Categories
Vær klar til udvikling, fordi du kan!

Du skal tro på, at vi vil dig det bedste!

For nogle dage siden reagerede jeg på et Facebook-opslag. Det gør jeg ofte, så i sig selv bør det ikke undre. Men denne gang erklærede jeg mig faktisk uenig i et af de her citater, som folk deler, fordi de synes det siger dem noget. Citatet lød:

Ingen ser dine kampe
Ingen ser din smerte
Ingen ser dine tårer
Alle ser dine fejl!

Det er formodentligt tænkt som en støtte til folk, der føler sig ensomme og forfulgte, og kan nok have en vis sandhed i nogle sammenhænge. MEN jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange mennesker vi støder fra os, hvis dette citat bliver vores livsvisdom og dermed påvirker vores adfærd. Jeg vil ikke medvirke til at give medhold til den selvretfærdighed, som jeg opfatter i citatet. Men jeg mener også, at jeg kan såre folk, der har det svært ved direkte at sige citatet imod. Derfor vil jeg i stedet prøve at berige citatet ved at stille spørgsmål og undre mig – og det kan jeg ikke gøre uden at sætte mig selv i spil.

Du skal vise dine kampe!

Hvis ingen ser vores kampe, kan det så være fordi vi ikke kæmper med åben pande, men inde i vores eget hoved? Og hvem er det så vi kæmper mod? Jeg har selv brugt mange år på at kæmpe med mindreværd og en ensomhedsfølelse, som jeg troede ingen forstod – indtil det gik op for mig, at det gør alle. Vi kan alle være i situationer, hvor vi er usikre på os selv, og om vi slår til. Forskellen ligger i, om vi kan fokusere på at bekæmpe det, vi kan ændre, dvs. den måde vi vil acceptere og håndtere vores fejl fremadrettet. Når vi kæmper for os selv, er det så fordi vi er bange for, at andre vil fortælle os at vi har ret? Ret i at vi begår en masse fejl? Og er det så egentligt ikke os selv vi kæmper imod?

For når vi erklærer nogen krig – systemet, skolen, dumme naboer osv. – så er det vel fordi vi føler os uretfærdigt behandlet og så går vi til modværge med de midler vi nu engang finder nødvendige. Og så kæmper vi med åben pande. Om vores kamp så er retfærdig vil jeg i denne sammenhæng ikke gøre mig til dommer over, men i hvert fald kan man ikke være i tvivl om kampen, og dermed vil der også være folk, som kan sympatisere – eller det modsatte. Det er jo definitionen af en kamp – vi er uenige, hvem har mest ret? Man får ikke nødvendigvis medhold, men jeg tror, man får noget andet, nemlig respekt!

Du skal vise din smerte!

Respekt er et underligt ord, men hvis der er noget, respekt ikke giver, så er det medfølelse. Men ret beset har vi heller ikke brug for medfølelse, vi har brug for omsorg, og det er i min terminologi kærlighed og respekt. Respekt giver sig udtryk i mange forskellige reaktioner, og de kan misfortolkes, hvis man ikke italesætter dem. Som barn blev jeg ofte mobbet i skolen. Det har jeg siden fundet ud af at alle børn bliver, mere eller mindre. Men jeg var selvfølgelig ked af det. Det var synd for mig, syntes jeg, men de skulle ikke tro, at de kunne få held til at se min smerte! Så jeg lukkede mig om mig selv, jeg lærte mig selv, ikke at se de andre børns smerte, når jeg ”gav igen af samme skuffe”, som var datidens hjælp når man blev drillet. En klog nabo sagde engang: ”Der ligger en kæmpe styrke i at turde vise sine svagheder!” Hvis jeg samtidigt også viser min kamp for at forstå såvel min egen som andres smerte, møder jeg et stort potentiale i den kærlighed og respekt jeg viser, og den omsorg jeg nyder fra de andre. Hvis jeg tør, for det kræver mod.

Du skal vise dine tårer!

Det kræver mod at vise sine bløde sider, fordi vi ofte forveksler dem med svaghed. Men når jeg græder, viser jeg tegn på at jeg kan føle. Og hvis jeg ikke kun føler med mig selv men med andre, kan jeg arbejde på at forstå – at stille spørgsmål for at forstå. Og vise respekt for det svar jeg får. For det gør mig klogere på dig, men det gør mig måske også klogere på mig selv, hvis jeg tør stille mig selv det samme spørgsmål. Og når jeg lægger op til en respektfuld dialog, så er jeg med til at skabe en god relation mellem os, fordi jeg ikke agerer som en bedrevidende snob, men som et ligeværdigt menneske.

Lad alle se dine fejl!

Dermed skal jeg også erkende, at jeg kan begå fejl. Lige som alle andre. Hvis jeg fokuserer på, at folk kun ser mine fejl, så har jeg allerede vendt ”fejlfiltret” mod dem, dvs. så ser jeg i hvert fald også alle deres fejl. Ja, vi er ikke perfekte, men vi kan stræbe efter at være ordentlige mennesker, blandt andet ved at erkende, at vi laver fejl, og at vi arbejder på at råde bod på dem. Nogle gange går det ud over andre. Det kræver en ærlig undskyldning og et ønske om at forbedre sig. Hvis vi udvikler et mere afslappet forhold til vores fejl, vil vi også bedre kunne tage det modspil vi får, når vi siger eller gør noget dumt. Vi burde måske lade der gå sport i at vise vores fejl – med den læring vi drager af fejlen, og hvad vi så vil gøre fremover for at blive dygtigere og stærkere!

Tager jeg fejl?

By Martha Voss

Agronom, diplomleder og innovationsguide.
Inspirerer og udfordrer til udvikling.
Arbejder for et aktivt erhvervs- og foreningsliv i lokalsamfund og landdistrikter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.