Slået op d.

Det første år som selvstændig

Denne dag, den 30. juni, for et år siden pakkede jeg mine sidste ting fra mit gode job på Grindsted Landbrugsskole, krammede farvel til kollegerne og kastede mig hovedkulds ud i virkelighedens verden som selvstændig. Og hvordan er det så gået?

Sæt dit blod frit!

På et tidspunkt snakkede jeg med en ledelseskonsulent i Landbo Syd, og vi snakkede om udfordringerne med at skulle tænke business efter et langt arbejdsliv som fastansat til fast løn, og hvor det ikke var den enkelte opgave, som blev faktureret. ”-det kan godt være sundt at få rusket kalken ud af årerne!”, sagde han. Og det har han ret i. For det betyder jo rent faktisk også, at blodet får mulighed for at strømme frit, så næringsstofferne kan komme rundt til cellerne og affaldsstofferne kan udskilles. Og man mærker adrenalinen bruse, når tingene lykkes. Om det så bare er de små sejre, så føles de berusende, fordi man har gjort et godt stykke arbejde, som honoreres ved kasse 1.

Verdens bedste netværk

Det var meget spændende at stå der in the mittle of nowhere og ikke vide, hvordan de næste måneder ville forme sig, men det viste sig faktisk at være bæredygtigt. Jeg kan konstatere, at jeg har verdens bedste netværk, for inden jeg rigtigt kunne komme i gang med at lave markedsføring, hjemmeside og så videre, begyndte folk af sig selv at ringe for at høre, hvad jeg lavede, og om jeg kunne komme og hjælpe med en lille opgave hos dem.

Jeg er jer alle dybt taknemmelig for hver en henvendelse og hver en anerkendelse, I har vist mig. Det har gjort livet som selvstændig til en leg, og jeg har nydt at lege med jer. Skulle I en anden gang få brug for mig, så er jeg altid med på det værste!

Min rejse har bragt mig vidt omkring. Jeg har været ude at holde foredrag for seriøse hestefolk, som ville have uvildig viden om fodring af deres heste. Jeg har holdt workshops på efterskoler med hestelinje. Vi har snakket fordøjelse og fysiologi i dybden, vurderet huld på deres heste og diskuteret kvaliteten af deres hø. Jeg har arbejdet med fundraising og pædagogisk udvikling, og jeg har undervist professionelle erhvervskvinder i brug af sociale medier til rekruttering af medarbejdere og en masse andet.

Et åndehul for nærhed og autenticitet

Jeg har undervist og været censor på næsten alle landets landbrugsskoler, i små og store sammenhænge. Det har været rigtigt sjovt, igen at komme på skolerne og blive optaget alle steder som en af flokken, og alligevel som udenforstående at opleve den kvalitet, som alle skolerne rent faktisk lægger i deres virke. Både på den faglige platform og på nye aktiviteter i tråd med kulturen hos de elever, som nu søger erhvervsuddannelser. For mig er der ingen tvivl om at skoleformen bør have lov at fortsætte i mange år frem. Den giver moderne unge et autentisk fristed og et åndehul i et stressende liv mellem sociale medier og krav fra familie, samfund og erhvervsliv. Der er en nærhed og anerkendelse på disse skoler mellem lærere og elever, som giver de unge mennesker en ballast til deres videre færd, uanset senere erhvervsvalg.

Et forbund for udvikling og entusiasme

Min største opgave har imidlertid ligget og vil fortsat ligge i hesteverdenen. Den er en del af min DNA, og det er her, jeg virkelig føler mit blod sat frit. Gennem dette forår 2018 har jeg gennemført en større undersøgelse af Dansk Rideforbunds kursusudbud til medlemmerne. Jeg har talt med en masse dejlige hestefolk om deres oplevelser af behov for kurser, ideer til nye kurser samt forbedring af eksisterende. På den baggrund har jeg udformet et oplæg med anbefalinger til rideforbundets fremtidige uddannelses- og kursusstruktur, som jeg meget håber de vil tage til sig. I den forbindelse har jeg haft verdens bedste samarbejdspartnere i rideforbundets sekretariat og bestyrelse. De smed simpelthen hvad de havde i hænderne for at hjælpe med undersøgelser, ideer og praktiske oplysninger. Og de brænder for deres job for ridesporten, om det er for bredde eller elite, om det er for klubberne eller de enkelte ryttere. En stor cadeau til jer alle, håber vi kan komme til at lege sammen igen på et senere tidspunkt.

En sommerhøjskole for det brusende blod

Fremtidens opgaver bliver ikke mindre spændende. Nogle projekter har jeg allerede meldt ud, andre ligger i støbeskeen og skal lige formes lidt, inden de sendes ud over rampen. I det kommende år vil jeg ofre mere opmærksomhed på min mission og det netværk, som har fulgt mig her. Der skal skrives flere indlæg i NENUC’s blog og på Facebooksiden. Jeg vil skabe læring for hestefolk! Det gør jeg ved at formidle viden og ved at opbygge konferencer, hvor man kan deltage og lære i samvær med andre eller fordybe sig, når man selv har tid og lyst. Helt konkret kan I se frem til nogle meget spændende konferencer med dygtige indledere og udfordrende workshops rundt om i landet.

Og i juli 2019 kan I komme på sommerhøjskole med NENUC, hvor fokus er på et sundt og aktivt liv – for både heste og ryttere. Sommerhøjskolen vil løbe af stablen i mit eget lokalområde, her i Ansager, og med hjælp fra meget spændende samarbejdspartnere. Målet er, at alle skal have mulighed for at ruske kalken ud af årerne og mærke sit blod strømme frit i årerne.

Herom nærmere, når programmet og aftalerne er mere på plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *