Udgivet i

Ryst posen og lav en ny plan

Som ny iværksætter handler rigtigt meget af din tid om at definere din virksomhed og lære at lave skarpe tilbud til de kunder, som gerne skulle købe varer og tjenester.

Selvom jeg har været igang i to år, er det en stadig læreproces, og jeg oplever ofte, at korrekturlæsere på mine ting siger: “-Du skal være mere skarp!”. Hvad handler det om, dette “mere skarp!”. Jeg tror det betyder, at folk ikke helt forstår, hvad det er jeg vil fortælle dem, og en af redskaberne til at lære dette, er ganske enkelt at spørge dem, hvordan de forstår det, og hvad man så skal gøre anderledes. Denne øvelse lavede jeg i påskeferien, hvor jeg havde inviteret nogle børnefamilier til at deltage i den lille prototype på NENUC’s sommerhøjskole, som løber af stablen i uge 29.
 

Samtaler i naturen

At gå en tur mens man drøfter forskellige problemstillinger eller muligheder er en rigtig god øvelse. I det hele taget er kombinationen af bevægelse, tankevirksomhed og godt selskab guld værd - også i udviklingsfaser.

Fokusgruppemøde om sommerhøjskolen

Fire familier deltog i fokusgruppemødet 2. påskedag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Kitty tog billeder, og jeg er hende evigt taknemmelig for de mange flotte og skarpe skud, som blandt andet vil pryde dette indlæg.

Vi lavede nogle af de ting, som jeg har tænkt, skal indgå i sommerhøjskolens aktiviteter. Legepladsen ved Kvie Sø Efterskole er unik, stor og med mange muligheder for både børn og voksne, og frem for alt: i det smukkeste sceneri med Pølmosen i baggrunden. Se billederne længere nede på siden.

Vi bagte boller og brainstormede på deres tanker om det at vælge en sund ferieform, frem for camping eller charterferie.

Valget afhænger selvfølgelig af interesser, men i bund og grund handler ferie om at få samlet hele familien op efter en hektisk hverdag med mange aktiviteter på kryds og tværs. Derfor er det vigtigt, at en familieferie ikke skal have for højt tempo.

Prisen er vigtig. Ikke alle familier kan brænde 15.20.000 kr. af på en uge og derfor er det vigtigt at finde et passende leje. Max 8.000 kr. for en familie på fire kan være passende.

Til gengæld er luksus ikke en nødvendighed, ligesom man heller ikke behøver en dyr kendis til at komme og snakke. Faktisk vil familierne hellere udforske tingene selv ved at lege med dem i fællesskab med andre familier. Det at tale sammen og gøre ting sammen, danne nye venskaber.

Facilitere fællesskab, udforskning og netværk

Så det, jeg nu arbejder på, er at sætte nogle strukturer op, som giver deltagerne muligheder for at udforske i fællesskab og danne netværk. OG det gør jo mange ting meget nemmere for mig. Jeg har nogle aftaler med nogle meget kompetente folk, som har lovet at være med, og sammen med dem kan vi virkelig inspirere deltagerne med nye input, forstyrre dem med bestemte måder at gøre ting på, og tilrettelægge aktiviteter, hvor fællesskabet  udvikles.

Herom nærmere, når vi nærmer os uge 29. Jeg glæder mig max til at lege med de 20 deltagere, som vi har plads til.

Udgivet i

Kom lidt sukker på skeen…

“-Det har efterhånden irriteret mig i årevis, Martha. der puttes simpelthen sukker i ALT – også fødevarer, hvor det giver NUL mening!”

Citatet er fra en af mine gamle venner, som havde læst min opslag efter en indkøbstur, hvor jeg funderede over, hvor mange varer, der har tilsat sukker i en eller anden form. Og ja, han har ret, det giver ingen mening – og dog – for sukker er jo også et krydderi, og når vi smager det søde, påvirker det vores lykkefølelse, og så spiser vi (og køber) mere.

Jeg konfronterede vores fantastiske brugsuddeler i Daglig’Brugsen Ansager med kommentaren, og han var også selv rystet. Men som han sagde, så er det en trend, som butikkerne følger med på, når kunderne vil have det. Og hvordan får vi så butikkerne til at fokusere på flere grøntsager på hylderne? Flere råvarer, så vi forbrugere har en chance for at foretage et intelligent valg i forhold til, hvornår vi vil leve sundt, eller om vi vil nyde en aften med junk food og chokolade?

Heraf sukkerarter...

Billedet er fra en ketchupflaske - økologisk og änglamark certificeret, dvs. det er sundt? Det kræver sit at læse og forstå varedeklarationer. For det er ikke nok at kigge på sukkerindholdet (som på billedet var den ketchup. jeg fandt med laveste sukkerindhold). Bemærk at der i øverste højre hjørne også er tilsat modificeret majsstivelse.

“Tilsat majsstivelse” er også tilsat sukker!

Når vi nu gerne vil undgå sukker, hvadenten vi er diabetikere eller bare vil have et forsvarligt forhold til mad og selv styre vores sukkerindtag, hvorfor bliver vi snydt, når vi tror, vi vælger et lavt sukkerindhold?

Det er jo sådan at kulhydrater alle består af små sukkermolekyler (blandt andet glukose), og særligt sukker og stivelse bliver meget hurtigt fordøjet i vores tarmkanal til netop glukose, som optages til blodet. Det er glukose vi måler, når vi måler sukkerindholdet i blodet. Og sukker i blodet er fint, når det er indenfor et interval, som giver en sund balance. Overskydent sukker i blodet skal lægges på lager i muskel og leverceller, og derfor udskiller kroppen  det homon som hedder insulin, og som transporterer sukkeret ud i cellerne. 

Så selvom du  forsager sukker, og endda spiser knækbrød med ost uden syltetøj, så skaffer dit knækbrød dig sukker i blodet, som hvis du havde spist en skefuld sukker. Det er praktisk når vi er aktive og har brug for energi, men det giver i for store mængder forhøjet blodsukker, som udover at slide på cellernes insulinreceptorer, også binder sig til proteiner i blodet og forårsager flere inflammatoriske sygdomme.

Fedtnakken er tegn på for højt blodsukker

Hestefolk ved det. Vi går meget op i, at hestens foder er lavt på sukker og stivelse, og vi fokuserer meget på at hesten skal have hø. Det snyder så også, fordi meget hø er særdeles rigt på sukker, så der er rigtigt mange heste, med den store fedtnakke, fordi de gennem en længere periode har levet på for højt sukkerindhold i foderet. Disse diffuse fedtsamlinger, ser vi også hos nogle mennesker med "tyrenakke". Det interessante er så, hvor gode vi hestefolk er, når vi så vælger fødevarer til os selv og vores børn?

Udgivet i

Morgenmad er da havregryn med mælk og sukker?

Mange af os har helt bestemte krav til vores morgenmad, nogle spiser af forskellige grunde ikke morgenmad, “- Jeg kan bare slet ikke spise noget så tidligt!”, hører vi ofte og det er faktisk ret forkert, for med den rigtige morgenmad behøver du ikke bøvle med at skulle spise hele formiddagen, for at holde dig frisk på job eller i skole. Men det er ikke ligemeget hvad du spiser, selvom de nævnte havregryn alt andet lige dog bidrager med fibre (omend ufordøjelige) og lidt fedt til dine tarmbakterier. For vi skal fokusere på at fodre vores tarmbakterier, og ligesom det er en naturlig ting, at vi fodrer vores hunde, heste eller børn, så bør vi også fokusere på at fodre os selv.

Det bedste er at få en varieret morgenmad, hvori der indgår kød/fisk/æg samt grønsager og frugt. Så bidrager maden nemlig med protein, fordøjelige kostfibre. Og det er ikke mere besværligt, du skal bare planlægge anderledes. Sørg f.eks. for at have en pose med snittet spidskål i køleskabet. Måske har du allerede blandet den med f.eks. snittet peberfrugt, gulerod eller hvad du godt kan lide. Kan du lide blødkogte æg, så tager hele morgenmadsproduktionen cirka 4 minutter, mens du anretter grønsagerne. Du kan også prøve denne her, hvor der er en lille dessert i form af pæreyoughurt:

Morgenkål med avokado og pæreyoughurt.

Fjern kernehuset fra pæren og skær den i tynde skiver. Læg disse på en tallerken med drys af vanillepulver. Giv dem 1 minut i mikroovnen. Hæld en klat græsk yoghurt på pæren og pynt med f.eks. chiafrø, hørfrø, solsikkefrø, nødder eller hvad du synes om. Tilpas yoghurtmængden efter smag og behov. Hvis du bruger 10% behøver du ikke ret meget, og kan dermed spare sukkeret fra yoghurten – dvs. du kan holde et lavere blodsukkerniveau.

Snit spidskålen, hvis du ikke har gjort det i forvejen, og tilsæt snittet peberfrugt. Halvér en moden avokado, fjern stene og skær kødet ud af skallen med en spiseske. skær avokadoen i tyndeskiver og læg dem dekorativt hen over kålen. Drys citronsaft over det hele, kombineret med lidt olivenolie, hvis du synes. Krydder med salt og peber, karse eller andre krydderurter, du synes om.

Det passer med at to personer kan dele en pære og en avokado, og så tilpasser du bare mængderne efter appetit og behov.

Det er vigtigt at få noget fedt, for fedtet sikrer at du er mæt langt op ad dagen, og så forfalder du ikke til alle de sukkermellemmåltider, der får dit blodsukker til at køre op og ned.

Udgivet i Skriv en kommentar

Valentines Vafler

Fynske hjertevafler med æbleflæsk, LCHF style.

Dette er verdens nemmeste morgenmad (selv undtaget B&B, men så skal du jo køre langt for og sove et fremmed sted for at slippe for at lave det selv). Hvis du planlægger eller bare laver store portioner æblemos til køleskabet og vafler til fryseren, er det ingen sag at lune en vaffel og toppe den med lækker æblemos, bacon og yoghurt, eller hvad du nu kan lide. Vaffelopskriften er inspireret af Madbanditten – der kan du finde flere variationer på lækre LCHF-vafler.

4 personer

Æbleflæsk:

  1. 1 stort madæble
  2. 4-5 blommer
  3. 1 spsk vand eller cognac, hvis du kan li det
  4. Vanillepulver, kardemomme, kanel ol.
  5. 1 pk bacon

Vask æblet. Skræl det kun hvis skallen er grim. Fjern kernehus
og skær æblet i tern. Vask og halver blommerne og fjern stenene. Kog det hele
let sammen, til æblerne er møre. Smag til med krydderierne som du synes om. Er
du en sukkergris, så tilsæt lidt honning. Jeg laver som regel en større portion
som kan holde sig i glas i køleskab flere uger. Så er det også hurtigere om
morgenen, lige at bruge en stor skefuld fra glasset. Kan bruges til alt muligt,
også som fyld på knækbrød ol.

Læg et stykke køkkenrulle på en tallerken. Halver baconstykkerne
og fordel dem ovenpå. Læg endnu et stykker køkkenrulle over og giv det 2 min i
mikroovnen ved fuld styrke. HUSK: Mikroovnene fungerer forskelligt, så prøv dig
forsigtigt frem. Vores er en billig ting fra Bilka for 10 år siden… Du kan også
stege bacon på panden, hvis du elsker stege-os i køkkenet 😉

Vafler:

  • 3 æg
  • 100 g smøreost (Buko naturel, eller den Pikantost,
    du elsker)
  • ½ dl yoghurt, fløde eller kokosmælk.
  • ½ dl pofiber eller 2 spsk HUSK eller
    kokosfibermel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 dl blomkåls cous-cous – en rest fra dagen før.
    Kan også være med spinat, løg eller hvad du kan lide. Blomkål er meget mild i
    smagen.

Blend eller pisk æg, ost og yoghurt. Tilsæt pofiber og
bagepulver, rør sammen og til slut blomkålen. Bag vaflerne i dit
yndlingsvaffeljern – helst det med hjertefacon, nu det er den 14. februar 😉

Læg en vaffel på hver tallerken, herpå en stor klat æblemos
og en klat græsk yoghurt/cremefraiche. Top med bacon og drys evt. hakkede nødder
og et klip karse ol. Se billedet.

OBS: Det er meget solid morgenmad, så lad endelig være med
at ødelægge din fordøjelse med rundstykker, havregryn og andet kedeligt
fyldfoder 😊

Velbekomme.

Udgivet i Skriv en kommentar

DET ER TID AT SADLE OM 3

I kender det måske selv, at når man begynder at sætte ideer og tanker fri, reflektere over dem og måske især skrive dem ned for at formidle dem til andre, så sker der noget med en selv undervejs. Flere ideer og tanker myldrer frem. Siden arbejdet med de to første artikler startede i 2017, har jeg vendt disse ideer mange gange, og jeg har udviklet konkrete måder at iværksætte denne kulturændring. Som jeg har skrevet i de to tidligere artikler, kan man ikke gøre det alene, for vi påvirker hinanden med værdier, tanker og ideer, også selvom det ikke er tiltænkt at gøre det. Derfor har jeg udviklet Sommerhøjskolen, som du kan læse om andet steds på min hjemmeside. Herunder vil jeg give dig en smagsprøve på baggrunden for nogle af de aktiviteter, du vil kunne deltage i på Sommerhøjskolen.

“- Vores handlinger er farvet af vores vanetænkning. Vi fortaber os i de mønstre, der plejer at dominere vores hverdag!”

Joachim Rothenborg i “U’et som praksis. Kunst, kreativitet og sanselighed.

Jeg skrev i går at der skal viden, vilje og færdigheder til for at man kan ændre vaner, og dermed starte den kulturændring, som er så vigtig for at knække kurven med overvægt, livsstilssygdomme, ensomhed og mindreværdskomplekser. På en måde ligner grundtanken det fine arbejde, som man også gør på julemærkehjemmene. I lyset af at jeg er rytter i min kerne, vil jeg naturligt henvende mig til rytterne, og dermed bliver hesten vores vigtigste omdrejningspunkt. Det er den, vi retter vores kærlighed, ønsker og drømme mod. Det er vores bedste fitnesscoach, blandt andet fordi vi også som hesteejere ved, at hesten skal have dækket sine behov først og fremmest. Det interessante opstår, når vi indser, at vi netop ved at arbejde med at dække hestens behov for foder og træning kan vi bevidst arbejde med at dække vore egne behov for mad og træning.

Med viden følger ansvarlighed

Når vi lærer om hestens behov for foder og hvordan det påvirker hestens sundhed, er der ikke ret langt til også at forstå vores egne behov for mad. Hesten er planteæder og udviklet til de grove græsser på stepperne, mens vi er altædende jægere og samlere i vores oprindelse. Hvis vi ser bort fra denne forskel, så omsætter vi langt hen ad vejen næringsstofferne fra føden på samme måde, når det når blodbanerne. Vi skal altså udforske næringsstofferne, og vi starter med hesten, fordi vi her føler ansvarlighed for hestens velfærd. Dernæst kigger vi på næringsstoffernes betydning for menneskers sundhed og finder de fællesnævnere, som giver os redskaberne til også at tage ansvarlige beslutninger for vores egen velfærd.

Vil selv – kan selv!

Når små børn opdager at de har fundet ud af noget vigtigt, så vil de øve sig hele tiden, de sætter deres vilje ind på at lære det her til bunds. Banalt for os voksne, for vi kan næsten ikke huske den tilstand hos os selv. Derfor er den frie vilje så vigtig, især hvis man bruger den til stædig at sætte sin viden i spil for at nå sine drømme. Her skal vi altså drømme, vi skal tegne et billede af, hvad det er vi gerne vil med livet. Det billede skal ikke nødvendigvis hedde en tynd rytter, for det er blot et redskab på vejen. Målet kan være oplevelser med hesten, stævner, ridelejre og så videre. Det kan også være noget man gerne vil når man bliver stor, det afhænger jo også af, hvor vi er i livet, for dette gælder jo også for voksne! Vi skal udforske hvad det er for en drøm, som driver os, og hvad den kan give os af gode oplevelser. Og vi skal arbejde med, hvordan vi kan komme til det vi gerne vil. Når vi inddrager børnene, giver det sig selv, at her skal vi lege os til rigtigt mange konklusioner. Vi skal være kreative med vores hoved, hænder og vores krop, og når vi gør det i fællesskab med andre, inspirerer vi hinanden, mens vi har det sjovt sammen. Og hånden på hjertet, det gælder også når vi snakker om os voksne. Vores lege er måske blot lidt anderledes, og vores erfaringsudvekslinger med andre omdrejningspunkter.

Øvelse gør mester

I manges optik er sundhed – helt naturligt – forbundet med træning, og vi skal træne vores krop, så den bliver stærk, vi skal være forpustede, så vi træner vores kredsløb, og vi skal udfordre vores balance, så vi kan udføre vores arbejde som gode ryttere, eller hvad vi nu gerne vil. Men sundhedstræning handler om meget mere end den daglige time i et fitnesscenter, det handler om at vi lærer at gøre tingene besværligt, altså at vi selv muger ud, trækker heste på fold, og gør en træningssession ud af det, i stedet for at tænke på det som surt arbejde. Det handler også om nogle rent madhåndværksmæssige færdigheder. Når jeg snakker med mange forældre, siger de, at de mangler inspiration til at lave spændende grøn mad. Deri ligger selvfølgelig også noget viden om råvarer, men der ligger også færdigheder i at gøre råvarerne spiselige – og lækre. En kunst som forarbejdningsindustrien har overtaget, så vi kan have en ”nem” hverdag efter en travl arbejdsdag, hvor vi har ydet og leveret varen i vores job. Men hvem siger, at vi ikke kan hygge os og lege med børnene om de hjemlige sysler, så det der ellers er det stressende at nå hjem og nå det hele mens ungerne sættes med Ipad’en eller Disneysjov, kunne være vores egen lille hyggeleg sammen. Måske bliver det fælles måltid ikke så perfekt som i Masterchef, men vi har haft det sjovt i processen, og vi får sund og sjov mad. Der findes ikke én sandhed her, for den afhænger jo af mange faktorer i hver familie, men ved at øve os sammen inspirerer vi hinanden på færdigheder i køkkenet – med børnene og hinanden!

Troldmanden udfordrer lærlingen

I alle disse mange opgaver kan vi være mere eller mindre garvede og vidende. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen får chancen for at blive udfordrede af en, som er mere erfaren eller vidende. Med min mangeårige erfaring med heste og hestens ernæring får du som deltager en solid indsigt i hestens fodringslære og vores muligheder for at tilrettelægge en god fodring. For de rigtige ”fodernørder”, som nogle kalder sig selv, kan der endda være muligheder for at nå rigtigt langt og dybt ned i (foder)stoffet. Et langt liv med heste og undervisning i allehånde sider af hestevidenskab har også givet mig gode muligheder for at udfordre de fleste på godt horsemanship, ligesom jeg med min coachende tilgang til vores udviklingsområder kan stille rigtigt mange spørgsmål, er gode at reflektere over. Derudover har jeg allieret mig med flere dygtige fagfolk, så vi kan højne niveauet endnu mere.

Vi skal selvfølgelig have en dygtig kok eller madsnedker til at udfordre os i køkkenet. Vi skal prøve os af i forskellige aktiviteter, hvor vi ikke selv er stærke – endnu. Det kunne være mountainbikes, kanosejlads og andet, hvor det er rart med en dygtig instruktør. Og vi skal selvfølgelig også arbejde med vores ridemæssige kompetencer (dem som vil ride), og her skal vi også have fagfolk ind over. Når vi har arbejdet og trænet, så musklerne syrer til, skal vi have en dejlig massage og en tur i vildmarkswellnessen. Hertil har vi en erfaren massør og spaterapeut til at fuldende oplevelsen. Sommerhøjskolen er delt i tre forskellige uger med tre forskellige målgrupper to forskellige steder i landet, og i løbet af foråret vil disse uger blive beskrevet mere præcist her på hjemmesiden. Jeg håber vi ses derude, jeg glæder mig vildt til at være forandringscoach på vores fælles rejse.

Udgivet i Skriv en kommentar

DET ER TID AT SADLE OM 2

Nedenstående indlæg er andet afsnit af min eksamensopgave i valgfaget Forandringsledelse på uddannelsen til Diplomleder. Første afsnit blev lagt op igår aftes, og har du ikke læst det endnu, så rul ned i blokken og gå til det lige under dette indlæg.

Der er megen tabu omkring at tale om vores vægt, og jeg har selv været der, hvor jeg blev såret af tankeløse bemærkninger om nogle kg for meget på sidebenene. Men det er vigtigt at tage fat om problemstillingen ved at italesætte sunde vaner – også for de tynde ryttere – så vi på sigt kan knække kurven af overvægt og de livsstilssygdomme, som følger i kølvandet på den gængse madkultur. Og hvis vi skal have succes med at ændre disse indgroede vaner, skal vi have fat i både de unge og deres forældre. Og der skal både viden vilje og færdigheder til.

Billedet ovenfor viser Martha Voss på hesten Bakholms Swifty i 2006, 15 kg mindre end på billedet fra igår (det var vinter, så jeg havde ekstra tøj på).

Et signal fra oven om hestevelfærd

Det komplicerede i at arbejde med forandringsledelse i ridesporten er, at ridesporten består af flere forskellige organisationer afhængigt af medlemmernes fokus på brugen af heste. Man kan godt kalde ridesporten for et løst koblet system, hvor de forskellige medlemmer kobler sig på eller af, afhængigt af om aktiviteterne giver mening for den enkelte. Ryttere er ofte organiserede i grupper via rideklubber, og klubberne samler sig under landsdækkende paraplyorganisationer. Disse har så indgået samarbejde i en politisk styrende gruppe, Forum for hestevelfærd. Mange interessenter spiller således med i et virvar af politiske strategier med forsøg på at forklare dem rationelt og derved vinde gehør for egne argumenter.

Man kan godt sammenligne Forum for Hestevelfærd med topledelsen i en organisation, og man har for nylig vist nært samarbejde omkring revision af Hesteloven. Med en rationel beslutningsproces ville ændringsteknologien læne sig op ad fakta omkring rytterens vægt og belastningen på hesten, og man ville vælge at vedtage nogle regler eller anbefalinger (afhængigt af, hvor meget politik der går i sagen), som vil være muligt at håndhæve i de enkelte underorganisationer og grupper. F.eks. til stævner og shows. Jeg kunne forestille mig en reglementsændring som nævnt ovenfor, altså en tilladt ryttervægt/hestevægt ratio til stævner ol. Som forberedelse hertil er der iværksat et forskningsprojekt, som skal give en faglig fornuftigt baggrund for eventuelle regler.  

Det ses også at ændringer i reglementer på sigt påvirker kulturen længere nede i systemet. For eksempel indførte Dansk Rideforbund en sikkerhedsmæssig regel om, at alle i forbundets klubber skal ride med ridehjelm. Det har medført en højere standard for sikkerhed til hest i de fleste klubber. I det organisatoriske perspektiv sender man med reglen om ryttervægten et signal nedad i systemet samt udad til det øvrige samfund, at ridesportens organisationer er ansvarlige overfor hestens velfærd under ridning.

Men sådanne regler er jo et indgreb i vores forhold til vores egen hest, og det vil kræve et stort kommunikativt arbejde at implementere det rationelle, ryttervægt/hestevægt ratio, i vores egen opfattelse af hestevelfærd og sund fornuft. Skal stævnearrangøren opstille en vægt, hvorpå først hesten, dernæst rytteren bliver vejet og godkendt, eller hvordan skal vi bedømme det? Hvordan kan stævneofficials effektuere denne regel? Her kommer der til at ligge et stort kommunikationsarbejde, for slet ikke at tale om at det ikke kun er rytterens vægt, der påvirker hesten, men også rytterens fysiske form, balance og rideteknik, som betyder rigtigt meget for hestens belastning under ridning.

En mere human strategi

En anden problemstilling er, at meget overvægtige ryttere ikke rider stævner, og dermed ikke ”fanges på vægten”, fordi de simpelthen ikke får succesoplevelser nok til stævnerne. Derfor vil der være mange ryttere ude i rideklubberne, som formodentligt er for tunge. Skal den enkelte rideklub have en regel om rytterens vægt? Ensidig fokus på vægt og alt for tykke ryttere der ikke bør ride på deres hest, vil påvirke kulturen i klubben. Denne er afhængig af, at medlemmerne føler sig godt tilpas, og derfor er det vigtigt, at man opnår en vis konsensus omkring problemstillingen. Klubledelsen kan agere som ændringsagent, men de vil få brug for hjælp fra fagfolk ”udefra” i bestræbelserne på at påvirke det værdisæt og de grundlæggende antagelser omkring medlemmernes indbyrdes adfærd. Det vil være nødvendigt at anlægge en humanistisk rettet strategi, hvor man i klubberne arbejder med forskellige aktiviteter, der giver medlemmerne mulighed for læring og identitetsskabelse. Det kan f.eks. være foredrag med kostvejledere, fysioterapeuter ol., men det kan også være mere principielle beslutninger omkring kvaliteten af den tilgængelige mad i cafeteria til hverdag og stævner.

Dilemmaet her vil nok være, at man jo kan fortolke et foredrag, som man vil, og man kan jo medbringe sin egen madpakke på rideskolen. Altså hvordan kan vi sikre den kognitive ændring – i form af accept af den linje, der lægges? Når man er lidt overvægtig, og ikke særligt stolt af det, kan man godt føle rideskolen som et fristed med sin egen kultur, ligesom pigerne i Lena Forsbergs undersøgelser fra Sverige. De udviklede en meget stærk kultur som ligner et modtræk til de krav de stilles overfor i skole og medier. En rytter har sin egen mening om tingene. Man trækker ikke bare en ændring ned over hovedet på dem uden at de vil protestere og forhandle. Disse subkulturer kan medvirke til at vanskeliggøre en planlagt ændring af rytternes vægt set fra et centralt forandringsledelses perspektiv.

Parade, stilstand, rid frem!

Disse løse koblinger og subkulturer er ikke nødvendigvis af det onde. I en foranderlig verden ligger der her en kilde til kreativitet og innovation, som kan være særdeles givtig for ridesporten og for hestens velfærd. I Weicks univers er det netop styrken, at alting forandrer sig. Hvis man skal udforme en ændringsstrategi her, kunne den snarere gå ud på at lave en ”parade”, hvor man reflekterer over situationen og de begrænsninger eller muligheder der opstår, for derefter at ride frem og lade tingene udvikle sig.

Ned og op i hesteskoen

I lyset af opgaven, at hjælpe rytterne til at få et lettere forhold til deres hest, behøver vi en model, som tager højde for processen og de udfordringer, de vil løbe ind i undervejs. Otto Scharmers Teori U er næsten skræddersyet til hestesporten, idet man kan forestille sig den som en hestesko, vendt som et U. I denne hestesko arbejder man sig kort fortalt ned ad den venstre skogren og op ad den højre. Filosofien er, at man først skal forstå og acceptere problemstillingen med overvægten samt erkende viden om hvordan vanerne påvirker mulighederne for at tabe vægt og blive sundere. Dernæst kan man begynde at udtænke handlemuligheder og fokusere også på de udfordringer, der er ved at ændre vaner. Det er ikke nok, bare at kigge lidt på de vaner man hidtil har levet efter. Man skal undersøge adfærdsmønstrene til bunds og give slip på dem, der ikke er hensigtsmæssige, og det er ikke altid særligt sjovt. For de tykke ryttere kunne det f.eks. være førnævnte Matadormix og cola. Hvordan kan man så hygge sig?

Teori U, forarbejdet efter Scharmer m.fl. af Joachim Rothenborg, 2013. Grafisk udformet så den passer til hestefolk.

Det kræver støtte fra en erfaren forandringsagent og coach som selv kender turen ned i hesteskoen, men som også ved, hvordan man kommer op ad den anden gren. Når voksne ledere sommetider har udfordringer med processen, kunne man godt være bekymret for de unge ryttere, men de har et fortrin frem for de skolede, rationelt tænkende virksomhedsledere: De kender til at tage lederskabet for deres hest, men de har ikke regnet sig frem til det, de kender til at føle det ”i maven”. De er også stadig i den alder hvor kreativitet og leg ikke er skældsord, så coachens arbejde vil i højere grad gå ud på at minde dem om det, de allerede kan, og støtte dem på vejen ned og op i hesteskoen.

Der vil være en hel del arbejde med at facilitere processen på vejen. Man skal kunne holde rede på de forskellige faser i udviklingen, så man kan agere rigtigt og give rytterne tryghed, sjov og læring som supplement til processen. Ved at de også bliver bevidste om, hvad de foretager sig, vil de med træningen være i stand til selv at gå ud og være ændringsagenter. For sig selv og sidenhen for andre. Det kan der også være god brug for, da det jo ikke er gjort ved at give dem noget viden og nogle madopskrifter, hvorefter de kommer hjem til fredagsslikket og colaerne foran X-faktor.

De unge ryttere som ændringsagenter

Ved at ridesportsorganisationerne drøfter problemstillingerne i et hestefagligt og teknisk rationelt perspektiv og kommer med nogle anbefalinger, kan vi være med til at danne et vejledende udgangspunkt.

På klubplan kan man føre debatten i et sobert og anerkendende forum ved bl.a. oplysende aktiviteter.

Som coach og innovationsguide kan artiklens forfatter agere som ændringsagent for ryttere på workshops med det formål at sadle om til et sundere liv.

Med respekt for rytternes selvforståelse og den viden, de rent faktisk har om hesten, kan jeg lære dem også at overføre dette på egen udvikling. Dermed bliver rytterne også ændringsagenter i relation til såvel hestens som egen velfærd. Jeg kan facilitere forløb, hvor vi sammen kan undersøge, lege og udforske mulighederne for at ændre vaner med udgangspunkt i en humanistisk strategi, hvor jeg med coachende tilgang hjælpe dem med at træne selvrefleksion og identitetskabelse. Dernæst vil jeg støtte op om rytternes egen eksperimenterende ændringsadfærd og træne dem i de færdigheder, der skal til for, at de kan lykkes med projektet at få et lettere forhold til deres hest.

Referencer

Borum, F. (2013). Strategier for organisationsændring (2. udgave udg.). København: Handelshøjskolens Forlag.

Forsberg, L. (2007). Att utveckla handlingskraft – Om flickors identitetsskapande processer i stallet. Luleå tekniska universitet, Institutionen för Pedagogik och lärande. Luleå, SE: Luleå tekniska universitet.

Nyholm, A. (3.. Juli 2013). I spidsen for forandringer – Kotter volume 2.0. Hentet fra Væksthus for ledelse.

Pjetursson, L. (2012). Ledelse og kommunikation af forandringer. I L. Pjetursson, Når ledelse er kommunikation (s. 185-227). L&R Business.

Rothenborg, J. (2013). U’et som praksis. Kunst kreativitet og sanselighed. Dansk psykologisk Forlag.

Scharmer, C. O. (2008). Rejsen mod U-et. Kapitel 2. I C. O. Scharmer, Teori U (s. 35-55). Forlaget Ankerhus.

Sundhedsstyrelsen. (02. april 2017). Overvægt. Hentet fra Sundhedsstyrelsen: https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/overvaegt

Uldahl, M. (Februar 2017). Belastning af hestens krop påført af rytterens krop. (T. Bisgaard, Red.) Hestemagasinet, 54-55.

Udgivet i Skriv en kommentar

DET ER TID AT SADLE OM 1!

Nedenstående indlæg er første halvdel af min eksamensopgave i valgfaget Forandringsledelse på uddannelsen til Diplomleder. For at gøre indlægget mere overskuelig at læse har jeg delt den i to afsnit. Andet afsnit kommer her på bloggen i morgen.

I forhold til den oprindelige eksamensopgave har jeg fjernet litteraturhenvisningerne i teksten og blot vist referencerne til sidst. Der er megen tabu omkring at tale om vores vægt, og jeg har selv været der, hvor jeg blev såret af tankeløse bemærkninger om nogle kg for meget på sidebenene. Men det er vigtigt at se i øjnene, at man er for meget ”til den gode side”, og derved tage fat om problemstillingen ved at italesætte sunde vaner – også for de tynde ryttere – så vi på sigt kan knække kurven af overvægt og de livsstilssygdomme, som følger i kølvandet på den gængse madkultur. Derfor, kære læser, hvis du som jeg altid har kæmpet med overvægt og folks sigende blikke, når du rider ind på opvarmningsbanen, så læs trygt videre, for det er ikke DIG, det er galt med, det er den madkultur, vi har skabt gennem mange års tilvænning til sukker som vores hyggemiddel.

På billedet ovenfor rider artiklens forfatter, Martha Voss, på Bakholms Swifty, en stor frederiksborgvallak på 1,79 m og 700 kg. Alligevel hæmmer rytterens godt 100 kg kampvægt hestens bevægelse og balance.

Og så til artiklen om rytterens nødvendige U-turn!

I ridesporten ser vi efterhånden den samme tendens som i resten af samfundet, at der kommer flere og flere overvægtige ryttere. I princippet er det mit eget valg, om jeg vil være overvægtig eller fit, men når jeg sætter mig op på en hest, påvirker jeg hestens krop og dens mulighed for at bevæge sig uden at få slid og skader. Hermed taler vi om en forringelse af hestens velfærd, og debatten florerer allerede på de sociale medier. Det er et følsomt emne, for hvis det nu var så let at tabe sig, hvorfor gør vi det så ikke? Hvad skal der til for at knække (vægt)kurven? Kan vi finde nogle handlemuligheder set i et forandringsledelsesperspektiv?

Flere overvægtige ryttere!

På Hestekongressen den 31. januar 2017 holdt dyrlæge Mette Uldahl et meget fint indlæg om den belastning, vi som ryttere påfører hesten med vores vægt, når vi sætter os op og rider. Men vægt er ikke bare vægt, uanset om man vejer over eller under det anbefalede, for en fit rytter belaster selvsagt ikke hesten så meget som en rytter i dårlig form og balance. Sidstnævnte er desværre ofte tilfældet med mange overvægtige ryttere, og dem er der efterhånden flere af. Som nævnt ovenfor har jeg selv tilhørt den gruppe af ryttere, som – set fra hestens synspunkt – i stedet burde løbe ved siden af. Vi ved godt det er galt: Vi skal spise sundere og vi skal motionere mere – ligesom alle andre overvægtige mennesker i landet. Men alligevel vokser antallet af overvægtige mennesker med de sundhedsmæssige problemer, som vi kender så godt.

En fed kultur

Som jeg ser det, har vi i Danmark udviklet en kultur omkring forkert kost og for lidt bevægelse. En kultur som de fleste ryttere aldrig ville byde deres hest. Den får rigeligt med hø, tilskudsfoder med alle næringsstoffer, den kommer på fold og den bliver redet efter alle kunstens regler, hvorefter vi selv smider os på sofaen med en pose Matadormix og en cola. Den kultur skal ændres, hvis vi vil have mere holdbare heste, som ikke skal bære rundt på en overvægt af dårlig livsstil.

Men vanens magt er stor, og hvordan ændrer vi så disse vaner? Vi ser jo alt for ofte, at vi trods gode intensioner med slankekure og fitnesscenter alligevel ikke taber os, eller vi tager på igen, når kuren er slut. Selv blandt deltagerne i Danmarks Radios TV-serie U-turn i 2016-17 var der nogle som faldt tilbage til de gamle vaner, da kameraerne blev slukket, trods et år med intensiv træning og kæmpe opbakning fra Chris MacDonald m.fl.

Hygge = sukker!

I min optik er det at tabe sig en kulturændring, som ikke kun vedrører os tykke mennesker, og de erhvervsledere, der gennem tiderne har arbejdet med forandringsledelse, vil nok give mig ret i, at netop kulturændringen er den sværeste ledelsesopgave at gennemføre med succes. Mange af de overvægtige voksne har altid været overvægtige. Vanerne er tillærte gennem et langt liv, og selvom vi ved det er forkert, magter vi ikke at ændre dem. Måske fordi vi generelt har udviklet en magelig livsstil med en meget nær kobling af socialt samvær og mad med alt for meget sukker (slik og sodavand), kan netop det sociale bånd gøre det meget svært at ændre kostvanerne.

Når vi ved at mange vaner grundlægges i en ung alder, giver det for mig stor mening at fokusere på børn og unge – uanset deres vægt – for vi har også udviklet kropsidealer, som er næsten umulige for almindeligt dødelige at leve op til! Flere unge fortæller om mindreværd i forhold til deres krop. Både de tykke og så de meget tynde, som i den modsatte grøft udvikler anorexi m.v. Typisk er de unge ryttere piger, som bruger megen tid i hestestalden med deres hest, men problemstillingen gælder også mange af de drenge der rider. Hesten kommer ikke med spydige bemærkninger, og dermed kan de spejle sig i hestens adfærd over for dem, uden fokus på kropsudseendet. Desuden er arbejdet med hesten  ved siden af ridningen også fysisk hårdt arbejde med at passe hesten og stalden, hvorved hesten også kan være den nærmeste fitness-coach for os alle. I det sociale samvær med de andre i stalden udvikler de unge ryttere en kultur med nøgleordene ansvar og arbejde, pleje og disciplin. Min oplevelse er dog, at de ikke altid kobler disse fine begreber på deres egen sundhed, og jeg oplever flere steder en kultur omkring hygge i stalden MED cola og Matadormix!

De unges adfærd omkring sukker er en tikkende bombe under såvel deres egen sundhed som siddende på ryggen af deres hest. Og desværre er det jo ikke kun de unge, men også deres forældre som bærer denne kultur. For at ændre på dette skal vi have fat i både unge og forældre, og for at ændre vanerne skal der viden, færdigheder og ikke mindst vilje til.

(Følg med i næste afsnit i morgen…)

Referencer

Borum, F. (2013). Strategier for organisationsændring (2. udgave udg.). København: Handelshøjskolens Forlag.

Forsberg, L. (2007). Att utveckla handlingskraft – Om flickors identitetsskapande processer i stallet. Luleå tekniska universitet, Institutionen för Pedagogik och lärande. Luleå, SE: Luleå tekniska universitet.

Nyholm, A. (3.. Juli 2013). I spidsen for forandringer – Kotter volume 2.0. Hentet fra Væksthus for ledelse.

Pjetursson, L. (2012). Ledelse og kommunikation af forandringer. I L. Pjetursson, Når ledelse er kommunikation (s. 185-227). L&R Business.

Scharmer, C. O. (2008). Rejsen mod U-et. Kapitel 2. I C. O. Scharmer, Teori U (s. 35-55). Forlaget Ankerhus.

Sundhedsstyrelsen. (02. april 2017). Overvægt. Hentet fra Sundhedsstyrelsen: https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/overvaegt

Uldahl, M. (Februar 2017). Belastning af hestens krop påført af rytterens krop. (T. Bisgaard, Red.) Hestemagasinet, 54-55.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hesten skaber lederen – fællesskabet udvikler ledelsen!

"- Vis den hvem der bestemmer!"
"- Det ved den allerede!"
Ridelærer - rytter

Hestepiger bliver bedre chefer!
Sådan skrev pressen i 2007, da en svensk forsker havde konkluderet det i sin Phd. afhandling. Men hvad gik det egentligt ud på? Er det fordi pigerne kunne styre en hest?
Nej, men når man arbejder med heste, udvikler man handlingskraft. Der skal reageres i forhold til håndtering og ridning, men lige så vigtigt at tage hånd om syge heste, sørge for foder osv.
365 dage om året.
Forståelsen for, hvornår man skal handle, og evnen til at gøre det, er nemlig en af de vigtigste egenskaber ved en god chef.
Og når hestepigerne – og drengene – bringer disse kompetencer i spil i uddannelse og job, så skaber de grundlaget for at blive gode chefer.
Det interessante er så, hvordan man kan lære det!

Således skrev jeg på facebooksiden den 10. november. I denne blog vil jeg fundere lidt over, hvad det er hos hesten, som gør os til bedre ledere.

 

Hvad er det, der gør, at en lille pige på 6 år kan tumle en pony, som vejer 10 gange så meget, og ret nemt kunne smide tøsen af og løbe væk. Selv på skovtur, hvor hesten kunne stikke helt af, er det mest sandsynlige, at den stopper op, tager sig en mundfuld græs og venter til rytteren igen er kommet på plads. Som om den ville sige: Så kan du lære det! I værste fald løber den blot hjem til stalden, så rytteren må gå hjem. Det kan give god mening, idet man på turen kan nå at tænke over situationen og køle sit temperament lidt ned. Hvis vi ser bort fra uheld, hvor hesten bliver skræmt og man falder af, så er der meget at lære af den lærestreg man måtte bide i græsset for. Refleksioner, som moderne ledere også ofte gør sig, hvis der er bøvl med medarbejderne:

Kom jeg til at genere hesten, så den blev frustreret og ikke længere gad finde sig i det?

Oversat:
Har jeg været for hård med kravene til opgaveløsning, så medarbejderen ikke længere magtede at blive i det?

Selv meget unge ryttere lærer fra starten at håndtere hesten under hensyn til dens behov. Det er en del af opdragelsen på rideskolen, at de skal vise omsorg for hesten, så den kan arbejde bedst muligt. De lærer at vurdere, om hesten vil kunne udføre den opgave, der ønskes. I starten af rytterens uddannelse lærer de faste regler for, hvordan man f.eks. starter en ridetur med opvarmning, så hesten kan være klar til at arbejde, og ikke rider hårdere, end hesten stadig er fremadgående og frisk. Via træningen lærer rytteren selv, at vurdere om kravene til hestens præstation står mål med dens evne til at yde. De lærer om hestens natur, dens fysik og dens måde at sige fra på.

Mange ledere fik jobbet, fordi de er gode til at udføre opgaverne, men det gør dem ikke nødvendigvis til gode ledere for de medarbejdere, som skal udføre opgaverne. Det kræver forståelse for, hvor langt medarbejderen er i sin udvikling i forhold til opgaveløsningen, og hvordan medarbejderen kognitivt går til opgaven. Ikke alle ledere får lov at lære om indlæring og opgaveløsningens psykologi, de bliver bare sat over på den anden side af skrivebordet. I rytterens træning indgår dette som en naturlig del af uddannelsen, først for rytteren og dernæst for hesten.

Gav jeg den for mange modstridende beskeder med tøjler, schenkler og pisk?

Oversat:
Har jeg sagt eller gjort noget, som berettigede medarbejderen til at tænde af/sige op?

Heste kommunikerer med kropssproget, og på rideskolen lærer rytteren at kommunikere tydeligt, for at hesten forstår signalerne. De lærer at styre egen krop og temperament, ikke rykke hesten i munden med tøjlerne eller slå den ukontrolleret med pisken. De lærer, at fokus er på, hvad de gjorde, som fik hesten til at reagere.

Vi mennesker har lært at fokusere på det talte ord, men fakta er jo, at kropsprog og stemmeføring tæller over 90% af den kommunikation, vi opfatter. I mange arbejdssituationer sker misforståelser ofte, når der ikke er harmoni mellem det talte sprog og kropssproget. Rytteren lærer i en ung alder, at fokusere på denne faktor.

Ligger sadlen forkert og generer hesten?

Oversat:
Er arbejdsforholdene uhensigtsmæssige for medarbejderen, så de medfører slid og skader?

Heldigvis har mange arbejdspladser fokus på det fysiske arbejdsmiljø, blandt andet i form af udfyldelse af APV-skemaer m.v. Ikke desto mindre sker der stadig uheld på grund af dårlige arbejdsforhold og manglende sikkerhedsforanstaltninger. Som leder er det et fortløbende proces at bringe APV’en ind i arbejdsrutinerne, således at man som medarbejder også trænes i at fokusere på sin egen og andres sikkerhed.

I rytterens uddannelse er der stort fokus på sikkerhed, herunder også hestens udstyr, idet en dårlig sadel dels vil genere – eller i værste fald skade hesten, dels vil den udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis remme og syninger brister. Rytteren lærer at blive en god arbejdsgiver for hesten. Ikke kun for hestens skyld, men også for sin egen sikkerhed og udbytte af ridningen.

Det interessante er, at hvis rytteren lærer at overføre disse færdigheder til samvær og samarbejde med andre mennesker, så er der allerede i teenage-årene skabt grobund for en god leder. Succesraten her afhænger i høj grad af kulturen på rideskolen. Er der voksne rollemodeller, som viser vejen og inddrager de unge i de ledelsesopgaver, der altid er i foreningslivet? Og præges kulturen på rideskolen af værdier som tillid, retfærdighed og samarbejdsevne? Nogle vil nok nikke genkendende til det fra arbejdspladsernes indsatser for at øge den sociale kapital, og her ligger der et stort inspirationsmateriale for rideskolernes ledelse med henblik på at forme rytternes menneskekendskab og samarbejde – ikke kun i forhold til god ledelse af hesten. Det gøres ved at inddrage de unge i beslutningerne, støtte dem i læringsprocesserne, stille krav til dem om at løse opgaverne, og stole på, at de vil gøre det efter bedste evne.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hestefoder køber man da i baller!

Forskellige typer grovfoder skal passe til forskellige heste.

Hesten er udviklet gennem millioner af år på istidsstepperne, hvor den har levet af en skøn blanding af frisk, fremspiret forårsgræs, frysetørret hø på roden samt frø, blomster og løv som den nu kunne finde. Men dens hovedføde er græs.

Når det så er sagt, så er der meget stor forskel på forskellige græsmarksprodukter, afhængigt af de forskellige arter, som indgår i produktet, samt planternes udviklingstrin. Godt hø kan rent faktisk være alt fra fine, grønne blade til frøgræshalm. Om det er godt hø, afhænger af de heste, man påtænker at fodre med produktet. Forudsat selvfølgelig, at den hygiejniske kvalitet er i orden.

Tilpas grovfoderproduktion til hestens behov

Vi bør i højere grad tænke i at producere gode grovfoderprodukter med forskelligt næringsindhold, som passer til hestens behov. I foderindustrien blander man tilskudsfoder i forhold til hestens behov. På samme måde, bør man i planteavlen sammensætte græsmarkens plantearter og tilpasse høsttidspunkter, så de passer til forskellige typer hestes behov. Det har man gjort i malkekvægholdets grovfoderproduktion i mange år, det skal bare tilpasses rideheste, ponyer, avlsheste m.v.

Og så skal vi tage nogle gode analyser, som viser næringsindholdet, så det er muligt at tilpasse eventuelt tilskudsfoder til fakta, i stedet for at hestefolk prøver sig frem med forskellige tilskud, uden helt at vide, hvad de egentligt giver hesten. Det kræver faktisk kun to personer:

  • En dygtig landmand med forstand på planteavl
  • En dygtig foderkonsulent, som ikke får sin løn for at sælge foder i poser

Lær at sammensætte den rigtige foderplan

Vi skal væk fra tankegangen om at vores gratis foderekspert skal bestemme, hvad hesten skal æde. Vi skal over i en kultur, hvor vi fokuserer på basisfoderets kvaliteter og måske endda kan sammensætte en foderplan kun med grovfoder og en enkelt vitaminpille. Vi skal uddanne hesteejeren til at træffe de rette beslutninger på baggrund af hendes erhvervede viden om hestens biologi og næringsbehov samt foderets kvaliteter. En viden som er baseret på fakta. Det er faktisk ikke raketvidenskab at fodre heste. Men det er godt landmandskab og sund fornuft at producere det rette grovfoder. Derforuden skal vi være bedre til at vurdere huldet på vore heste, men det er en anden historie.

Udgivet i Skriv en kommentar

Foredrag om fodring af heste

Lad os få et på det rene fra starten af:

Mine foredrag er kedelige!

Forstået sådan, at der er ingen kulørte poser med vidundermidler til at sikre din hest sundhed og præstation. Du får heller ingen holdninger til, om det ene foderbrand er bedre end det andet. BUM!

Men hvorfor skal du så alligevel booke mig til dit ridecenter eller komme til det annoncerede foredrag i dit nabolag?

Jeg formidler viden!

Fordi det, jeg vil give dig med foredraget, er en basal og meget vigtig viden om hvordan hesten udnytter sit foder, og hvilke næringsstoffer der er vigtige i den sammenhæng. Og det allervigtigste her er at sikre en god og rigelig forsyning af fiberrige fodermidler, det vi også kalder grovfoderet.

Hesten har udviklet sig gennem millioner af år på stepperne i konkurrence med drøvtyggere, og det betyder, at dens tarmkanal er dybt afhængig af at tarmens mikroorganismer trives og kan gøre deres del af arbejdet med de fiberrige planter, som blev hestens primære foder. Når vi påtager os ansvaret for at give hesten den rette ernæring, kræver det at vi sætter os ind i netop disse organismers behov og tilrettelægger vores fodring efter en god tarmfunktion.

Hvis basisfoderet er dårligt, kan du ikke pynte på det med smarte tilskud. Du kan afhjælpe mangler på visse næringsstoffer, men kvaliteten af dit grovfoder skal være i orden først og fremmest. Det er det, jeg vil tale med jer om til mine foredrag. Jeg vil lære jer at vurdere jeres foder og jeres hestes trivsel, så I bliver i stand til at træffe sundere valg for jeres heste.

Lær at se de enkelte tegn!

Vi skal snakke fordøjelse og næringsstofbehov, og vi skal se på hesten udefra, de tegn, du skal være opmærksom på i det daglige. Tegn som viser at hesten er sund og rask, eller der er noget du skal være opmærksom på, og tegn som du skal tage aktion på.

Vi kan ikke på en aften lære at producere det rigtige grovfoder, men du vil få indsigt i nogle af foderplanternes vækstbetingelser, og hvordan vores høst- og opbevaringsmetoder påvirker foderværdien. Vi vil kigge på fodermidlers kvalitet og tegn på at foderets kvalitet er ok, vi skal se på tegn, der viser mulige problemer, og hvordan du kan tage aktion på dette.

Vil du stadig have kulørte poser til din fodring?