behovet.

Så…. ikke noget at sige til, at man bliver forvirret, når man prøver seriøst at regne på om hesten får passende mængder.

Nogle beregningseksempler

Jeg prøvede så at regne lidt på det – og med de usikkerheder der er, når man bruger foderprogrammets (jeg har brugt foderprogrammet PC-Horse) generelle foderanalyser skal det tages med forbehold, men herunder er vist to eksempler på næringsdækningen til en almindelig ridehest på et alsidigt godt grovfoder og tilskudsfoder med almindelig jodtilsætning (billede 1) og samme hest med tilsætning af tangmel (billede 2). Billederne viser, at hvis du fodrer med tilskudsfoder, som har tilsætning af jod, så bør du ikke give tang som ekstra tilskud.

Hesten er en trakhenerhoppe på 560 kg i moderat træning, som fodres med wrap, grønpiller Duvil Basic og Horselux fiberpiller. Se billede 3, hvordan de forskellige fodermidler bidrager til hestens næringsforsyning.

Billede 1. Trakhenerhoppe i træning
Billede 2. Trakhenerhoppe i træning med tangtilskud, med vilje vist max grænse, 40 g tangmel om dagen.

Jeg kunne forstå på spørgeren, at en del hestefolk med islændere fodrer med tang i forskellig udstrækning. Filosofien er, at det græs, vi fodrer med her i Danmark ikke har samme varierede næringsindhold som i Island. Det skyldes to ting:

1.      Når græsset vokser, så optager det mineraler fra jorden, så jordens indhold har stor betydning for græssets indhold af de fleste mineraler.

2.      Der er forskel på, hvilke plantearter, der vokser i henholdsvis Island og Danmark. Dermed også forskelligt indhold af næringsstoffer.

Men man giver ikke kun tang for at dække jodbehovet, da der også er andre næringsstoffer i tangen. Her er vist indholdet af forskellige mineraler i den tangmel, som foderprogrammet PC-Horse bruger.

Den tangmel, som er brugt i beregningerne

Et andet spørgsmål gik på om det var tilrådeligt med tangtilskud til drægtige hopper, og her må jeg sige, at medmindre foderplanen er så dårlig (dvs. kun halm og korn) at der ikke er tilskud i det hele taget, så ja. Men der findes rigtigt mange gode mineralblandinger, som dækker – især hvis man sørger for at hesten får rigeligt med hø, wrap og lignende. De fleste tilskudsfodermidler er i øvrigt tilsat jod i forskellig mængde. F.eks. er islandshesteblandingerne rigere på jod end de andre.

Forskellige fodermidlers indhold af jod. Bl.a. på baggrund af tabellerne i PC-Horse.

Men det afhænger jo i stor udstrækning af hvad græs/hø/wrap indeholder af jod. Og det kan man finde ud af ved at indsende en prøve af foderet til et laboratorium. Der er flere muligheder for at finde ud af dette, da flere firmaer tilbyder at hjælpe med analyserne, også fortolkninger af dem, og det er nok så væsentligt. Det er f.eks. landbrugsrådgivningskontorerne, Hestekontoret på Seges, hestefoderkonsulenter og foderfirmaer.

I Facebook strengen fortalte spørgeren, at hun havde fået at vide, at dansk hø var meget fattigt på jod. Så jeg har kigget lidt på forskellige høanalyser, og der er mere variation mellem forskellige egne af landet end mellem lande… Danmark som gennemsnit ligger meget pænt i forhold til f.eks. USA og Sverige, men der kan jo nemt være forskel på sandjorderne her i Vestjylland og lerjorderne ovre østpå. Her mangler jeg specifikke analyser. Nogle steder i England er der 10 gange så meget jod i høet som her, men der er også analyser, som viser “dansk niveau”.

Sammenligninger mellem forskellige analyser på grovfoder fra forskellige lande.

For en ordens skyld vil en afbalanceret foderplan med godt hø/wrap og et af tilskudsfodermidlerne som passer til hestens ydelse meget langt hen ad vejen dække dens behov for jod uden ekstra tilskud.

Vil du læse mere:

National Research Council, 2007: Nutrient Requirements of Horses. 6th revised edition. The National Academyies Press, Washington, DC, 2007.

Hover Software & Seges, 2017: PC Horse foderplanlægningsprogram. Beregninger i figurerne ovenfor er foretaget i dette program. http://www.pc-horse.com/index.php/da/