Categories
Tag initiativ og ansvar

Når man rækker Fanden lillefingeren…

En af de store udfordringer i frivillighedens kultur er at rekruttere medlemmer – ikke blot til foreningen, men især til de opgaver der ligger i at drive foreningens aktiviteter.

Det er svært for de folk, som dag ind og ud brænder for foreningens arbejde og yder en stor indsats, at forstå hvorfor andre tilsyneladende bare nyder godt af arbejdet, men de er der aldrig, når man har brug for dem. Vi taler meget om dem – de andre, som ikke kommer, og vi sætter opslag op det ene og det andet sted. Ideelt set bør alle medlemmer af en forening stå på spring, så snart de får et pip om en aktivitet med brug for hænder. Hvor bliver de af, og hvad kan vi gøre for at få dem ind i kampen?

Tordenskjolds Soldater

Jeg skrev i sidste uge om fællesskabet som gevinsten og motivationen ved frivilligt arbejde. Men jeg tænker, at hvis vi nu vender den om, hvem er så egentligt med i fællesskabet og hvilket fællesskab? Vi har jo forskellige sociale behov, og vi har forskellige sociale egenskaber, afhængigt af vores personlighed og vores opdragelse. Hvordan ser sådan en gruppe Tordenskjolds Soldater ud, hvis man kigger på dem udefra? Her kommer nogle udsagn som kunne demonstrere det:

 

“- Hvor er de aktive, og dygtige til de opgaver. Jeg ville aldrig magte at gøre det lige så godt!”

“- Hvor er de indspiste, jeg får ikke et ben til jorden, hvis jeg kommer og tilbyder mig!”

“- Det er nu dejligt, at vores klub har sådan en gruppe aktive mennesker, jeg har bare selv travlt med job og bestyrelsesarbejde i andre foreninger…!”

“- Jeg kunne godt give en hånd, men jeg vil ikke involveres for meget, for så havner jeg bare i bestyrelsen…!”

 

Der er mange meninger, og det svære for “soldaterne” er jo, at disse folk skal fanges på forskellig måde, hvis vi vil rekruttere dem. Og når vi har travlt med at drive foreningen, arrangere stævner, sportsfester osv. så ser vi ikke altid, hvad der ligger bagved folks fravær fra arbejdet. Har vi husket at hilse ordentligt på forældrene til de nye spillere på lilleput holdene? – og ser vi, at Peters far ser stresset ud, når han kommer med sin søn, husker vi lige at smalltalke lidt med ham alligevel? Viser vi Lise, at vi er glade for at hun hver eneste gang møder op til arbejdsdagene også selvom hun ikke siger så meget? Interesserer vi os for Hannes kærestesorger? Husker vi at fejre Sørens indsats i sidste stævne, selvom han ikke vandt, men bare gjorde en god indsats?

 

SER vi hinanden – og viser vi det?

Det er meget nemt – og jeg tror alle formænd m.v. husker det i deres beretninger og andre taler til medlemmerne – at rose dem der på en eller anden måde bidrager til fællesskabet. Men os der kommer og bidrager, vi gør det ikke for at få ros til generalforsamlingen. Vi kommer fordi vores arbejde giver mening på anden måde. Så vi kommer også selvom man glemmer at rose os.

Mit bud er, at vi kan rekruttere MANGE flere frivillige, hvis vi rent faktisk viser, at vi gider deres eksistens til mere end betale kontingent og vaske T-shirts til kampene. Altså at vi interesserer os for deres liv og aktiviteter. Et eksempel:

 

For mange år siden skulle jeg som en del af mit arbejde på Grindsted Landbrugsskole på Træneruddannelse i Dansk Rideforbund. For at blive optaget på kurset skulle jeg bestå et bestemt dressurniveau til et ridestævne, og da min egen hest var for ung til dette niveau, fik jeg lov at låne min søsters hest – den stod i Ansager. Vi fik mig meldt ind, jeg red den nogle gange og så var der det her stævne. I princippet var jeg ret ligegyldig for klubben, de havde jo dengang ikke andet ud af mig end de penge, jeg betalte; jeg havde jo min gang i Grindsted ellers. Men alligevel var folkene interesserede i, hvad jeg lavede, de heppede på mig til stævnet, og inden jeg så mig om, havde jeg venner på staldgangen. Året efter flyttede jeg min egen hest til Ansager. 

Det betyder enormt meget for folk, at de føler sig velkomne et nyt sted, det være sig skoler, arbejdspladser eller foreninger. 

Find noget at tale om

Det er banale indsatser som at hilse på alle, man møder i foreningen, også selvom de måske ikke af sig selv byder ind. En lille bemærkning om vejret eller interesse for den andens hest, hund, barn, motorcykel…. Det skaber relationer, og det er relationerne der indlemmer os i Tordenskjolds Soldater. Det er ikke altid surt slid at være rekrutteret, der er jo også masser af fede stunder med glade unger og sjove historier. Dem skal vi huske og disse stunder skal vi hylde, for her er jo motivationen for at engagere sig. Pædagoger og ledere har et begreb de kalder Det fælles tredje, det vil sige, at når vi taler sammen om noget, som kan optage os, danner vi fælles bånd, relationer, og selvom vi måske ikke er enige om alt, eller på anden måde er forskellige, så bygger denne samtale en bro og giver os gode oplevelser sammen. Nogle kalder det at netværke, men det er meget mere end opfordringer sjove kommentarer på Facebook, for når du rører mig som person, så er jeg også lettere at bevæge. 

 

Tag hele hånden og hjertet med

Og så er vi der, hvor det svære kommer, for hvis man som bestyrelse eller aktivitetsudvalg har travlt med at få aktiviteterne til at hænge sammen, så glemmer man måske de tilsyneladende ligegyldige samtaler med folk, som man alligevel ikke ser igen. Men disse samtaler er i min optik vigtige, fordi vi derved kan skabe en større flok, der bidrager, når vi viser folk, at de er velkomne i fællesskabet. 

Som bestyrelse er den vigtigste opgave at være kulturbærer i den sammenhæng. Kulturbærer og koordinator af opgaverne ved hele tiden at pleje relationerne med foreningens medlemmer. Hvis man som bestyrelse selv har travlt med praktiske opgaver, er det ikke altid, man når at se den lillefinger, folk stikker frem. Men er man med i aktiviteterne med det formål, at tale med folk, så tager man ikke bare hele hånden, men også medlemmernes hjerte – og så har man fået nye soldater i foreningens moderne kamptropper.

By Martha Voss

Agronom, diplomleder og innovationsguide.
Inspirerer og udfordrer til udvikling.
Arbejder for et aktivt erhvervs- og foreningsliv i lokalsamfund og landdistrikter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.