Categories
Tag initiativ og ansvar

Det frivillige arbejde skaber det gode liv!

 

 

 

I disse dage har jeg haft fornøjelsen af, at dele min sommerferie med at slæbe rionet og vade rundt i våd beton sammen med en halv snes andre, som garanteret også har ondt i kroppen i dag. Jeg har været med til at støbe gulv i den nye hestestald hos RIKA, Rideklubben i Ansager og Skovlund, i Varde Kommune, Vestjylland.

Hvad får egentligt sådan en flok mennesker til frivilligt at bruge hele vores ferie på hårdt byggearbejde, når vi kunne have ligget ved en pool i Spanien med en Marguerita og nyde solnedgangen over bjergene?

Mit bud er, at vi gør det, fordi det giver mening for os, for klubben og for vores lokalsamfund. Og når noget gavner lokalsamfundet, så gavner det igen os selv i kraft af at vi har et godt liv, hvor vi bor.

Kort fortalt kom RIKA for et par år siden i den situation, at de nye ejere af klubbens faciliteter selv ville bruge stedet og dermed blev lejeaftalen opsagt. En maratonopgave gik i gang for at finde klubben et nyt sted, ikke nogen nem opgave, når kravet fra kommunen var at det skulle være indenfor postnummer 6823 Ansager. 1. maj i år flyttede vi heste og alt habengut fra den gamle adresse ud på en nedlagt kvægejendom, hvor kostaldene nu skulle være ridehal og hestestald med hjælp fra LAG-midler, fonde og private sponsorer.

Samt frivillige hænder til at udføre opgaverne.

Man kunne fristes til at give op og finde et andet sted at stille sin hest eller sende sit barn på en anden rideskole, men foreninger har det med at fungere, så længe der er nogen som vil dem. Og på trods af at der nu i et landsbysamfund med knap 2000 indbyggere ligger en trænings- og salgsstald, en mindre ponyrideskole samt flere små hestepensioner, så er der stadig et behov for rideklubben. I min optik fordi det giver mening i to dimensioner:

  1. Den demokratiske dimension – vi bestemmer selv vores mål, ambitioner og aktiviteter, indenfor de vilkår som demokratiet stiller til flertallet og den enkelte deltager.
  2. Den sociale dimension – vi danner netværk med folk som har samme interesse i at holde vores forening kørende, ikke alle fordi de ønsker selv at ride, men fordi de ønsker at det skal være en mulighed for deres eller deres naboers børn.

Begge dimensioner er i bund og grund et spørgsmål om ledelse.

I et demokrati er jeg selv med til at vælge min leder, men den siddende bestyrelse er ikke nødvendigvis de mennesker, jeg selv stemte på ved generalforsamlingen. Derfor har de en forpligtelse overfor de mennesker som ikke stemte på dem, og det betyder at bestyrelsen skal agere for hele organisationens bedste. Det er formandens fornemste opgave at bestyrelsens beslutninger lever op til dette. At beslutningerne er truffet på et solidt grundlag, hvor alle nødvendige faktorer er vendt. Det kræver at man er velforberedt på samme måde som en leder i en erhvervsorganisation.

Den sociale dimension er den, der får medlemmerne til at komme og deltage i aktiviteterne. Ikke bare som nydende medlemmer, men som ydende og ansvarlige aktører i foreningens arbejde. Det er her, bestyrelsen har sin fornemmeste opgave.

Bestyrelsen skal kommunikere strategien til medlemmerne

Mange vælger at gøre tingene selv, ofte fordi de er ildsjæle, som elsker arbejdet i en klub, men når man hver gang sidder med Tordenskjolds Soldater, tærer det på engagementet og flere ildsjæle dør ud.

Det er et spørgsmål om ledelse, at man som valgt bestyrelse først og fremmest tænker i at sætte medlemmerne i arbejde. En virksomhedsleder arbejder meget med at formidle meningen med arbejdet til sine medarbejdere, og det samme skal lederne af de frivillige. Vi skal føle, at vi er med i noget som er større end os selv, vi skal have et mål med vores forening, som vi kan identificere os med. Det er en kæmpe udfordring – og for nogle ildsjæle et paradigmeskift, at man fra medlemmernes side forventer at blive sat i gang, at blive opfordret til at deltage. Trods vores ihærdige arbejde på sociale medier, trods vores forskellige professioner som dygtige, ansvarlige, effektive medarbejdere på job, så går vi på lavt blus i vores forening, hvis ikke ledelsen ønsker vores indsats. Vi melder os ikke nødvendigvis selv til arbejdet i starten, for der er jo sikkert så mange andre, som bedre kan det her end jeg.

Jeg ved ikke altid at jeg er en ildsjæl, før nogen tænder mit lys

Det er i denne kontekst at de valgte bestyrelser skal arbejde, og her er det ikke kun formanden, men hele bestyrelsen, som skal i spil, fordi det giver flere knudepunkter til foreningens netværk af potentielle ildsjæle, som bare venter på at blive tændt. Det lyder nemt, men i praksis betyder det, at den valgte bestyrelse hele tiden skal kommunikere taktisk til medlemmerne. Man skal tale med alle, nye som gamle medlemmer og sikre sig, at vi føler os velkomne i arbejdet med at køre foreningen. Man skal være bannerfører i en kultur, hvor omdrejningspunktet er interessen for hinanden og vores fælles aktiviteter.

Derfor er jeg i dag øm i arme og ryg af at slæbe beton sammen med min rideklub, og når vi om et par uger skal sætte hestebokse op på vores fine nye gulv, så vil jeg arbejde på at få flere med. Dels fordi arbejdet er nemmere, når man hjælper hinanden, dels fordi jeg har muligheden for et fællesskab, som jeg er forpligtet til at give videre til andre. Til gavn for mig selv og det gode liv i mit lokalsamfund.

 

 

By Martha Voss

Agronom, diplomleder og innovationsguide.
Inspirerer og udfordrer til udvikling.
Arbejder for et aktivt erhvervs- og foreningsliv i lokalsamfund og landdistrikter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.