Udgivet i Skriv en kommentar

Foredrag om fodring af heste

Lad os få et på det rene fra starten af:

Mine foredrag er kedelige!

Forstået sådan, at der er ingen kulørte poser med vidundermidler til at sikre din hest sundhed og præstation. Du får heller ingen holdninger til, om det ene foderbrand er bedre end det andet. BUM!

Men hvorfor skal du så alligevel booke mig til dit ridecenter eller komme til det annoncerede foredrag i dit nabolag?

Jeg formidler viden!

Fordi det, jeg vil give dig med foredraget, er en basal og meget vigtig viden om hvordan hesten udnytter sit foder, og hvilke næringsstoffer der er vigtige i den sammenhæng. Og det allervigtigste her er at sikre en god og rigelig forsyning af fiberrige fodermidler, det vi også kalder grovfoderet.

Hesten har udviklet sig gennem millioner af år på stepperne i konkurrence med drøvtyggere, og det betyder, at dens tarmkanal er dybt afhængig af at tarmens mikroorganismer trives og kan gøre deres del af arbejdet med de fiberrige planter, som blev hestens primære foder. Når vi påtager os ansvaret for at give hesten den rette ernæring, kræver det at vi sætter os ind i netop disse organismers behov og tilrettelægger vores fodring efter en god tarmfunktion.

Hvis basisfoderet er dårligt, kan du ikke pynte på det med smarte tilskud. Du kan afhjælpe mangler på visse næringsstoffer, men kvaliteten af dit grovfoder skal være i orden først og fremmest. Det er det, jeg vil tale med jer om til mine foredrag. Jeg vil lære jer at vurdere jeres foder og jeres hestes trivsel, så I bliver i stand til at træffe sundere valg for jeres heste.

Lær at se de enkelte tegn!

Vi skal snakke fordøjelse og næringsstofbehov, og vi skal se på hesten udefra, de tegn, du skal være opmærksom på i det daglige. Tegn som viser at hesten er sund og rask, eller der er noget du skal være opmærksom på, og tegn som du skal tage aktion på.

Vi kan ikke på en aften lære at producere det rigtige grovfoder, men du vil få indsigt i nogle af foderplanternes vækstbetingelser, og hvordan vores høst- og opbevaringsmetoder påvirker foderværdien. Vi vil kigge på fodermidlers kvalitet og tegn på at foderets kvalitet er ok, vi skal se på tegn, der viser mulige problemer, og hvordan du kan tage aktion på dette.

Vil du stadig have kulørte poser til din fodring?

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.