Udgivet i Skriv en kommentar

DET ER TID AT SADLE OM 2

Nedenstående indlæg er andet afsnit af min eksamensopgave i valgfaget Forandringsledelse på uddannelsen til Diplomleder. Første afsnit blev lagt op igår aftes, og har du ikke læst det endnu, så rul ned i blokken og gå til det lige under dette indlæg.

Der er megen tabu omkring at tale om vores vægt, og jeg har selv været der, hvor jeg blev såret af tankeløse bemærkninger om nogle kg for meget på sidebenene. Men det er vigtigt at tage fat om problemstillingen ved at italesætte sunde vaner – også for de tynde ryttere – så vi på sigt kan knække kurven af overvægt og de livsstilssygdomme, som følger i kølvandet på den gængse madkultur. Og hvis vi skal have succes med at ændre disse indgroede vaner, skal vi have fat i både de unge og deres forældre. Og der skal både viden vilje og færdigheder til.

Billedet ovenfor viser Martha Voss på hesten Bakholms Swifty i 2006, 15 kg mindre end på billedet fra igår (det var vinter, så jeg havde ekstra tøj på).

Et signal fra oven om hestevelfærd

Det komplicerede i at arbejde med forandringsledelse i ridesporten er, at ridesporten består af flere forskellige organisationer afhængigt af medlemmernes fokus på brugen af heste. Man kan godt kalde ridesporten for et løst koblet system, hvor de forskellige medlemmer kobler sig på eller af, afhængigt af om aktiviteterne giver mening for den enkelte. Ryttere er ofte organiserede i grupper via rideklubber, og klubberne samler sig under landsdækkende paraplyorganisationer. Disse har så indgået samarbejde i en politisk styrende gruppe, Forum for hestevelfærd. Mange interessenter spiller således med i et virvar af politiske strategier med forsøg på at forklare dem rationelt og derved vinde gehør for egne argumenter.

Man kan godt sammenligne Forum for Hestevelfærd med topledelsen i en organisation, og man har for nylig vist nært samarbejde omkring revision af Hesteloven. Med en rationel beslutningsproces ville ændringsteknologien læne sig op ad fakta omkring rytterens vægt og belastningen på hesten, og man ville vælge at vedtage nogle regler eller anbefalinger (afhængigt af, hvor meget politik der går i sagen), som vil være muligt at håndhæve i de enkelte underorganisationer og grupper. F.eks. til stævner og shows. Jeg kunne forestille mig en reglementsændring som nævnt ovenfor, altså en tilladt ryttervægt/hestevægt ratio til stævner ol. Som forberedelse hertil er der iværksat et forskningsprojekt, som skal give en faglig fornuftigt baggrund for eventuelle regler.  

Det ses også at ændringer i reglementer på sigt påvirker kulturen længere nede i systemet. For eksempel indførte Dansk Rideforbund en sikkerhedsmæssig regel om, at alle i forbundets klubber skal ride med ridehjelm. Det har medført en højere standard for sikkerhed til hest i de fleste klubber. I det organisatoriske perspektiv sender man med reglen om ryttervægten et signal nedad i systemet samt udad til det øvrige samfund, at ridesportens organisationer er ansvarlige overfor hestens velfærd under ridning.

Men sådanne regler er jo et indgreb i vores forhold til vores egen hest, og det vil kræve et stort kommunikativt arbejde at implementere det rationelle, ryttervægt/hestevægt ratio, i vores egen opfattelse af hestevelfærd og sund fornuft. Skal stævnearrangøren opstille en vægt, hvorpå først hesten, dernæst rytteren bliver vejet og godkendt, eller hvordan skal vi bedømme det? Hvordan kan stævneofficials effektuere denne regel? Her kommer der til at ligge et stort kommunikationsarbejde, for slet ikke at tale om at det ikke kun er rytterens vægt, der påvirker hesten, men også rytterens fysiske form, balance og rideteknik, som betyder rigtigt meget for hestens belastning under ridning.

En mere human strategi

En anden problemstilling er, at meget overvægtige ryttere ikke rider stævner, og dermed ikke ”fanges på vægten”, fordi de simpelthen ikke får succesoplevelser nok til stævnerne. Derfor vil der være mange ryttere ude i rideklubberne, som formodentligt er for tunge. Skal den enkelte rideklub have en regel om rytterens vægt? Ensidig fokus på vægt og alt for tykke ryttere der ikke bør ride på deres hest, vil påvirke kulturen i klubben. Denne er afhængig af, at medlemmerne føler sig godt tilpas, og derfor er det vigtigt, at man opnår en vis konsensus omkring problemstillingen. Klubledelsen kan agere som ændringsagent, men de vil få brug for hjælp fra fagfolk ”udefra” i bestræbelserne på at påvirke det værdisæt og de grundlæggende antagelser omkring medlemmernes indbyrdes adfærd. Det vil være nødvendigt at anlægge en humanistisk rettet strategi, hvor man i klubberne arbejder med forskellige aktiviteter, der giver medlemmerne mulighed for læring og identitetsskabelse. Det kan f.eks. være foredrag med kostvejledere, fysioterapeuter ol., men det kan også være mere principielle beslutninger omkring kvaliteten af den tilgængelige mad i cafeteria til hverdag og stævner.

Dilemmaet her vil nok være, at man jo kan fortolke et foredrag, som man vil, og man kan jo medbringe sin egen madpakke på rideskolen. Altså hvordan kan vi sikre den kognitive ændring – i form af accept af den linje, der lægges? Når man er lidt overvægtig, og ikke særligt stolt af det, kan man godt føle rideskolen som et fristed med sin egen kultur, ligesom pigerne i Lena Forsbergs undersøgelser fra Sverige. De udviklede en meget stærk kultur som ligner et modtræk til de krav de stilles overfor i skole og medier. En rytter har sin egen mening om tingene. Man trækker ikke bare en ændring ned over hovedet på dem uden at de vil protestere og forhandle. Disse subkulturer kan medvirke til at vanskeliggøre en planlagt ændring af rytternes vægt set fra et centralt forandringsledelses perspektiv.

Parade, stilstand, rid frem!

Disse løse koblinger og subkulturer er ikke nødvendigvis af det onde. I en foranderlig verden ligger der her en kilde til kreativitet og innovation, som kan være særdeles givtig for ridesporten og for hestens velfærd. I Weicks univers er det netop styrken, at alting forandrer sig. Hvis man skal udforme en ændringsstrategi her, kunne den snarere gå ud på at lave en ”parade”, hvor man reflekterer over situationen og de begrænsninger eller muligheder der opstår, for derefter at ride frem og lade tingene udvikle sig.

Ned og op i hesteskoen

I lyset af opgaven, at hjælpe rytterne til at få et lettere forhold til deres hest, behøver vi en model, som tager højde for processen og de udfordringer, de vil løbe ind i undervejs. Otto Scharmers Teori U er næsten skræddersyet til hestesporten, idet man kan forestille sig den som en hestesko, vendt som et U. I denne hestesko arbejder man sig kort fortalt ned ad den venstre skogren og op ad den højre. Filosofien er, at man først skal forstå og acceptere problemstillingen med overvægten samt erkende viden om hvordan vanerne påvirker mulighederne for at tabe vægt og blive sundere. Dernæst kan man begynde at udtænke handlemuligheder og fokusere også på de udfordringer, der er ved at ændre vaner. Det er ikke nok, bare at kigge lidt på de vaner man hidtil har levet efter. Man skal undersøge adfærdsmønstrene til bunds og give slip på dem, der ikke er hensigtsmæssige, og det er ikke altid særligt sjovt. For de tykke ryttere kunne det f.eks. være førnævnte Matadormix og cola. Hvordan kan man så hygge sig?

Teori U, forarbejdet efter Scharmer m.fl. af Joachim Rothenborg, 2013. Grafisk udformet så den passer til hestefolk.

Det kræver støtte fra en erfaren forandringsagent og coach som selv kender turen ned i hesteskoen, men som også ved, hvordan man kommer op ad den anden gren. Når voksne ledere sommetider har udfordringer med processen, kunne man godt være bekymret for de unge ryttere, men de har et fortrin frem for de skolede, rationelt tænkende virksomhedsledere: De kender til at tage lederskabet for deres hest, men de har ikke regnet sig frem til det, de kender til at føle det ”i maven”. De er også stadig i den alder hvor kreativitet og leg ikke er skældsord, så coachens arbejde vil i højere grad gå ud på at minde dem om det, de allerede kan, og støtte dem på vejen ned og op i hesteskoen.

Der vil være en hel del arbejde med at facilitere processen på vejen. Man skal kunne holde rede på de forskellige faser i udviklingen, så man kan agere rigtigt og give rytterne tryghed, sjov og læring som supplement til processen. Ved at de også bliver bevidste om, hvad de foretager sig, vil de med træningen være i stand til selv at gå ud og være ændringsagenter. For sig selv og sidenhen for andre. Det kan der også være god brug for, da det jo ikke er gjort ved at give dem noget viden og nogle madopskrifter, hvorefter de kommer hjem til fredagsslikket og colaerne foran X-faktor.

De unge ryttere som ændringsagenter

Ved at ridesportsorganisationerne drøfter problemstillingerne i et hestefagligt og teknisk rationelt perspektiv og kommer med nogle anbefalinger, kan vi være med til at danne et vejledende udgangspunkt.

På klubplan kan man føre debatten i et sobert og anerkendende forum ved bl.a. oplysende aktiviteter.

Som coach og innovationsguide kan artiklens forfatter agere som ændringsagent for ryttere på workshops med det formål at sadle om til et sundere liv.

Med respekt for rytternes selvforståelse og den viden, de rent faktisk har om hesten, kan jeg lære dem også at overføre dette på egen udvikling. Dermed bliver rytterne også ændringsagenter i relation til såvel hestens som egen velfærd. Jeg kan facilitere forløb, hvor vi sammen kan undersøge, lege og udforske mulighederne for at ændre vaner med udgangspunkt i en humanistisk strategi, hvor jeg med coachende tilgang hjælpe dem med at træne selvrefleksion og identitetskabelse. Dernæst vil jeg støtte op om rytternes egen eksperimenterende ændringsadfærd og træne dem i de færdigheder, der skal til for, at de kan lykkes med projektet at få et lettere forhold til deres hest.

Referencer

Borum, F. (2013). Strategier for organisationsændring (2. udgave udg.). København: Handelshøjskolens Forlag.

Forsberg, L. (2007). Att utveckla handlingskraft – Om flickors identitetsskapande processer i stallet. Luleå tekniska universitet, Institutionen för Pedagogik och lärande. Luleå, SE: Luleå tekniska universitet.

Nyholm, A. (3.. Juli 2013). I spidsen for forandringer – Kotter volume 2.0. Hentet fra Væksthus for ledelse.

Pjetursson, L. (2012). Ledelse og kommunikation af forandringer. I L. Pjetursson, Når ledelse er kommunikation (s. 185-227). L&R Business.

Rothenborg, J. (2013). U’et som praksis. Kunst kreativitet og sanselighed. Dansk psykologisk Forlag.

Scharmer, C. O. (2008). Rejsen mod U-et. Kapitel 2. I C. O. Scharmer, Teori U (s. 35-55). Forlaget Ankerhus.

Sundhedsstyrelsen. (02. april 2017). Overvægt. Hentet fra Sundhedsstyrelsen: https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/overvaegt

Uldahl, M. (Februar 2017). Belastning af hestens krop påført af rytterens krop. (T. Bisgaard, Red.) Hestemagasinet, 54-55.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.