En simpel arbejdsmåde

En simpel arbejdsmåde

26. juli 2020 Slået fra Af Martha Voss

Et grundigere løsningarbejde!

Martha Voss, Hesteagronom

NENUC’s logo rummer to væsentlige elementer.

Baggrunden er et billede af mig på hesten i mit liv. Bakholms Swifty, frederiksborgvallak efter Tasano Toftedal og med Lasse Langemark som morfar. Jeg købte ham som 8 mdr. føl, og vi lagde ud med at fjerne to mus fra den højre has. Dette føl voksede og voksede, og var en konstant udfordring fodringsmæssigt, så på mange måder har han været mig en skarp læremester.

Samle brikkerne i puslespillet

De fire puslespilsbrikker i forgrunden viser den måde, hvorpå jeg arbejder med viden om heste (og mange andre ting). I min optik handler det om at skabe et grundlag af viden, inden jeg går til løsningerne. Eksempel: Hvis en hesteejer spørger dig, hvad hun kan give sin hest, så den får mere energi. Så kunne du, hvis du griber til den hurtige løsning, komme i tanker om et godt foder, du engang gav din egen hest, så den kvikkede op og blev så fin. Men hvis nu den her hest nu fejler noget, eller måske er for tyk, så den mangler energi, fordi det er for hårdt for den at arbejde med rytter…

Udforsk, så du kan forstå

Derfor gælder det om først at UDFORSKE spørgsmålet og sagen bag. Finde den egentlige udfordring og FORSTÅ årsager og konsekvenser af det.

Hvad er egentligt udfordringen? Det handler måske ikke kun om hesten, der kan være flere elementer involverede i et problem. Det er vigtigt, at du tør fortsætte med at stille spørgsmål, være nysgerrig på baggrunden til problemet. Og her er din etik også vigtig. Du spørger ikke bare for at bekræfte din egen forforståelse.

Du ønsker at blive klogere.

Du spørger for, at hesteejeren kan sætte sin egen viden i spil. Med respekt for at hun kender sin hest, og måske endda ved mere, end du først antog. Din udforskning skal hjælpe dig til at forstå problemet, og du skal virkelig sætte dig for at forstå. Ikke bare årsagerne, men også konsekvenserne nu og i fremtiden. Nået dertil kan du se, hvad du kan gøre for at ændre en negativ spiral.

Udtænk flere muligheder inden du skaber og planlægger

Ligesom der kan være forskellige årsager til et problem, kan der også være flere gode løsningsmuligheder. Derfor skal du UDTÆNKE flere muligheder, som du arbejder med. De skal udforskes og prøves af på tegnebrættet, og når du har fundet den gode model kan du SKABE den bedste løsning, den bedste fodring for hesteejeren og hendes hest – eller hvad der nu skal til.

De fire puslebrikker udgør altså hjørnestenene i mit arbejde med undervisning og vejledning, og de dukker op i flere sammenhænge, når jeg skal illustrere grafisk, f.eks. som i mit nye kursus om hestens blodsukker. Hver brik har en berøringsflade med de andre, så på den måde hænger din erhvervede viden og indsigter fra kurset sammen med de tiltag, du selv udtænker og begynder at forme.

Fordi du i processen skal vende tilbage til nogle af brikkerne og vende dem i hånden igen. Måske skal du udforske noget mere? Måske skal du revidere din forståelse?

Måske udtænker du nye ideer, som skal gennemarbejdes?

Dette er det grundliggende arbejde i al udvikling, kombinationen af den teoretiske viden og de praktiske færdigheder, så det hele går op i en højere enhed.

Til gavn for dig og din hest.